KV IFF i praksis

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Så er filmfestivalen Karlovy Vary International Film Festival i Tjekkiet skudt i gang. Programmet er skaffet, de første billetter printet og i dag og i morgen – fredag og lørdag – er nærmest planlagt med 3 film i dag og 5 i morgen.

Man planlægger en dag ud i fremtiden. Hver morgen åbnes nemlig for billetsalget til næste dag. Som publikum kan man enten købe enkeltbilletter, der koster 65 tjekkiske kroner (ca. 20 danske kroner) stykket, eller man kan købe et festivalpas til 1000 tjekkiske kroner (300 danske), der giver ret til billetter til tre film om dagen i de 9 dage festivalen varer. Passet koster 700 (250 danske) for studerende.

Uanset hvilken løsning man vælger, er det en fordel at stå tidligt op om morgenen. Billetkontorerne åbner klokken 8, og der er run på. De bedste af festivalens i alt 205 film i år, eller i hvert fald de film, som publikum tror er bedst, bliver hurtigt udsolgt. Hvis man sover (for) længe kan man risikere at skulle ud og se en eller anden obskur bulgarsk dokumentarfilm på fire timer. Det kan være en oplevelse at se noget andet end det man havde planlagt, men ikke altid en god en af slagsen.

De tidligste film vises klokken 9 om morgenen og de seneste klokken 12 om aftenen. Med festilvalpas og 3 film om dagen kan man godt få plads til søvn, mad, og at få set byen. Hvis man ikke prioriterer mad og søvn særlig højt er det ret ukompliceret at komme til at se flere film, enten ved at købe flere billetter eller at tage chancen ved at møde op til film uden billet.

Der er nogle få, der går rundt med to festivalpas om halsen og dermed kan se 6 film dagligt(!). Er man lidt mindre ambitiøs møder man op et kvarter før en film man gerne vil se, men ikke har billet til, starter. 5 minutter inden filmstart vurderer vagten hvor mange ledige pladser der er i salen og begynder at lukke folk fra køen ind. Det er sjældent, der ikke er plads. Folk ændrer løbende planer, og den forholdsvis store del af sæderne som er reserveret til presse og industri står ofte halvtom.

Det er et puzzlespil at få valgt de film man vil se. De fleste film vises 2 eller 3 gange i løbet af festivalen. Programmet for festivalen har en ret pædagogisk oversigt over filmenes placering, men man skal alligevel være opmærksom på film, der ligger oven i hinanden. Et andet problem er den naturlige begrænsning der ligger i, at man måske kan klare 3-5 film om dagen i de ni dage festivalen varer. Men selv med et program på 45 film kan man, med tilstrækkelig bred smag, risikere at der er mere man gerne vil se. Og så må der prioriteres!

Skriv et svar