Museet for Samtidskunst søger en udstillings- og kommunikationsmedarbejder i løntilskud

MFSK_logo_sort hvid

Museet for Samtidskunst arbejder med den danske og internationale samtidskunsts nyeste udtryksformer, bl.a. lydkunst, performancekunst, videokunst, netkunst og andre kunstformer, der har været med til at forny opfattelsen af kunst i de sidste årtier. Museet forsker i international samtidskunst, formidling og bevaring og har en samling af dansk og international kunst. Samlingen udbygges løbende med nye værker skabt inden for de sidste 25 år.

Vi afholder årligt 3-4 særudstillinger samt 4 små udstillinger i byrummet under navnet Kunstrum Snæversti. Som udstillingsassistent skal du hjælpe med realisere museets udstillinger, og du vil få ansvaret for en Snæversti-udstilling. Du skal også stå for museets kommunikation på sociale medier og gennem pressemeddelelser og –håndtering.

Arbejdsopgaver:

  • Ansvar for tilrettelæggelse og afholdelse af en Snæversti-udstilling
  • Pasning af museets reception og butik 2 timer dagligt
  • Kommunikation, herunder opdatering af hjemmeside og Facebook, pressemeddelelser, mm
  • Tilrettelæggelse og afholdelse af museets særudstillinger, inkl. fundraising, formidling, korrespondance, katalogproduktion
  • Arkiv og bibliotek
  • Deltagelse i udviklingen og profileringen af museet
  • omvisninger

Arbejdsopgaverne løses i samarbejde med museets team. Vi er en lille og dedikeret medarbejderskare, som i øjeblikket arbejder på at udvikle en ny vision og strategiplan for museet. Vi forventer, at du:

  • Har et godt kendskab til og interesse for samtidskunst
  • Er god til at arbejde selvstændigt og sammen med andre
  • Er struktureret og ansvarlig
  • Er god til at formulere dig skriftligt og mundtligt
  • Har en relevant uddannelse (kunsthistorie, moderne kultur, el.lign.)

Ansættelsesperioden er 16. marts – 16. juli/16. august 2015, alt efter om perioden indledes med en måned i virksomhedspraktik. Du skal være berettiget til løntilskud.

Spørgsmål om stillingen kan rettes til Birgitte Kirkhoff Eriksen (birgitte@nullsamtidskunst.dk/tlf 46316572).

Hvis du er interesseret, så send en motiveret ansøgning inkl. CV pr. email til Birgitte inden 6. marts.