Metervare

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Jeff Bridges fik en Oscar for bedste mandlige skuespiller for Crazy Heart (IMDb). I den ærkeamerikanske nu-går-den-ikke-længere-og-jeg-er-nødt-til-at-rette-op-på-mit-liv-film spiller Bridges den ikke spor succes- men meget talentfulde countrysanger Bad Blake, som kører rundt i sin truck i sydstaterne fra koncert til koncert, kvinde til kvinde og whiskyflaske til whiskyflaske. Men bag facaden gemmer Bad Blake på et hjerte af guld, selvfølgelig gør han det.

Men hvordan skal det komme frem til overfladen, det hjerte? I Santa Fe støder Bad Blake på Jean (Maggie Gyllenhaal), enlig mor (med et hjerte af guld) som falder for den forkerte slags mænd. Og hvem ved, måske kan Tommy Sweet (Colin Farrell), den unge megastjerne (med et hjerte af guld), som Bad Blake tidligere har været mentor for, gøre noget for Blakes skrantende karriere?

Ja! Ja! Jean kan hjælpe og Tommy kan hjælpe, men først skal Bad Blake indse at han har et alkoholproblem (Jeans søn bliver væk i et indkøbscenter), afvænnes (“Jeg er alkoholiker”-replikken), og skrive nogle dybfølte sange oven på den oplevelse. Sangene kan Tommy gøre populære, og Bad Blake ender med det lidt mere ordinære navn Otis og erfaringerne så meget rigere, at det næsten gør ondt at se på.

Det er tydeligt (især set i bakspejlet), at Jeff Bridges’ skuespil i filmen har Oscarpotentiale. Og at Crazy Heart er metervare af den værste skuffe.

Så godt som iscenesat

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Armadillo (IMDb), Janus Metz’ dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan er en film som mange har set og alle taler om. Mig er det først lykkedes at se filmen på KV IFF 2010. Filmen er en del af dokumentarfilmkonkurrencen på festivalen så visningen i går var med både jury, deltagelse af holdet bag filmen og et begejstret, primært tjekkisk publikum.

Armadillo er en dokumentar der ikke virker særlig dokumentarisk. Især filmens indledning – helikopterscene a lá Apocalypse Now, stripshow inden rejsen til Afghanistan, afskedsscene i lufthavnen – er stærkt krigsfilmsinspireret. Senere bliver Armadillo mindre stiliseret. Da de danske soldater endelig kommer i ildkamp bliver kameraarbejdet af gode grunde mere hektisk og tilfældigt, og det giver faktisk en kampscene der er mere intens end jeg nogensinde har set i en hollywoodfilm.

Den scene, hvor soldaterne sårer og så (måske? måske ikke?) ligefrem likviderer en gruppe talibanfolk, er filmens dramatiske højdepunkt og filmens scoop. Det er den som på godt og ondt gør Armadillo til mere end en spillefilmspastiche. Og også den hvor dens karakterer, de danske soldater, træder ud af deres roller.

Det er nemlig ikke kun Metz, der iscenesætter Armadillo som krigsfilm. Soldaterne udfylder også, så godt de kan, deres rolle som soldater. De ser strip sammen, de ser porno sammen, de spiller voldelige computerspil, de sammenligner afghanerne med dyr, de ringer hjem til den familie derhjemme, som (kliché!) er ude af stand til at forstå hvilken virkelighed, soldaterne befinder sig i.

Armadillos “filmiskhed” findes altså allerede i dens materiale, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at også dens måde at vise det på bliver filmisk. Det fungerer, men det er først når iscenesættelsen glemmes – både hos soldater og filmskaber – at der sker noget særligt. Bortset fra den famøse likvideringsscene kunne man godt ønske at Armadillo tog dokumentargenren lidt mere alvorligt og forsøgte at gå bag facaden på den meget iscenesatte soldatertilværelse. Hvis vi skylder de danske soldater noget kunne det måske være at forsøge at forstå dem som mere og andet end blot karakterer i en krigsfilm?

14691-armadillo

Safri Duo på speed

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Sound of Noise (IMDb) er en ret original svensk komedie. Amadeus er politimand, men stammer fra en meget musikalsk familie. Hans bror er dirigent, men Amadeus er fuldstændig tonedøv. Han kan slet, slet ikke lide musik. Derfor kommer det ret ubelejligt, at en gruppe avantgardeparodiske trommeslagere vælger at opføre et lydværk i fire dele i det offentlige rum, og ikke med det store hensyn til gældende love.

Amadeus bliver sat til at finde de skyldige inden deres grusomme kunstværk er fuldendt. Han finder hurtigt ud af hvem der står bag, men filmens krimidel fungerer slet ikke. Alle filmens musikere spiller lystigt videre.

Sound of Noise er en film om musik og derfor indgår der også en hel del af det. Det ser sjovt ud når avantgardisterne slår og trykker på alt på en operationsstue (inklusive patient på bordet), men det lyder som Safri Duo på speed. Sound of Noise er en meget konceptuel film, men efter min mening bærer idéen ikke. Om man kan lide musikken er en smagssag, men den omgivende historie er for tynd til en spillefilm. Sound of Noise bliver til en række fantasifulde, løsrevne musikvideoer. Det er ikke nok, synes jeg.

Fra videokunst til filmkunst

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Zanan bedoone mardan / Women Without Men (IMDb) er videokunstneren Shirin Neshats debutspillefilm. Ligesom videoværkerne er filmen ekstremt flot, og ligesom videoerne cirkler handlingen om kvinders forhold i Iran. Faktisk er filmen så tæt på videoerne, at hele scener går igen: Vi kommer til bordellet hvor ultratynde Zarin arbejder, når hun ikke skrubber sig til blods i badehuset. Vi kommer ud til en paradisisk have hvor tågen og åen flyder mellem de frodige blomster og træer. Det er scener, som Neshat har brugt før.

Man kan sige at Women Without Men danner en samlefortælling for Neshats værker. Hvor man på udstillinger af Neshats værker selv har skulle forbinde hendes kvindeportrætter, samler hun i Women Without Men fire kvinders historie til én samlet, som hun endda placerer historisk i 1950’ernes (allerede dengang) politisk urolige Iran.

Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Neshats videoer hver for sig i stedet for samlet. Men med spillefilmen Women Without Men når hun uden tvivl ud til et bredere publikum end tidligere. Det fortjener hendes værker.

14882-women-without-men

Status på den syvende dag

Jeg har nu set 29 film. Her er lidt om dem der ikke tidligere er blevet beskrevet på kukua.

Kawasakiho ruze / Kawasaki’s Rose (2009)

En ny tjekkisk spillefilm om en hædret dissident, som pludselig anklages for at have haft forbindelser til den kommunistiske sikkerhedstjeneste. Der spildes for meget tid på at løbe historien i gang, men filmen ender alligevel med at være et ganske gribende portræt af en mand som tvinges til at grave dybt i minderne for at finde ud af hvad han egentlig foretog sig engang for længe siden.

Rewers / Revers (2009)

Succesfuld polsk genrebastard. Sort/hvid film spruttende af Coen-humor om en sky ung kvinde, der tager livet af en efterretningsagent i 1952. Fremragende plot, kameraføring, og skuespil.

Protektor (2009)

Klassisk 2. verdenskrigsdrama om svære moralske valg i forfriskende indpakning. Historien er simpel, men lydsiden er usædvanlig. Synkoperede trompettrut og tung elektroniske beat i stedet for højtravende violiner. Dejligt.

Friendship (2010)

Goodbye, Lenin! som teenage road movie. To østtyskere på roadtrip gennem USA straks efter murens fald. Det kunne være sjovt, men humoren er lavpandet og skuespillet elendigt. Ingen fare for at den kommer til Danmark.

A Matter of Life and Death (1946)

David Niven i guddommelig retsag om retten til at blive på jorden. En engel skulle have hentet ham da han styrtede med sit bombefly, men skjult i den engelske tåge undslipper han skæbnen. Snart forelsker han sig, og når englen endelig opsporer ham insisterer Niven på at fejlen var på de helliges side, og at han sandelig ikke kan smutte nu han er blevet forelsket. En himmelsk appelretssag stables på benene, og det er hyleskægt.

3 sezóny v pekle / 3 Seasons in Hell (2009) international premiere

Kedeligt konventionelt drama om poeter i kamp mod kommunister efter krigen.

Dvojka / Twosome (2009) international premiere

Formentlig den første ikke-danske road movie, der udspiller sig i Danmark. Uafhængigt tjekkisk lowbudget-produkt, men faktisk en habil film. Et ungt par tager på road trip til Skandinavien for at redde forholdet. De møder en stratenrøver af en landsmand og sammen ender de med at køre rundt i Danmark mens forholdet bliver mere og mere anspændt.

Medeni Mesec / Honeymoons (2009)

Første albansk-serbiske co-produktion. Et attentat mod de fredsbevarende styrker i Kosovo får store konsekvenser for to unge par der uafhængigt af hinanden forsøger at forlade Albanien og Serbien til fordel for ’Europa’. Ætsende realistisk portræt af hvordan den unge generation ikke kan undslippe spøgelserne fra den kommunistiske fortid og de efterfølgende etniske konflikter. Krydser fingre for en dansk premiere.

Hitler in Hollywood (2010) verdenspremiere

Bio-doc om en amerikansk konspiration imod europæisk filmindustri. Tilstedeværelsen af Wim Wenders, Emir Kusturica, Volker Schlöndorf, og Mia fra Pulp Fiction kan ikke gøre det op for det plotmæssige makværk. Måske pointen i virkeligheden er at europæere ikke kan lave thrillers som Hollywood, men hvorfor så forsøge? Under alle omstændigheder bliver de utallige interne referencer og filmjokes aldrig for alvor morsomme.

Medalia de Onoare / Medal of Honour (2009)

Endnu en perle fra den rumænske nybølge. Fik allerede en del dansk omtale, da den vandt fem priser i Thessaloniki. Forhåbentlig kommer den snart til Danmark.

Herudover har festivalen givet mulighed for at få set følgende film som allerede har haft dansk premiere: A Serious Man, A Single Man, og Oldboys.

Tjekkiets svar på Farum

Drnovické catenaccio aneb Cesta do prav?ku ekonomické transfomace / Catenaccio a la Drnovice or Journey to the Beginning of the Time of Economic Transformation

Hvorfor har en by med 2.000 indbyggere et stadion med plads til 10.000 tilskuere? Dokumentaristen Radim Prochazka har studeret hos Karel Vachek og i sin seneste film træder han i sin mentors fodspor. På humoristisk vis udredes det hvordan en ubetydelig fodboldklub fra røven af fjerde division gik til toppen af den tjekkiske superliga for til sidst at implodere i en national finansskandale. Der blev dopet, bestukket, og bedraget, og nu står stadionet tilbage som et monument over den gangsterkapitalism, der herskede i Tjekkiet i det første årti efter kommunismens fald. Hvem sagde Brixtofte?

Fra fængslet til kirken

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

I går aftes så jeg Tobias Lindholm og Michael Noers fængselsfilm R (IMDb). Plottet minder ekstremt meget om den franske film Un prophète, som vandt juryens pris i Cannes sidste år. En ung mand, Rune, bliver sendt i fængsel. Fængslet er domineret af nogle hårde typer, en gruppe er hvid, den anden består af brune. Og Rune bliver tvunget til alt muligt ubehageligt i fængslets stærkt hierarkiske miljø.

For mig slog R hårdere end Un prophète. Den er kortere, mere intens og utrolig flot klippet og filmet. Og at karaktererne snakker dansk giver ekstra nuancer til spillet, der foregår blandt fangerne. R er ikke nogen behagelig film. Den er kompromisløs hård og alvorlig i en grad jeg ikke kan huske at have set i en dansk film siden Bleeder. Og så er det fantastisk, at den ikke er fyldt med Mads Mikkelsen, Paprika Steen og andre berømtheder. De mange amatørskuespillere spiller så glimrende, at det er svært at se hvad vi skal med filmstjerner.

Her til morgen var jeg til pressevisning på den franske film Lourdes (IMDb) som deltog i hovedkonkurrencen i Venedig i år. Den handler om en gruppe mere eller mindre syge pilgrimme og deres hjælpere, som tager på pilgrimsfærd til den franske by Lourdes. Unge Christine sidder i rollestol med sklerose og håber på at komme til at gå igen. Omkring hende foregår nemlig det seksuelle spil mellem hjælperne, og det vil hun gerne være med i.

Lourdes er en film om kristendom, men jeg er ikke sikker på om den er kristen. Christine kommer (måske midlertidigt?) til at gå igen, men filmen sætter spørgsmålstegn ved hele pilgrimsprojektet. Alle de andre bliver nemlig helvedes misundelige så snart den umiddelbare mirakelbegejstring har lagt sig. Filmen viser det uretfærdige i menneskets tilstand: at nogle er raske og andre er syge, og sætter spørgsmålstegn ved om det er et faktum som er til at leve med.

Lærestreger

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Elève libre / Private Lessons (IMDb) er en af filmene i serien med nye belgiske film på KV IFF. Filmen handler om Jonas, en 15-16-årig (fransktalende) Belgier med fraskilte forældre og problemer i skolen. For ikke at ende som håndværker, hvad han ikke har lyst til, er Jonas’ eneste udvej som selvstuderende at læse op til Belgiens svar på HF-eksamen. Det gør han ikke med hjælp fra far og mor, som er fuldstændig fraværende i filmen. Heldigvis har Jonas tre lidt mere erfarne venner i Pierre og parret Natalie og Didier. De er i trediverne, men har overskud nok til at dele deres viden og erfaringer med Jonas.

Det kommer der en tankevækkende amoralsk film ud af, for de tre venner nøjes ikke med at hjælpe Jonas med algebraen. De yder også konsulentbistand på hans begyndende sexliv med kæresten Delphine. Hvordan finder man ud af om det er en selv eller kæresten der er noget galt med, når man ikke får noget særligt ud af et blowjob? Elementært: Det viser Natalie(!), Didier(!!) og til sidst Pierre(!!!), og de nøjes ikke kun med teoriundervisning.

Private Lessons er ikke en film om Jonas’ forsøg på ved hjælp af hårdt arbejde at læse op til eksamen. Den er en spændende udforskning af ungdom, frisind og frisindets grænser, og det vel at mærke uden nogensinde at være prædikende og moraliserende. Det er lidt chokerende, og rigtig, rigtig godt.

14642-private-lessons