For studerende og alumner fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet (Litteraturvidenskab, Kunsthistorie, Teatervidenskab, Dansevidenskab, Visuel Kultur, Musikvidenskab og Moderne Kultur og Kulturformidling)
Pantaleon y las visitadoras, F. J. Lombardi , 1999 Perú
(baseret på en novelle af Nobelpris modtageren M. Vargas Llosa)
D. 27. april, kl.19.30 i den spanske bogcafé RAYUELA, Fælledvej 5, 2200 KbhN
entré (incl. en valgfri drikkevare) 30,- dkk
sprog: spansk (med engelske undertekster)
Der er begrænset antal pladser så reservér din billet.
Den peruvianske kaptajn Pantaleon Pantoja er valgt til at udføre en meget særlig service: hærens organisering af de prostituerede der skal tilfredsstille soldaterne i regnskoven. En meget farceagtig side af Vargas Llosas forfatterskabet og en sjov film baseret på bogen af samme titel. Det er et mesterværk om humoren og legen i litteraturen.Trailer Pantaleón y las visitadoras
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse Poetry (IMDb) fra Sydkorea blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes sidste år. Instruktøren, Chang-Dong Lee, har 3 film med i årets CPH PIX. Filmen handler ved første øjekast om en ældre kvinde som bor med sit barnebarn, en dreng i teenageårene. Hun lever af sin pension, og af at være hushjælp for en ældre herre. Hun går til lægen, får konstateret begyndende Alzheimers, men ændrer ikke sin levevis nævneværdigt af den grund. Hun tager et aftenskolekursus i at skrive poesi.
Men man fristes til at sige, at Poetry netop ikke handler om denne kvinde, for som baggrundstæppe for handlingen står et selvmord, som repræsenterer meget mere end en enkel kvindeskæbne. En pige fra den lokale skole kaster sig i døden fra en bro. Grunden er, viser det sig, at hun i en længere periode jævnligt er blevet voldtaget af den ældre kvindes barnebarn og fem andre drenge.
I det lukkede samfund, som filmen udspiller sig i, forsøger skolen og fædrene til de fem drenge, at lukke låg på sagen ved at tilbyde økonomisk kompensation til pigens fattige, enlige mor. Og bedstemoren til den sjette dreng har ingen andre handlemuligheder end at spille med. For at gøre det er hun, på en meget udramatisk måde, nødt til at prostituere sig, ligesom hun til en vis grad er slave for sit drengebarnebarn, som ikke rigtig laver noget selv, endsige reagerer på det faktum, at han er skyld i et andet menneskes død.
Poetry er en fantastisk film, som næsten skjuler sin kønspolitiske pointe i flotte billeder, og et skuespil af den ældre kvinde, som gør at det hele vejen igennem er nok bare at se hende foretage sine daglige gøremål. Indtil filmens tragiske slutning afslører hvad det er for et forskruet samfund, hun agerer inden for.
Poetry kan ses den 22/4 kl. 19 i Grand, den 27/4 kl. 16.15 i Gloria og den 1/5 kl. 21.15 i Vester Vov Vov.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Burke and Hare (www.cphpix.dk)
Anmeldelse: Burke and Hare (IMDb) er en (løst) baseret-på-en-sand-historie-komedie om to skotske plattenslagere i 1800-tallets Edinburgh. De to mænd får den lukrative idé at sælge lig til byens læger, som har travlt med at udforske den menneskelige anatomi.
Hvordan skaffer man lig? Med lavkomisk lagkagekomik. Burke og Hare forsøger forskellige former for mord, besøger kirkegårde og har deres hyr med den lokale gangsterboss samt en storbarmet teatertrup, der forsøger at opsætte MacBeth i en ligegyldig sidehistorie.
På papiret ser Burke and Hare ikke så slem ud: Historisk film, skuespillere som Christopher Lee, Andy Serkis og Tim Curry. Og der er da også gjort noget ud af kostumer og kulisser. Men filmens komik er gumpetung, skuespillet er forceret og karaktererne stereotype. En folkekomedie som ikke er sjov fortjener ikke mange seere.
Filmen kan ses den 24/4 kl. 17 i Empire og den 30/4 kl. 12 i Grand. Køb billetter her.
henningsen contemporary søger en praktikant med interesse for samtidskunst, som kunne tænke sig at opleve, hvordan et galleri fungerer i det daglige.
Vi tager praktikanter løbende og kan tilbyde en praktikplads med arbejdsopgaver inden for formidling; i form af pressemeddelelser, udstillingstekster, oversættelser, udarbejdelse certifikater, samt passe galleriet, assistere ved ophængning i forbindelse med udstillinger og andet forefaldende kuratorisk arbejde.
henningsen contemporary er et galleri for dansk og international samtidskunst. Det blev etableret af Andreas Henningsen i april 2007. Galleriet fokuserer på danske og internationale kunstnere, og skal afspejle den kaotiske mangfoldighed, som karakteriserer samtidskunsten. Ved at vise maleri, foto, tegning, video, skulptur, installation og performance er det galleriets mål at skabe lidt struktur og følge de spor, der viser sig.
Galleriet vil stræbe efter at vise både unge såvel som mere etablerede kunstnere for at vise de sammenhænge og referencer, der kan synliggøre udviklingen i samtidskunsten.
Vi forventer at du har studeret kunsthistorie i minimum to år, har gode samarbejdsevner, kan arbejde selvstændigt og disciplineret, har gode skriveegenskaber på dansk og engelsk, det er desuden en fordel hvis du interesserer dig for samtidskunst.
Ansøgningen skal indeholde hvilket semester du er på, studieretning, tilvalg, samt evt. interesseområde og kompetencer. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med praktikstillingen, kan vi kontaktes på tlf.: +45 8827 7794 eller +45 4077 7005, mellem kl. 12 og 18.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Med venlig hilsen
Mette Kristensen og Andreas Henningsen
henningsen contemporary, Fredericiagade 17, 1310 København K
Confessions (IMDb) var den film Japan havde som bud på bedste ikke-engelsksprogede Oscarfilm, hvilket tegner godt i forhold til publikumsappel. Samtidig skulle filmen, der er filmet på videokamera, være ret original, voldelig og speciel. En kombination, som japanske instruktører er eksperter i.
I den psykologiske thriller forsøger en lærer at HIV-smitte sine elever, (men ikke sådan som du tror), og hævnfortællingen oprulles i kapitler, der fortæller historien fra hver sin bekendende synsvinkel. Som fx Hanekes Det Hvide Bånd er Confessions fyldt med onde, sadistiske og foruroligende børn. Et populært og tankevækkende filmtema for tiden.
Radiohead og Boris (eksperimentalrock fra japan) står for filmens lydside.
I en mulig hilsen til Danny Boyles Trainspotting, Ewan McGregors gennembrudsfilm, er de deprimerede enspænderhovedpersoner i Pelican Blood (IMDb) dedikerede amatørornitologer, birdspotters. I hvert fald skulle filmen i lighed med Trainspotting være noget så sjældent som et frisk og energisk britisk filmpust om mennesker der lever sådan lidt på kanten.
Nikko og Stevie, to temmelig selvdestruktive personer, møder hinanden på et selvmordsforum på nettet, finder sammen, fra hinanden og sammen igen, men måske er det selve udgangspunktet for deres forhold, der er for problematisk?
I stedet for at undslippe virkeligheden med stoffer, tager de to på udflugter og ser på sjældne fugle, generer krybsskytter og kæmper mod fuglespotterrivaler.
Humor og tragedie kan være en god kombi, især hvis den er ordentligt skruet sammen. I Pelican Blood er selvmord, lidt som stofbrug i Trainspotting, et livsstilsvalg. Et så morbidt syn på tilværelsen kan være livsbekræftende.
Pelican Blood vises 19/4 kl. 19 i Grand, 27/4 kl. 16.30 i Palads og igen den 1/5 kl. 19 i Palads. Køb billetter her.
No Doubt er en sydkoreansk film om pædofili. En ung mand, som tidligere er pædofilidømt, flytter til en landsby. Kort tid efter forsvinder en lille pige, som senere dukker op som lig.
Filmen er en slags krimi, men fortalt i et roligt tempo. Den tager udgangspunkt i en forbrydelse, men tematiserer familierelationer, følelser, skyld og straf.
No Doubt vises 18/4 kl. 20 i Husets Biograf med deltagelse af instruktøren, Park Soo-Young. Filmen kan også ses i Dagmar den 22/4 kl. 19 og den 23/4 kl. 14.15.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: Der er en verden til forskel på to af CPH PIX’ tyske film. Både Drei af Tom Tykwer og The City Below af Christoph Hochhäusler er trekantsdramaer, men hvor The City Below er alvorlig, kølig og stramt komponeret er Drei lalleglad og benytter sig af samtlige stillistiske virkemidler i bogen – også en hel del, der slet ikke fungerer.
The City Below (www.cphpix.dk)
Frankfurt, hvor The City Below foregår, er organiseret vertikalt. Jo højere op man kommer i stål- og glasskyskraberne, jo mere magt. På et enekontor nær toppen sidder Roland, bankdirektør, gift, men ikke lykkeligt. Roland er kynisk og rationel, han er rig, men keder sig. Han keder sig så meget, at han får arrangeret sine egne private forestillinger; får set hvordan dem helt nede på bunden, narkomanerne, stikker sig. Og så meget, at han – efter at en filialdirektør i Jakarta er blevet henrettet(!) – udgiver sig for at være ham, besøger hans barndomshjem. Han tager på besøg i virkeligheden, nede på gadeplanet.
På et andet kontor, et fælleskontor et par etager længere nede i bygningen, sidder Oliver, som er ny i virksomheden og i Frankfurt. Han er forsigtig, især i forhold til sin leder, hvis glasburskontor symbolsk er placeret et par trappetrin over resten af lokalet. Og hjemme i Olivers nye lejlighed sidder Svenja hans kone. Hun vil vist helst være kunstner, men lige nu fungerer hun som vedhæng for sin mand. Fx til en fernisering og igen til et selskab hos Roland, og så opstår der et eller andet mellem Roland og Svenja. Han vil gerne i seng med hende, som han siger. Lidt tættere på virkeligheden. Hvad vil Svenja? Det betyder ikke så meget, ikke for Roland, ikke umiddelbart, og Roland bruger sin magt til at sende Oliver væk, af sted til den udsatte filial i Jakarta.
The City Below er en film, hvor karaktererne gradvist får mere dybde, flere motiver, men som samtidig ikke viser og siger alt. Meget af filmen udspiller sig i reflektionerne fra glasset i en skyskraber eller en bilrude. Og filmens kapitalismekritik er underspillet og diskret indtil den åbne, overraskende slutning. The City Below er ingen storfilm, men den er skruet sammen med stor professionalisme og værd at se.
Drej (www.cphpix.dk)
Drei er instrueret af den langt mere erfarne og succesfulde instruktør Tom Tykwer, ham med Lola rennt, som de, der har haft tysk i gymnasiet, har set. For dem der ikke har haft tysk kan filmen kort opsummeres som en temmelig klichéfyldt film om tilfælde og skæbne. Lola, filmens hovedperson, skal løbe stærkt for at redde sin kæreste, og dermed går filmen også meget stærkt. På baggrund af Lola rennt kunne Tykwer måske kaldes en tysk Danny Boyle (Trainspotting, Slumdog Millionaire), en andren instruktør der stillistisk ikke viger tilbage for rendyrket MTV-æstetik.
Men, men, men: Hvor Danny Boyle til stadighed laver ret gode film er det gået helt galt for Tom Tykwer efter at han har fået penge på filmbudgettet. Bortset fra Heaven, en effektiv spændingsfilm med Kieslowski-manuskript og Cate Blanchett i hovedrollen, har Tykwers efterfølgende film været elendige. Det mærkat kan desværre også sættes på Drei uden særlig lang betænkningstid.
Filmen handler om et ægtepar i fyrrerne, Hanna og Simon, som vist har det meget godt, bor i Berlin og arbejder lidt med kunst. Manden producerer skulpturer, kvinden har sit eget fjernsynsprogram. De har venner og besøger hyggelige caféer og forskellige berlinske seværdigheder. (Det er meningen, at du skal få lyst til at tage dertil.) Begge er ret kedelige. Måske derfor, eller måske fordi mandens mor går hen og dør (han bliver heldigvis ikke så ked af det), eller måske fordi de ikke har nogen børn (det gør heldigvis ikke så meget), leder de begge to efter lidt mere spænding i tilværelsen, og møder tilfældigvis begge to den samme biseksuelle storsmilende flødebolle, Adam, som gudhjælpemig arbejder i en Penkowa-lignende stilling, som vist har at gøre med stamcelleforskning (og dermed liv, død og skæbne, uha).
Her kunne man tænke: Trekantsdrama, aha. Konflikter og moral, tankevækkende. Eksplicit sex, jo tak. Men Tykwers film, som postulerer at beskæftige sig med liv og skæbne, behandler emnerne på en lalleglad måde. Han formår aldrig at skabe dybde i sine karakterer, især Hanna (Sophie Rois) er irriterende med sit altid nemt aflæselige ansigtsudtryk, men Adam som kun kan smile og kun taler i det blødest mulige tonefald får mig også til at krumme tæer.
Det mest frustrerende ved filmen, er at der ikke er nogle, der har sagt stop til Tykwer. Det kan være effektfuldt med baggrundsmusik, men ikke hele tiden. Det kan være fint at prøve en split-screen-scene af, men ikke flere gange, og ikke med 7-8 scener på skærmen samtidig (det gør Drei). Man kan godt forsøge at have en engel i en film, et foster-i-mave-klip eller et cumshot når man skal levere intensitet, chok eller en vigtig pointe (Drei har alle tre ting). Tykwers film er præget af alt for mange virkemidler, alt for mange locations og alt, alt for meget overflade. Machwerk.
Hverken Drei eller The City Below vises igen på CPH PIX.
iPod battle er Studenterhusets nye onsdags-koncept og fakulteterne ved KU bliver dette semesters battlere.
Hva’ der i dine ører?
Træk ipod’en frem, og vis og os hvad du har i dit øre. På Studenterhuset skal Humaniora på onsdag battle imod Naturvidenskab i hvem, der kan smide de sejeste musikstykker over disken. Alle musik-kneb gælder når der ipod-battles.
Så kom, og støt dit fakultet – enten som en af hepperen eller en af battlerne. Skriv til info@nullstudenterhuset.com, hvis du gerne vil være en af ipod-kombattanterne.
Dem der vinder, vinder øl til alle fremmødte fra fakultetet – og de vinder muligheden for at få fingrene i koncertbilletter i den endelige finale. Vi har billetter til både Roskilde Festivalen og Grøn Koncert. Finalen bliver mellem de to fakulteter, der har fået flest point i de indledende runder. Humaniora er godt på vej. I onsdags slog fakultetet nemlig Jura 5:0.
Spilleplanen
Spilleplanen ser foreløbig således ud:
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Dagen i dag er en lidt stille dag på PIX, inden programmet rigtig tager fat og fart hen mod påskedagene. Der er dog mulighed for både at forlyste sig med Andrzej Zulawskis firsertypiske og forvirrende La Femme Publique, og med Black Venus, en fransk udgave af Elefantmanden med en hottentot i hovedrollen. Se dagens samlede filmoversigt her.
La Femme Publique (www.cphpix.dk)
La Femme Publique (IMDb) fra 1984 er en del af CPH PIX’ Andrzej Zulawski-retrospektiv. I filmen fokuserer den polske kult- og auteurinstruktør, som er i Danmark i anledning af festivalen, på Ethel, der drømmer om at gå fra afrodansende nøgenmodel til skuespillerinde.
Filmens univers er kulørt, paranoidt selvbevidst og hundrede procent firseragtigt. Ethel forelsker sig først i en overgearet instruktør, der forsøger at filmatisere Dostojevski (som Zulawski også har gjort), dernæst i en psykotisk østeuropæisk immigrant, som i et forvirrende politisk subplot gør kål på en litauisk kardinal.
Der er masser af tempo og effekter i La Femme Publique, der er spændende kameraarbejde, og alle replikker råbes ud i biografen. Den er ikke særlig god, til gengæld er den temmelig unik.
Filmen vises den 18/4 kl. 17 i Husets Biograf. Instruktøren deltager ved visningen. Du kan købe billetter her.
Black Venus (www.cphpix.dk)
Black Venus (IMDb) er fransk film af lidt nyere dato (2010), men handlingen udspiller sig for endnu længere tid siden end 1980’erne, nemlig i starten af 1800-tallet. Den ikke særligt høje sydafrikanske kvinde Saartjie Baartman kommer til Europa og forbløffer med sin størrelse, sin race, sin dans og sine kønsdele.
Der er tale om en klassisk (og autentisk) andethedshistorie, og Black Venus sammenlignes da også med David Lynch’s Elefantmanden, dog i en noget mere kulørt udgave.
Det er spændende om filmen formår at portrættere og kritisere det europæiske blik på den anden – uden selv at eksotisere sit emne.
Du kan se Black Venus den 18/4 kl. 18.30 i Grand og den 23/4 kl. 20 i Husets Biograf. Køb billetter her.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: The Solitude of Prime Numbers (IMDb) er en flot, flot komponeret og flot spillet film, der tager barndomstraumer under en måske lidt for klichéfyldt behandling.
The Solitude of Prime Numbers (www.cphpix.dk)
Den italienske film er baseret på Paulo Giordanos bestseller af samme navn (dansk: Primtallenes ensomhed, Bazar Forlag, 2010). I filmen følger vi to unge (dreng og pige) hvis traumatiske barndomsoplevelser (fatalt svigt af handicappet tvillingesøster ved børnefødselsdag, temmelig fatalt svigt fra faren på skiferie) har gjort at Mattia og Alice, som de hedder, er blevet ensomme, indadvendte skikkelser, som går og slås med deres traumer og med tidstypisk destruktiv adfærd (cutting, anorexi). De er, som filmen poetisk forklarer, et primtalspar (a lá 5 og 7, 11 og 13 etc.). Tæt på hinanden, men alligevel uundgåeligt adskilt.
I filmen går der gudskelov et godt stykke tid, før man som seer indser, at plottet er temmelig skematisk. Filmens instruktør, Saverio Costanzo, har nemlig valgt at oprulle handlingen i en serie mere fragmentariske scener, hvor barndoms-, teenager- og voksen-Alice-og-Mattia, repræsenteret ved tre forskellige skuespillere per karakter, får lov at folde sig ud.
Der går lidt tid før man rent faktisk forstår, at der er tale om de samme personer, men denne forvirring kommer faktisk filmen til gode. Alle skuespillerne – selv de voksne (Luca Marinelli og Alba Rohrwacher, som spillede datteren i I am Love) – er overbevisende.
Det er dog især barndomsscenerne som imponerer. I filmens åbningsscene er der skærsommernatsinspireret mimeteater på folkeskolen, lige indtil Mattias søster træder frem i det farvede lys klædt i skovdragt og skriger, skriger, skriger. Den alvorsfuldhed, der præger Mattia gennem hele filmen, og det store ansvar, han som barn er nødt til at tage, bliver slået an. Mattia, der venter i kulissen, tager masken af og går roligt ud på scenen, hen til søsteren og hvisker “calme” i spotlightet, som jo i virkeligheden er alle de voksne i gymnastiksalens tyngende blik og forventninger til deres børn deroppe på scenen.
Scenerne fra teenageårene med cutting, mobning, spirende seksualitet og spirende kærlighed mellem Alice og Mattia er mindre stærke, men til gengæld utroligt flotte, især i en lang festscene, hvor Alice, inspireret af klassens populære pige, (hemmeligt biseksuelle) Viola, forsøger at komme i kontakt med Mattia, og fejler.
I øvrigt skal filmen have ros for sin lydside. I mange af scenerne, også dem, hvor handlingen ikke lægger op til det, gør den stemningen tung og næsten gyseragtig. Lydsiden insisterer på vægten af Mattias og Alices oplevelser.
Filmen formår kun næsten at insistere på, at Alice og Mattia nok er skæbnefæller, men alligevel for evigt adskilt af deres traumatiserede eksistens.
I slutningen af filmen er Mattia flyttet til Tyskland, hvor han arbejder isoleret på et universitet med et eller andet rigtigt klogt, mens Alice sidder i sin lejlighed uden at spise efter et mislykket ægteskab er afsluttet. I voksenskikkelsen forsøger Mattia at forsvinde bag fuldskæg og begyndende vom, mens Alice forsøger at svinde ind til ingenting.
I modsætning til romanforlægget men tro mod et hav af andre film om enspændere, åbner filmens slutning for et håb om, at de to “primtal” kan finde sammen.
Her kunne man måske have håbet at filmens loyalitet havde ligget et andet sted, men The Solitude of Prime Numbers bliver ikke mindre seværdig af den grund. Den er god.
The Solitude of Prime Numbers kan ses igen den 23/4 kl. 21.30 og den 25/4 kl. 19, begge gange i Vester Vov Vov. Du kan købe billetter her.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
