Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: The Solitude of Prime Numbers (IMDb) er en flot, flot komponeret og flot spillet film, der tager barndomstraumer under en måske lidt for klichéfyldt behandling.
Den italienske film er baseret på Paulo Giordanos bestseller af samme navn (dansk: Primtallenes ensomhed, Bazar Forlag, 2010). I filmen følger vi to unge (dreng og pige) hvis traumatiske barndomsoplevelser (fatalt svigt af handicappet tvillingesøster ved børnefødselsdag, temmelig fatalt svigt fra faren på skiferie) har gjort at Mattia og Alice, som de hedder, er blevet ensomme, indadvendte skikkelser, som går og slås med deres traumer og med tidstypisk destruktiv adfærd (cutting, anorexi). De er, som filmen poetisk forklarer, et primtalspar (a lá 5 og 7, 11 og 13 etc.). Tæt på hinanden, men alligevel uundgåeligt adskilt.
I filmen går der gudskelov et godt stykke tid, før man som seer indser, at plottet er temmelig skematisk. Filmens instruktør, Saverio Costanzo, har nemlig valgt at oprulle handlingen i en serie mere fragmentariske scener, hvor barndoms-, teenager- og voksen-Alice-og-Mattia, repræsenteret ved tre forskellige skuespillere per karakter, får lov at folde sig ud.
Der går lidt tid før man rent faktisk forstår, at der er tale om de samme personer, men denne forvirring kommer faktisk filmen til gode. Alle skuespillerne – selv de voksne (Luca Marinelli og Alba Rohrwacher, som spillede datteren i I am Love) – er overbevisende.
Det er dog især barndomsscenerne som imponerer. I filmens åbningsscene er der skærsommernatsinspireret mimeteater på folkeskolen, lige indtil Mattias søster træder frem i det farvede lys klædt i skovdragt og skriger, skriger, skriger. Den alvorsfuldhed, der præger Mattia gennem hele filmen, og det store ansvar, han som barn er nødt til at tage, bliver slået an. Mattia, der venter i kulissen, tager masken af og går roligt ud på scenen, hen til søsteren og hvisker “calme” i spotlightet, som jo i virkeligheden er alle de voksne i gymnastiksalens tyngende blik og forventninger til deres børn deroppe på scenen.
Scenerne fra teenageårene med cutting, mobning, spirende seksualitet og spirende kærlighed mellem Alice og Mattia er mindre stærke, men til gengæld utroligt flotte, især i en lang festscene, hvor Alice, inspireret af klassens populære pige, (hemmeligt biseksuelle) Viola, forsøger at komme i kontakt med Mattia, og fejler.
I øvrigt skal filmen have ros for sin lydside. I mange af scenerne, også dem, hvor handlingen ikke lægger op til det, gør den stemningen tung og næsten gyseragtig. Lydsiden insisterer på vægten af Mattias og Alices oplevelser.
Filmen formår kun næsten at insistere på, at Alice og Mattia nok er skæbnefæller, men alligevel for evigt adskilt af deres traumatiserede eksistens.
I slutningen af filmen er Mattia flyttet til Tyskland, hvor han arbejder isoleret på et universitet med et eller andet rigtigt klogt, mens Alice sidder i sin lejlighed uden at spise efter et mislykket ægteskab er afsluttet. I voksenskikkelsen forsøger Mattia at forsvinde bag fuldskæg og begyndende vom, mens Alice forsøger at svinde ind til ingenting.
I modsætning til romanforlægget men tro mod et hav af andre film om enspændere, åbner filmens slutning for et håb om, at de to “primtal” kan finde sammen.
Her kunne man måske have håbet at filmens loyalitet havde ligget et andet sted, men The Solitude of Prime Numbers bliver ikke mindre seværdig af den grund. Den er god.
The Solitude of Prime Numbers kan ses igen den 23/4 kl. 21.30 og den 25/4 kl. 19, begge gange i Vester Vov Vov. Du kan købe billetter her.