V1 GALLERY SØGER EN PRAKTISK ANLAGT STUDENTERMEDHJÆLPER

V1 Gallery søger en lønnet studentermedhjælper til forskelligartede praktiske opgaver på
galleriets adresse i Kødbyen. Timetallet varierer afhængig af vores udstillingsplaner, men ligger på ca. 40 timer pr. måned.

Vi leder efter en studentermedhjælper, som:

– Kan arbejde selvstændigt og tage initiativ til nye tiltag
– Har en solid ordenssans og er glad for at systematisere
– Ikke er bange for at løfte, pakke og bruge en værktøjskasse
– Er fleksibel både i forhold til arbejdstider og -opgaver
– Er glad, udadvendt og imødekommende

Arbejdsområder:

– Installering af udstillinger i tæt samarbejde med vores kunstnere og gallerister
– Nedpakning og arkivering af kunstværker efter endte udstillinger
– Pakning af værker ved kunstmesser (4-5 gange pr. år)
– Ugentlig optimering, systematisering og håndtering af vores lager
– Håndtering af indkomne og udgående kunstværker til og fra huset
– Assistere ved ferniseringer og andre forefaldende arrangementer i galleriet

Kort sagt har vi brug for en engageret og selvstændig kollega, som vil tage ansvar for vores omfangsrige kunstlager og som kan hjælpe os med at sikre, at nye værker til udstillinger og solgte værker til kunder i udlandet mm., bliver forvaltet forsvarligt. I den sammenhæng kommer du til at arbejde tæt sammen med galleriets to assistenter.

Det er vigtigt at pointere, at du i stillingen som vores nye studentermedhjælper ikke kommer til at arbejde med kuratoriske opgaver i galleriet. Til gengæld kan vi tilbyde en arbejdsplads, hvor du får grundig erfaring med alle de rutiner og arbejdsgange, der udgør galleriets daglige drift.

Kort om os:

V1 Gallery blev grundlagt i 2002 og repræsenterer et bredt udvalg af nye og etablerede kunstnere med 10 udstillinger om året.

Send en kort ansøgning med lidt om dig selv og dine kompetencer til: josephine@nullv1gallery.com

Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at skrive en mail til: nanna@nullv1gallery.com

Ansøgningsfrist er søndag d. 14. december, 2014. Vi forventer at holde samtaler den efterfølgende uge.

Stillingen forventes besat i begyndelsen af det nye år.

Vi glæder os til at høre fra dig!

SPOR festival søger producentpraktikant

Brænder du for samtidsmusik og – kunst, og vil du arbejde med festivalproduktion, så tilbyder SPOR et udfordrende praktikophold i foråret 2015.

SPOR søger en praktikant til producentopgaver, som vil være med til at til søsætte festivalen i maj 2015. I tæt samarbejde med festivalens producent og ledelse vil du få indblik i en bred palet af festivalarbejdet; du vil få opgaver indenfor koncert- og udstillingsproduktion samt vores nye projekt SPOR New Music School, og være med til at skabe kontakt til et internationalt og dansk kunstmiljø.

Arbejdet består i at assistere med opgaver indenfor:
– Produktion af koncerter og udstillinger
– Planlægning af receptioner og pre-events
– Rejse, ophold og forplejning af kunstnere
– Planlægning og afvikling af vores komponistskole for børn og unge, SPOR New Music School
– Afvikling af festivalen i maj 2015

Vi forestiller os, at du:
– er overbygningsstuderende
– brænder for samtidsmusik og -kunst
– arbejder effektivt og selvstændigt og kan lide at have mange bolde i luften
– formulerer dig godt mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk
– kan lide at arbejde praktisk, kreativt og løsningsorienteret
– er god til at tage initiativer og samarbejde

Vi tilbyder:
– Indblik og erfaring med realisering af festivaler, herunder koncerter, udstillinger mv.
– Samarbejde med internationale og danske kunstnere samt aktører inden for kulturlivet
– Arbejdsplads på Amager i kreativt kontorfællesskab med udsigt over Øresund

Praktik, periode og ansøgning:

SPOR festivalen er et lille sekretariat, som er dybt afhængig af gode medarbejdere og praktikanter. Vi betragter vores praktikanter som kolleger og stiller derfor store krav til selvstændighed og engagement. Til gengæld vil du som praktikant ved SPOR festivalen få lov at opleve et meningsfyldt ansvar og en følelse af at være en uundværlig aktør i den proces, det er at lave en festival.

Ansættelsesperiode: 1.2 til 1.6 2015
Arbejdstid: ca. 25-30 timer/uge
SPOR’s kontor ligger i København S. Selve festivalen finder sted fra d. 7.-10. maj i Aarhus. I perioden op til og under selve festivalen skal du være indstillet på at arbejde fuldtid i Aarhus.

Vil du være med på SPOR teamet 2015, så send en kort motiveret ansøgning med CV til info@nullsporfestival.dk inden d. 7.1.2015.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Anne Marqvardsen på telefon 2896 8263 eller email anne@nullsporfestival.dk.

www.sporfestival.dk

 

BLÅ TIMER I MØLLEGADE

7764-com-winter-pictures-blue-ice-wall-scenic-winter-waterfall-pi

Sommerens LYSE NÆTTER har veget pladsen for vinterkulde og BLÅ TIMER. Heldigvis inviterer Møllegade dig indenfor til oplæsninger, musik, film og poetisk juleklippeklister i varmen. Fyld maven med æbleskiver og risengrød eller varm halsen med glohed gløgg i ark books, Møllegades Boghandel, LiteraturHaus og Visit. Husk varmt tøj; gløggen serveres udendørs!

Vi ses til søndagsjulehygge den. 14. december kl 16-22.

Oplæsninger:

Emilie Bessing,
Mette Kierstein
Nanna Storr-Hansen
Anne-Sophie B. Mortensen
Kent Szlauderbach – Skype (USA)

Vi løfter snart sløret for endnu et fantastisk forfatternavn. Glæd dig til poetisk film og jazzet musik.

BLUE HOURS

It’s getting cold out. Bright summer days have turned into dark winter nights. Luckily, Møllegade invites you into readings, music, film and poetic Christmas crafts. Fill your stomach with rice pudding, æbleskiver and warm up on mulled wine in ark books, Møllegade’s Bookstore, LiteraturHaus and Visit. Dress warmly, mulled wine is served outdoors!

See you for Sunday Christmas Coziness on December 14th 4-10pm

Readings:

Emilie Bessing,
Mette Kierstein
Nanna Storr-Hansen
Anne-Sophie B. Mortensen
Kent Szlauderbach – Skype (US)

We’ll soon announce another fantastic name. Look forward to poetic film and jazzy music as well.

https://www.facebook.com/events/890199217665957/

Er du den nye praktikant i salg-, marketing- og presseafdelingen i forlagshuset Rosinante & Co?

Periode:
Gerne fra 1. februar 2015 – juni 2015. Vi forestiller os at du er her fire dage om ugen, men det kan vi snakke om.

Vi tilbyder:
Forlaget har netop i efteråret 2014 fået nyt website, og vi kommer i foråret 2015 til at bruge en del tid og energi på at arbejde med indholdsdelen af vores website. Det betyder, at der vil være rig mulighed for at arbejde med formidling af forfatterprofiler, titler, temaer og genrer.

Derudover arbejder vi hele tiden på at forbedre vores kommunikation med danske bloggere. Og også her vil der være mulighed for at være med til at præge forlagets måde at kommunikere på.

Vi arbejder desuden målrettet med vlogging om vores bøger, og vi forestiller os, at du også vil kunne byde ind her.

Vi kan tilbyde et praktikophold, hvor du på nærmeste hold kan følge og deltage aktivt i processen omkring en bogs lancering – og hvor der også vil være en række praktiske opgaver, som skal varetages.

Ansøgningsfrist den 2. januar 2015.

Læs hele opslaget (pdf).

FOKUS 2015 OPEN CALL

FOKUS videokunstfestival inviterer alle til at sende videoværker ind til festivalens femte udgave. Både etablerede videokunstnere og nye talenter opfordres til at deltage.

FOKUS 2015 finder sted fra 5. februar – 1. marts 2015 i og omkring Nikolaj Kunsthal i København.

Du kan indsende op til to videoer via upload online eller snail mail. Man kan indsende videoværker produceret i 2013 og 2014.

Frist for indsendelse: 5. december, 2014 12:00 CET tid.

Alle indsendte videoværker bedømmes af en tværfaglig jury. På festivalens åbningsaften vises alle nominerede videoer i fuld længde, hvorefter de endelige vindere kåres.

Find ud af, hvordan du indsender, og læs vores vilkår og betingelser her: http: //fokusfestival.dk

OM FOKUS videokunstfestival

FOKUS videokunstfestival er en årligt tilbagevendende festival i Nikolaj Kunsthal. Det er femte gang i træk, at Nikolaj Kunsthal afholder FOKUS – Danmarks største videokunstfestival. FOKUS viser den nyeste videokunst og er en levende platform for nyskabende videokunst.

FOKUS præsenterer nye værker af toneangivende kunstnere fra ind- og udland og en bred vifte af forskellige kuraterede videoprogrammer, artist talks og events. FOKUS arrangeres af Nikolaj Kunsthal. FOKUS foregår både i Nikolaj Kunsthal og på udvalgte venues i København.

Med venlig hilsen
Nikolaj Kunsthal, arrangør af FOKUS videokunstfestival

FOKUS 2015 OPEN CALL

FOKUS video art festival invites everyone to submit video works for the festival’s fifth edition. Both established video artists and new talents are encouraged to submit video works.

FOKUS 2015 will take place from February 5 to March 1, 2015 in and around Nikolaj Kunsthal, Copenhagen.

You may submit up to two videos produced in 2013 and/or 2014 and may do so via upload or snail mail.

Deadline for submission: December 5, 2014 12:00 CET time.

All submitted video works will be judged by an interdisciplinary jury. At the festival’s opening night all nominated videos will be shown at full length and the final winners will be announced.

Find out how to submit and read our terms and conditions here: http://fokusfestival.dk

Boglancering af kunstnerpublikationen UNSITE: 10. december 17–19

1795746_763924346996805_3311063836690888042_n
I forbindelse med udgivelsen af kunstnerpublikationen, UNSITE, udformet af Asbjørn Skou, inviterer forlaget Konnotation sammen med Motto Charlottenborg til talk og boglancering. Der afholdes en panelsamtale mellem Asbjørn Skou, grafikerne Peter Folkmar og Kristina Kristensen samt billedkunstner Søren Thilo Funder, som bidrager med tekst til publikationen. Under boglanceringen byder Konnotation på et glas vin samt kaffe og kage.

NATLYS PRÆSENTERER… RUBEN ÖSTLUND

Force Majeure

Natlys og ‘good evening GLORIA’ er stolte over at kunne invitere til en helt speciel forpremiere på Ruben Östlunds ”Force Majeure”, hvor du også har en enestående chance for at se hans oversete, sorthumoristiske debutfilm, ”Guitarmongolen”. Det kommer til at ske tirsdag d. 9. december, med start kl. 19.30, og det bliver en “mysig” aften med skarpe svenske film. Vi håber, at du har lyst til at være med!

Du kan se begge film til den billige pris af 100 kroner! Du kan også vælge kun at se Guitarmongolen for 40 kroner, eller Force Majeure for 60 kroner. Aftenen vil også byde på noget at drikke, snacks og en introduktion til Ruben Östlund ved folkene bag Filmtidsskriftet Krystalbilleder. Vi glæder os til at se dig!

Eventet på facebook

Natlys på facebook

 

KØB BILLETTER HER: 

GUITARMONGOLEN

FORCE MAJUERE

 

PROGRAM:

19:30 GUITARMONGOLEN (eng. tekst)

21:00 FORFRISKNINGER

21:30 FORPREMIERE PÅ FORCE MAJEURE MED
INTRODUKTION

23:30 AFSLUTNINGSDRINK

Force Majeure, der både vandt en pris på årets Cannes festival og er Sveriges officielle Oscar-bidrag, er en nådesløs dissekering af den moderne skandinaviske kernefamilie. Samtidig er den virkelig sjov. Med Force Majeure har Ruben Östlund for alvor markeret sig internationalt, og han anses for at være en af de mest talentfulde unge filminstruktører i Europa. Med sit markante visuelle udtryk, og en utrættelig lyst til at provokere og udfordre sit publikum, er Östlund helt sin egen, og vi er utroligt glade for at kunne præsentere hele to af hans film på en aften!

Guitarmongolen kom aldrig op i de danske biografer, hvilket virkelig er en skam. Både i sin egen ret, og som en essentiel del af Östlunds filmografi, er Guitarmongolen i den grad en biografoplevelse værd. Vedkommende, konfronterende, og uden respekt for filmiske konventioner, er den en god indgang til Östlunds univers, og et bevis på, at skandinavisk film kan have både kant og kunstneriske ambitioner!

Ny praktikant i liT.house

Har du lyst til at arbejde med kulturformidling i praksis?

På det Humanistiske Fakultetsbibliotek søger vi netop nu en praktikant, som skal deltage i alle aspekter omkring afholdelsen af kulturelle arrangementer. Du skal være med til at idéudvikle, promovere og koordinere de kulturelle begivenheder, som afholdes af af forummet ‘liT.house’ på biblioteket.

liT.house konceptet spænder vidt og tæller alt fra debatter, oplæsninger, koncerter, danseopførelser og politiske vælgermøder.

Vi forventer at du er initiativrig, fleksibel, interesseret i kultur og kulturformidling, god til at skrive og ikke er bange for at tage fat.

Praktikstillingen er ulønnet og på cirka 25 timer om ugen i 3 måneder med start i midt februar.

Send en mail til kit@nullkb.dk senest d. 20.12.2014 og mærk emnefeltet “praktikant”