Kunne du tænke dig at skrive om kunst?

Hej,

Mit navn er Tanja, og jeg skrev herinde for ca. en måned siden, men da det var sommerferie, tænkte jeg at jeg ville skrive en gang mere. Jeg har nemlig startet en kunstblog for unge, som hedder YoungInArt. Den er kun tre måneder gammel, men målet med den er, at skrive til andre unge om forskellige kunstudstillinger, og måske inspirere dem, der normalt ikke lige interesserer sig for kunst til at blive mere nysgerrige og interessede i at besøge diverse kunstudstillinger. Det skal være ung til ung.Det kan være alt lige fra malerier, fotografier, design til performance kunst. Kunstbloggen skal ligeledes også indeholde interviews med forskellige kunstnere.

Indtil nu har jeg selv skrevet om de kunstudstillinger jeg besøger, men jeg leder efter passionerede og kunstinteresserede unge, som kunne have lyst til at skrive et indlæg på bloggen. Det kan være alt fra et enkelt indlæg til flere- alt efter behov og lyst. Det er frivilligt og ikke-lønnet, men gratis pr og mulighed for at formidle sin interesse til andre. Man binder sig ikke for flere indlæg. Har man lyst til kun at skrive ét, så vil det være fint.

Det vil være en oplagt mulighed for jer at vise unge, som nødvendigvis ikke er så kendte i kunstens verden, at få videreformidlet en kunstudstilling på en appetitvækkende, interessent og sjov måde.

Selv studerer jeg litteraturvidenskab, men har siden jeg var lille, haft kunsten tæt inde på livet. Hvis der er nogle, der skulle have lyst til at være kunstblogger på YoungInArt, må I meget gerne skrive et brev til mig inde på YoungInArt´s facebookside.

Kunstbloggen kan findes på www.younginart.dk

Jeg ser frem til at høre fra jer :)

 

Fernisering på Overgaden fredag d. 13. april kl. 17

Velkommen til åbningen af to nye udstillinger på Overgaden: Tingen – From the Greece Gropers Foundation af Jeuno JE Kim & Lasse Krog Møller og Hauntings I af Guy Maddin.

Jeuno JE Kim og Lasse Krog Møller viser 10 samlinger fra den fiktive institution The Greece Gropers Foundation, der bringer de institutionelle strukturer i fokus. Ved at mime en museologisk præsentationsform peger udstillingen på de systemer, vi lærer verden at kende igennem, og stiller spørgsmål til distinktionen mellem det kuriøse, det kostbare og det kasserede.

Filmhistoriens fantomer indtager Overgadens første sal med installationen Hauntings I af den internationalt anerkendte videokunstner og eksperimentalfilminstruktør Guy Maddin. Gennem en årrække har Maddin opsamlet beretninger om urealiserede filmprojekter samt færdigindspillede film, der er gået tabt i historiens løb. Hans fascination af de potentielle mesterværker kommer til udtryk i 11 kortfilm, hvor han bearbejder sine forestillinger om de tabte film i små impressionistiske fragmenter. Udstillingen er blevet til i samarbejde med CPH PIX.

Tid: Fredag d. 13. april kl. 17-20
Sted: Overgaden – Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, København K
Fri entré
www.overgaden.org

 

Poetry

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse Poetry (IMDb) fra Sydkorea blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes sidste år. Instruktøren, Chang-Dong Lee, har 3 film med i årets CPH PIX. Filmen handler ved første øjekast om en ældre kvinde som bor med sit barnebarn, en dreng i teenageårene. Hun lever af sin pension, og af at være hushjælp for en ældre herre. Hun går til lægen, får konstateret begyndende Alzheimers, men ændrer ikke sin levevis nævneværdigt af den grund. Hun tager et aftenskolekursus i at skrive poesi.

Men man fristes til at sige, at Poetry netop ikke handler om denne kvinde, for som baggrundstæppe for handlingen står et selvmord, som repræsenterer meget mere end en enkel kvindeskæbne. En pige fra den lokale skole kaster sig i døden fra en bro. Grunden er, viser det sig, at hun i en længere periode jævnligt er blevet voldtaget af den ældre kvindes barnebarn og fem andre drenge.

I det lukkede samfund, som filmen udspiller sig i, forsøger skolen og fædrene til de fem drenge, at lukke låg på sagen ved at tilbyde økonomisk kompensation til pigens fattige, enlige mor. Og bedstemoren til den sjette dreng har ingen andre handlemuligheder end at spille med. For at gøre det er hun, på en meget udramatisk måde, nødt til at prostituere sig, ligesom hun til en vis grad er slave for sit drengebarnebarn, som ikke rigtig laver noget selv, endsige reagerer på det faktum, at han er skyld i et andet menneskes død.

Poetry er en fantastisk film, som næsten skjuler sin kønspolitiske pointe i flotte billeder, og et skuespil af den ældre kvinde, som gør at det hele vejen igennem er nok bare at se hende foretage sine daglige gøremål. Indtil filmens tragiske slutning afslører hvad det er for et forskruet samfund, hun agerer inden for.

Poetry kan ses den 22/4 kl. 19 i Grand, den 27/4 kl. 16.15 i Gloria og den 1/5 kl. 21.15 i Vester Vov Vov.

Burke and Hare

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Burke and Hare (www.cphpix.dk)

Anmeldelse: Burke and Hare (IMDb) er en (løst) baseret-på-en-sand-historie-komedie om to skotske plattenslagere i 1800-tallets Edinburgh. De to mænd får den lukrative idé at sælge lig til byens læger, som har travlt med at udforske den menneskelige anatomi.

Hvordan skaffer man lig? Med lavkomisk lagkagekomik. Burke og Hare forsøger forskellige former for mord, besøger kirkegårde og har deres hyr med den lokale gangsterboss samt en storbarmet teatertrup, der forsøger at opsætte MacBeth i en ligegyldig sidehistorie.

På papiret ser Burke and Hare ikke så slem ud: Historisk film, skuespillere som Christopher Lee, Andy Serkis og Tim Curry. Og der er da også gjort noget ud af kostumer og kulisser. Men filmens komik er gumpetung, skuespillet er forceret og karaktererne stereotype. En folkekomedie som ikke er sjov fortjener ikke mange seere.

Filmen kan ses den 24/4 kl. 17 i Empire og den 30/4 kl. 12 i Grand. Køb billetter her.

Dagens PIX (tirsdag d. 19/4)

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

I dag er der chokerende japansk Oscar-bud, britisk selvmorderfilm og sydkoreansk pædofili på PIX. Se dagens samlede filmoversigt her.

 

Confessions (www.cphpix.dk)

Confessions (IMDb) var den film Japan havde som bud på bedste ikke-engelsksprogede Oscarfilm, hvilket tegner godt i forhold til publikumsappel. Samtidig skulle filmen, der er filmet på videokamera, være ret original, voldelig og speciel. En kombination, som japanske instruktører er eksperter i.

I den psykologiske thriller forsøger en lærer at HIV-smitte sine elever, (men ikke sådan som du tror), og hævnfortællingen oprulles i kapitler, der fortæller historien fra hver sin bekendende synsvinkel. Som fx Hanekes Det Hvide Bånd er Confessions fyldt med onde, sadistiske og foruroligende børn. Et populært og tankevækkende filmtema for tiden.

Radiohead og Boris (eksperimentalrock fra japan) står for filmens lydside.

Filmen vises den 19/4 kl. 17 i Grand og den 21/4 kl. 19 i Dagmar. Du kan købe billetter her.

 

Pelican Blood (www.cphpix.dk)

I en mulig hilsen til Danny Boyles Trainspotting, Ewan McGregors gennembrudsfilm, er de deprimerede enspænderhovedpersoner i Pelican Blood (IMDb) dedikerede amatørornitologer, birdspotters. I hvert fald skulle filmen i lighed med Trainspotting være noget så sjældent som et frisk og energisk britisk filmpust om mennesker der lever sådan lidt på kanten.

Nikko og Stevie, to temmelig selvdestruktive personer, møder hinanden på et selvmordsforum på nettet, finder sammen, fra hinanden og sammen igen, men måske er det selve udgangspunktet for deres forhold, der er for problematisk?

I stedet for at undslippe virkeligheden med stoffer, tager de to på udflugter og ser på sjældne fugle, generer krybsskytter og kæmper mod fuglespotterrivaler.

Humor og tragedie kan være en god kombi, især hvis den er ordentligt skruet sammen. I Pelican Blood er selvmord, lidt som stofbrug i Trainspotting, et livsstilsvalg. Et så morbidt syn på tilværelsen kan være livsbekræftende.

Pelican Blood vises 19/4 kl. 19 i Grand, 27/4 kl. 16.30 i Palads og igen den 1/5 kl. 19 i Palads. Køb billetter her.

 

No Doubt er en sydkoreansk film om pædofili. En ung mand, som tidligere er pædofilidømt, flytter til en landsby. Kort tid efter forsvinder en lille pige, som senere dukker op som lig.

Filmen er en slags krimi, men fortalt i et roligt tempo. Den tager udgangspunkt i en forbrydelse, men tematiserer familierelationer, følelser, skyld og straf.

No Doubt vises 18/4 kl. 20 i Husets Biograf med deltagelse af instruktøren, Park Soo-Young. Filmen kan også ses i Dagmar den 22/4 kl. 19 og den 23/4 kl. 14.15.

No Doubt from CPH PIX on Vimeo.

The City Below og Drei

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Der er en verden til forskel på to af CPH PIX’ tyske film. Både Drei af Tom Tykwer og The City Below af Christoph Hochhäusler er trekantsdramaer, men hvor The City Below er alvorlig, kølig og stramt komponeret er Drei lalleglad og benytter sig af samtlige stillistiske virkemidler i bogen – også en hel del, der slet ikke fungerer.

 

The City Below (www.cphpix.dk)

Frankfurt, hvor The City Below foregår, er organiseret vertikalt. Jo højere op man kommer i stål- og glasskyskraberne, jo mere magt. På et enekontor nær toppen sidder Roland, bankdirektør, gift, men ikke lykkeligt. Roland er kynisk og rationel, han er rig, men keder sig. Han keder sig så meget, at han får arrangeret sine egne private forestillinger; får set hvordan dem helt nede på bunden, narkomanerne, stikker sig. Og så meget, at han – efter at en filialdirektør i Jakarta er blevet henrettet(!) – udgiver sig for at være ham, besøger hans barndomshjem. Han tager på besøg i virkeligheden, nede på gadeplanet.

På et andet kontor, et fælleskontor et par etager længere nede i bygningen, sidder Oliver, som er ny i virksomheden og i Frankfurt. Han er forsigtig, især i forhold til sin leder, hvis glasburskontor symbolsk er placeret et par trappetrin over resten af lokalet. Og hjemme i Olivers nye lejlighed sidder Svenja hans kone. Hun vil vist helst være kunstner, men lige nu fungerer hun som vedhæng for sin mand. Fx til en fernisering og igen til et selskab hos Roland, og så opstår der et eller andet mellem Roland og Svenja. Han vil gerne i seng med hende, som han siger. Lidt tættere på virkeligheden. Hvad vil Svenja? Det betyder ikke så meget, ikke for Roland, ikke umiddelbart, og Roland bruger sin magt til at sende Oliver væk, af sted til den udsatte filial i Jakarta.

The City Below er en film, hvor karaktererne gradvist får mere dybde, flere motiver, men som samtidig ikke viser og siger alt. Meget af filmen udspiller sig i reflektionerne fra glasset i en skyskraber eller en bilrude. Og filmens kapitalismekritik er underspillet og diskret indtil den åbne, overraskende slutning. The City Below er ingen storfilm, men den er skruet sammen med stor professionalisme og værd at se.

 

Drej (www.cphpix.dk)

Drei er instrueret af den langt mere erfarne og succesfulde instruktør Tom Tykwer, ham med Lola rennt, som de, der har haft tysk i gymnasiet, har set. For dem der ikke har haft tysk kan filmen kort opsummeres som en temmelig klichéfyldt film om tilfælde og skæbne. Lola, filmens hovedperson, skal løbe stærkt for at redde sin kæreste, og dermed går filmen også meget stærkt. På baggrund af Lola rennt kunne Tykwer måske kaldes en tysk Danny Boyle (Trainspotting, Slumdog Millionaire), en andren instruktør der stillistisk ikke viger tilbage for rendyrket MTV-æstetik.

Men, men, men: Hvor Danny Boyle til stadighed laver ret gode film er det gået helt galt for Tom Tykwer efter at han har fået penge på filmbudgettet. Bortset fra Heaven, en effektiv spændingsfilm med Kieslowski-manuskript og Cate Blanchett i hovedrollen, har Tykwers efterfølgende film været elendige. Det mærkat kan desværre også sættes på Drei uden særlig lang betænkningstid.

Filmen handler om et ægtepar i fyrrerne, Hanna og Simon, som vist har det meget godt, bor i Berlin og arbejder lidt med kunst. Manden producerer skulpturer, kvinden har sit eget fjernsynsprogram. De har venner og besøger hyggelige caféer og forskellige berlinske seværdigheder. (Det er meningen, at du skal få lyst til at tage dertil.) Begge er ret kedelige. Måske derfor, eller måske fordi mandens mor går hen og dør (han bliver heldigvis ikke så ked af det), eller måske fordi de ikke har nogen børn (det gør heldigvis ikke så meget), leder de begge to efter lidt mere spænding i tilværelsen, og møder tilfældigvis begge to den samme biseksuelle storsmilende flødebolle, Adam, som gudhjælpemig arbejder i en Penkowa-lignende stilling, som vist har at gøre med stamcelleforskning (og dermed liv, død og skæbne, uha).

Her kunne man tænke: Trekantsdrama, aha. Konflikter og moral, tankevækkende. Eksplicit sex, jo tak. Men Tykwers film, som postulerer at beskæftige sig med liv og skæbne, behandler emnerne på en lalleglad måde. Han formår aldrig at skabe dybde i sine karakterer, især Hanna (Sophie Rois) er irriterende med sit altid nemt aflæselige ansigtsudtryk, men Adam som kun kan smile og kun taler i det blødest mulige tonefald får mig også til at krumme tæer.

Det mest frustrerende ved filmen, er at der ikke er nogle, der har sagt stop til Tykwer. Det kan være effektfuldt med baggrundsmusik, men ikke hele tiden. Det kan være fint at prøve en split-screen-scene af, men ikke flere gange, og ikke med 7-8 scener på skærmen samtidig (det gør Drei). Man kan godt forsøge at have en engel i en film, et foster-i-mave-klip eller et cumshot når man skal levere intensitet, chok eller en vigtig pointe (Drei har alle tre ting). Tykwers film er præget af alt for mange virkemidler, alt for mange locations og alt, alt for meget overflade. Machwerk.

Hverken Drei eller The City Below vises igen på CPH PIX.

Dagens PIX (mandag d. 18/4)

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Dagen i dag er en lidt stille dag på PIX, inden programmet rigtig tager fat og fart hen mod påskedagene. Der er dog mulighed for både at forlyste sig med Andrzej Zulawskis firsertypiske og forvirrende La Femme Publique, og med Black Venus, en fransk udgave af Elefantmanden med en hottentot i hovedrollen. Se dagens samlede filmoversigt her.

 

La Femme Publique (www.cphpix.dk)

La Femme Publique (IMDb) fra 1984 er en del af CPH PIX’ Andrzej Zulawski-retrospektiv. I filmen fokuserer den polske kult- og auteurinstruktør, som er i Danmark i anledning af festivalen, på Ethel, der drømmer om at gå fra afrodansende nøgenmodel til skuespillerinde.

Filmens univers er kulørt, paranoidt selvbevidst og hundrede procent firseragtigt. Ethel forelsker sig først i en overgearet instruktør, der forsøger at filmatisere Dostojevski (som Zulawski også har gjort), dernæst i en psykotisk østeuropæisk immigrant, som i et forvirrende politisk subplot gør kål på en litauisk kardinal.

Der er masser af tempo og effekter i La Femme Publique, der er spændende kameraarbejde, og alle replikker råbes ud i biografen. Den er ikke særlig god, til gengæld er den temmelig unik.

Filmen vises den 18/4 kl. 17 i Husets Biograf. Instruktøren deltager ved visningen. Du kan købe billetter her.

 

Black Venus (www.cphpix.dk)

Black Venus (IMDb) er fransk film af lidt nyere dato (2010), men handlingen udspiller sig for endnu længere tid siden end 1980’erne, nemlig i starten af 1800-tallet. Den ikke særligt høje sydafrikanske kvinde Saartjie Baartman kommer til Europa og forbløffer med sin størrelse, sin race, sin dans og sine kønsdele.

Der er tale om en klassisk (og autentisk) andethedshistorie, og Black Venus sammenlignes da også med David Lynch’s Elefantmanden, dog i en noget mere kulørt udgave.

Det er spændende om filmen formår at portrættere og kritisere det europæiske blik på den anden – uden selv at eksotisere sit emne.

Du kan se Black Venus den 18/4 kl. 18.30 i Grand og den 23/4 kl. 20 i Husets Biograf. Køb billetter her.

 

The Solitude of Prime Numbers

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: The Solitude of Prime Numbers (IMDb) er en flot, flot komponeret og flot spillet film, der tager barndomstraumer under en måske lidt for klichéfyldt behandling.

The Solitude of Prime Numbers (www.cphpix.dk)

Den italienske film er baseret på Paulo Giordanos bestseller af samme navn  (dansk: Primtallenes ensomhed, Bazar Forlag, 2010). I filmen følger vi to unge (dreng og pige) hvis traumatiske barndomsoplevelser (fatalt svigt af handicappet tvillingesøster ved børnefødselsdag, temmelig fatalt svigt fra faren på skiferie) har gjort at Mattia og Alice, som de hedder, er blevet ensomme, indadvendte skikkelser, som går og slås med deres traumer og med tidstypisk destruktiv adfærd (cutting, anorexi). De er, som filmen poetisk forklarer, et primtalspar (a lá 5 og 7, 11 og 13 etc.). Tæt på hinanden, men alligevel uundgåeligt adskilt.

I filmen går der gudskelov et godt stykke tid, før man som seer indser, at plottet er temmelig skematisk. Filmens instruktør, Saverio Costanzo, har nemlig valgt at oprulle handlingen i en serie mere fragmentariske scener, hvor barndoms-, teenager- og voksen-Alice-og-Mattia, repræsenteret ved tre forskellige skuespillere per karakter, får lov at folde sig ud.

Der går lidt tid før man rent faktisk forstår, at der er tale om de samme personer, men denne forvirring kommer faktisk filmen til gode. Alle skuespillerne – selv de voksne (Luca Marinelli og Alba Rohrwacher, som spillede datteren i I am Love) – er overbevisende.

Det er dog især barndomsscenerne som imponerer. I filmens åbningsscene er der skærsommernatsinspireret mimeteater på folkeskolen, lige indtil Mattias søster træder frem i det farvede lys klædt i skovdragt og skriger, skriger, skriger. Den alvorsfuldhed, der præger Mattia gennem hele filmen, og det store ansvar, han som barn er nødt til at tage, bliver slået an. Mattia, der venter i kulissen, tager masken af og går roligt ud på scenen, hen til søsteren og hvisker “calme” i spotlightet, som jo i virkeligheden er alle de voksne i gymnastiksalens tyngende blik og forventninger til deres børn deroppe på scenen.

Scenerne fra teenageårene med cutting, mobning, spirende seksualitet og spirende kærlighed mellem Alice og Mattia er mindre stærke, men til gengæld utroligt flotte, især i en lang festscene, hvor Alice, inspireret af klassens populære pige, (hemmeligt biseksuelle) Viola, forsøger at komme i kontakt med Mattia, og fejler.

I øvrigt skal filmen have ros for sin lydside. I mange af scenerne, også dem, hvor handlingen ikke lægger op til det, gør den stemningen tung og næsten gyseragtig. Lydsiden insisterer på vægten af Mattias og Alices oplevelser.

Filmen formår kun næsten at insistere på, at Alice og Mattia nok er skæbnefæller, men alligevel for evigt adskilt af deres traumatiserede eksistens.

I slutningen af filmen er Mattia flyttet til Tyskland, hvor han arbejder isoleret på et universitet med et eller andet rigtigt klogt, mens Alice sidder i sin lejlighed uden at spise efter et mislykket ægteskab er afsluttet. I voksenskikkelsen forsøger Mattia at forsvinde bag fuldskæg og begyndende vom, mens Alice forsøger at svinde ind til ingenting.

I modsætning til romanforlægget men tro mod et hav af andre film om enspændere, åbner filmens slutning for et håb om, at de to “primtal” kan finde sammen.

Her kunne man måske have håbet at filmens loyalitet havde ligget et andet sted, men The Solitude of Prime Numbers bliver ikke mindre seværdig af den grund. Den er god.

The Solitude of Prime Numbers kan ses igen den 23/4 kl. 21.30 og den 25/4 kl. 19, begge gange i Vester Vov Vov. Du kan købe billetter her.

Dagens PIX (torsdag den 14/4)

Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

Efter gårsdagens åbningsfilm skydes årets CPH PIX for alvor i gang i dag, og det med nogle af festivalens (forventeligt) bedste film, deriblandt en guldpalmevinder, en oscarnomineret og en venedigpræmieret. Ud over det byder torsdagens film fx på irakisk roadmovie og svensk musikkonceptkomedie. Her er en kort oversigt over dagens film. Se dagens samlede filmoversigt her.

 

Incendies (www.cphpix.dk)
Den canadiske film Incendies (IMDb) var Oscarnomineret som bedste ikke-engelsksprogede film i år sammen med Susanne Biers Hævnen (som vandt) og Dogtooth af Giorgos Lanthimos (som burde have vundet).

Uden at afsløre så meget, handler filmen om et tvillingepar, som ved deres mors død opdager, at de både har en far og en bror. Denne oplysning får dem til at tage til Libanon, hvor deres mor stammede fra, for at finde deres familie. Samtidig oprulles morens fortid som aktivist i en tid med uroligheder kristne og muslimer imellem.

Helt i tråd med de fleste andre Oscarnominerede, skulle Incendies både byde på handling, spænding, patos og overraskelser.

Filmen vises kun en gang, nemlig den 14/4 kl. 16.40 i Grand. Billetter kan købes her.

 

Essential Killing (www.cphpix.dk)

I Essential Killing (IMDb), hvis instruktør Jerzy Skolimowski vandt juryens specialpris i Venedig, er temaet flugt, med en orange kedeldragtsklædt terrorist/frihedskæmper (Vincent Gallo) i hovedrollen. Gallo vandt bedste skuespiller i Venedig for sin rolle.

Efter at have dræbt et par amerikanske soldater bliver han fanget, tortureret og transporteret til et ukendt og øde sted, hvorefter han heldigvis slipper fri (heldigt for ham, heldigt for filmen).

Derefter følger flugt, flugt, flugt og kamp for overlevelse gennem billedskønne sneklædte landskaber.

Essential Killing kan ses den 14/4 kl. 16.45 i Cinemateket og igen den 23/4 kl. 21.30 samme sted. Læs mere om filmen og køb billetter her.

 

 

Son of Babylon (www.cphpix.dk)

Son of Babylon (IMDb) er en irakisk roadmovie, der foregår i dagene efter Saddam Husseins fald. En bedstemor og hendes søn tager fra det kurdiske Nordiraq sydpå for at finde søn/far, som blev taget til fange af Saddam i starten af halvfemserne. Filmen er underligt nok ikke særlig deprimerende, selv om rejsen foregår på en baggrund af tortur og død. Sønnen og bedstemoren spiller med stor energi, og det samme gør de farverige karakterer, de møder på deres vej. Plot og spænding er stort set fraværende, men den rejse man kommer med på som tilskuer er spændende nok i sig selv.

Son of Babylon vises den 14/4 i Husets Biograf kl. 17. Filmen kan også ses den 17/4 kl. 17 og den 21/4 kl. 21.30. Læs mere om filmen og køb billetter her.

 

 

Onkel Boonmee (www.cphpix.dk)

Det er lidt strengt, måske, men Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv (IMDb) er den film, jeg glæder mig mest til at se på årets CPH PIX. Det er dels fordi filmen vandt Guldpalmen på sidste års Cannes Film Festival, dels fordi der er gået næsten et år siden da, og først nu kan filmen ses på et dansk biograflærred. Lang tids venten.

Filmen er instrueret af thailandske Apichatpong Weerasethakul og er en en halvabstrakt fabel om Onkel Boonmee, som ligger for døden et sted i Nordthailand. Der bliver han “besøgt” af sin afdøde kone og sin søn, (som vist nok har forvandlet sig til en slags abe). Det lyder temmelig buddhistisk og det er det måske også, men med en Guldpalme i bagagen, er jeg ikke i tvivl om at filmen er værd at se.

Det kan du gøre den 14/4 kl. 19 i Grand eller den 24/4 kl. 14.30 i Dagmar. Billetter kan købes her.

 

SoN02.jpg
Sound of Noise

Sound of Noise (IMDb) er en ret original svensk komedie. Amadeus er politimand, men stammer fra en meget musikalsk familie. Hans bror er dirigent, men Amadeus er fuldstændig tonedøv. Han kan slet, slet ikke lide musik. Derfor kommer det ret ubelejligt, at en gruppe avantgardeparodiske trommeslagere vælger at opføre et lydværk i fire dele i det offentlige rum, og ikke med det store hensyn til gældende love.

Amadeus bliver sat til at finde de skyldige inden deres grusomme kunstværk er fuldendt. Han finder hurtigt ud af hvem der står bag, men filmens krimidel fungerer slet ikke. Alle filmens musikere spiller lystigt videre.

Sound of Noise er en film om musik og derfor indgår der også en hel del af det. Det ser sjovt ud når avantgardisterne slår og trykker på alt på en operationsstue (inklusive patient på bordet), men det lyder som Safri Duo på speed.

14959-sound-of-noise
Sound of Noise

Sound of Noise er en meget konceptuel film, men efter min mening bærer idéen ikke. Om man kan lide musikken er en smagssag, men den omgivende historie er for tynd til en spillefilm. Sound of Noise bliver til en række fantasifulde, løsrevne musikvideoer. Det er ikke nok, synes jeg.

Sound of Noise kan ses den 14/4 kl. 21.30 i Grand og den 30/4 kl. 17 i Empire. Læs mere om filmen og køb billetter her.

Kukua dækker CPH PIX

Den 14. april til 1. maj 2011 er den danske filmfestival CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.

PIX giver publikum adgang til nogle af de film, der ikke ellers er at finde i de danske biografer. Ud over at vise en masse spændende film, kobler PIX også filmenes verden sammen med events, aktiviteter, seminarer, fester og workshops. Ved særlige arrangementer flytter PIX filmene ud af biografen og giver filmens univers en ekstra dimension eller forstærker dens udtryk.

Allerede i aften kan du – hvis der ikke er udsolgt endnu – komme til at se årets åbningsfilm, The Trip af Michael Winterbottom. Læs mere om filmen her.

Du vil komme til at kunne læse mere om de mange film og arrangementer på kukua.dk under årets festival. Du kan læse mere om CPH PIX på http://cphpix.dk.