Motiverede studerende med omvisertalent til Moderne Samling

Brænder du for maleri og skulptur, og kan du se det attraktive i et job, hvor du med nærvær og levende kommunikation skaber formidling på et højt niveau? Så er dette omviserjob på et af landets førende kunstmuseer noget for dig.

Ny Carlsberg Glyptotek søger studerende fra kunsthistorie eller andre relevante uddannelser til at omvise i museets moderne samling af dansk og fransk kunst fra perioden 1820-1900 samt omvise i skiftende særudstillinger.

Som omviser skal du kunne tilrettelægge og målrette omvisninger til museets forskellige besøgsgrupper. Du skal kunne omvise på både dansk og engelsk. Kan du desuden svensk, tysk eller fransk er det et plus.

Du skal også deltage i tværgående arbejdsgrupper, hvor vi sammen udvikler formidlingstiltag og Glyptotekets aktivitetstilbud. Du bliver en del af et ivrigt omviserteam sammensat af studerende fra klassisk arkæologi, ægyptologi og kunsthistorie. Arbejdstiderne vil være vekslende, men oftest i tidsrummet 10-17 på alle ugens dage, inkl. weekender.

Dine kvalifikationer
Dine formidlings- og kommunikationsevner er afgørende, da vi søger personer, som kan nå ud over scenekanten og formidle viden med stor indlevelse og engagement. Din motivation skal komme indefra, du skal brænde for kunsten og kunne arbejde med materiale af ældre dato uden at miste nutiden af syne. Vi forventer solide faglige kompetencer, høje ambitioner og evner for samarbejde. Der er stor fleksibilitet i opgaveløsningen – til gengæld skal du gå seriøst og selvstændigt til værks. Vi ser gerne, at du har bestået din grunduddannelse i kunsthistorie eller en tilsvarende uddannelse, og vi forventer, at du har en grundlæggende viden om dansk og fransk kunst i perioden 1820-1900.

Honorar
Honoraret følger statslige retningslinjer. Tiltrædelse snarest.

Ansøgning
Vi skal have modtaget din ansøgning, CV og dokumentation for bestået eksaminer samt evt. relevante bilag senest den 10. november 2014, kl. 10. Ansøgningen skal mailes til ansogning@nullglyptoteket.dk. Ansættelsessamtaler finder sted løbende.

Om Ny Carlsberg Glyptotek
Ny Carlsberg Glyptotek er et internationalt museum med en stor permanent kunstsamling fra antikken til i dag. Museet har årligt 350.000 gæster. Museet er en selvejende institution, som modtager økonomisk støtte til drift dels fra staten, dels fra Ny Carlsbergfondet. I alt har museet 105 medarbejdere. Læs mere på www.glyptoteket.dk.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte formidlingsmedarbejder, Moderne Samling, Kathrine Andersen på kat@nullglyptoteket.dk.

Ny Carlsberg Glyptotek søger studentermedhjælper til moderne samling

Moderne samling på Ny Carlsberg Glyptotek søger en studentermedhjælper med kunsthistorie som fag til samlingsrelaterede opgaver, samt arbejde på museets bibliotek.

Arbejdsopgaver:
Arbejdet omfatter bl.a. biblioteksarbejde (indføring og påpladssætning af bøger), sagsbehandling af indkomne fotobestillinger, mundtlig og skriftlig formidling, omvisning af skoleklasser i museets samlinger, forberedelse af nye udstillinger, tilrettelæggelse af tekster til web, planlægning af formidlingsaktiviteter for børn og den daglige kontakt til museets omviserkorps. Derudover består en stor del af jobbet i at tage imod omvisningsbestillinger pr. telefon eller mail, samt i at koordinere omvisningerne mellem de forskellige omvisere.

Du vil indgå i et velfungerende team af andre arkæologi – , ægyptologi- og kunsthistoriestuderende.

Jobbet:
Jobbet giver kendskab til mange af museets funktioner. Udover en travl hverdag med forskellige faggrupper og en livlig arbejdsplads giver stillingen dig en oplagt mulighed for at udvikle din evne til at formidle dit fag – både skriftligt og mundtligt på forskellige niveauer. Vi sætter stor pris på fleksibilitet og grundighed – og forventer du går til arbejdet med stor ansvarsfølelse. Ansøgere bør have gennemført grunduddannelsen på kunsthistorie, samt beherske et eller flere fremmedsprog samt have godt IT kendskab. Jobbet som studentermedhjælper er alsidigt, og du skal kunne bevare overblikket – også når der skal holdes mange bolde i luften.

Arbejdstiden er to ugentlige arbejdsdage i tidsrummet 9-16. Løn efter gældende overenskomst.

Skriftlig ansøgning mailes til : bejo@nullglyptoteket.dk, att. JNB senest onsdag den d. 20. februar 2012. Vi forventer af afholde samtale i dagene 27. feb. – 1. marts, og at den nye studentermedhjælp kan tiltræde snarest derefter.

Med venlig hilsen,
Moderne Samling, Ny Carlsberg Glyptotek
www.glyptoteket.dk

Ny Carlsberg Glyptotek søger omvisere til dansk og fransk kunst fra det 19. årh.

Ny Carlsberg Glyptotek søger studerende fra kunsthistorie til at omvise i vores permanente samlinger, samt i vekslende udstillinger.

Du skal have bestået din grunduddannelse i kunsthistorie, og vi forventer, at du har en grundlæggende viden om dansk og fransk kunst i perioden 1820-1900 og vil formidle din viden med stor indlevelse og engagement.

Arbejdsopgaver:
• Omvisninger målrettet alle besøgsgrupper på dansk og engelsk. Kan du svensk, tysk, eller fransk er dette et stort plus
• Undervisningstilbud målrettet børn og unge fra folkeskolen og videregående uddannelsesinstitutioner (Gymnasier, HF, VUC o. lign.)
• Deltage i interne arbejdsprocesser, hvor vi udvikler den mundtlige formidling og Glyptotekets tilbud

Du bliver en del af et omviserteam sammensat at studerende fra klassisk arkæologi, ægyptologi og kunsthistorie. Vi lægger vægt på solide faglige kompetencer, høje ambitioner og godt sammenhold. Der er stor fleksibilitet i arbejdet, til gengæld forventer vi, at du går seriøst og selvstændigt til værks.

Arbejdstiderne vil være afvekslende i forhold til efterspørgslen, men omvisningerne vil typisk ligge i tidsrummet 11-17 i hverdage og i weekender. Løn efter gældende overenskomst.

Du kan få yderligere oplysninger om jobbet ved at henvende dig til assistent i moderne samling, Josephine Nielsen-Bergqvist på mail bejo@nullglyptoteket.dk

Send din ansøgning, så vi har den senest mandag den 20. februar 2012 kl. 15.

Vi forventer at samtalerne vil finde sted mellem den 27. januar og 1. marts, og at de nye omvisere vil kunne begynde straks derefter.

Med venlig hilsen,
Moderne Samling, Ny Carlsberg Glyptotek
www.glyptoteket.dk