Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.
Det er fjerde dag på Karlovy Vary International Film Festival, og nu er stjernerne begyndt at komme frem, både i virkeligheden og på film. Dagen har budt på Todd Solondz Life During Wartime, den koreanske Shi, som af mange blev spået som palmevinder i Cannes (men ikke blev det) og Copie Conforme med Julie Binoche i hovedrollen. Og så kom Jude Law lige forbi og lommefilosoferede over 3D-film, forskellen på film- og teater-skuespilleri og hans varme følelser for Tjekkiet.
Life During Wartime (IMDb) er den amerikanske instruktør Todd Solondz’ nyeste film og får premiere i Grand i København om et par uger. Solondz, der står bag Happiness, Storytelling og mesterværket Palindromes, har med Life During Wartime lavet en Happiness 2. Filmen har de samme karakterer, men andre skuespillere end Happiness, og handler, som toere for det meste gør, om hvad der skete efter de dramatiske begivenheder i første film.
Solondz formår som meget få amerikanske instruktører at portrættere skæve karakterer og amerikanske idiosynkrasier (måske Larry Clarke og Harmony Korinne ud over ham). Men Solondz’ film er både samfundskritiske, varme og humoristiske på en gang.
Jeg havde glædet mig rigtig meget til Life During Wartime, og filmen har også fantastiske scener. Men filmen er også i langt højere grad en opfølger til Happiness end jeg havde regnet med. For det første virker det som om, at den forventer at begivenhederne i Happiness er præsente. Bortset fra den pædofile far (i Life During Wartime løget død af familien), som jeg tror alle der har set Happiness husker, er det ret svært at huske hvem alle karaktererne egentlig er. For det andet, er handlingen i Life During Wartime langt mindre dramatisk i den første film og virker på sin vis som en lang afrunding, snarere end en film med plot.
Solondz’ film er dog stadigvæk milevidt bedre og anderledes end de amerikanske film, der ellers bliver vist i Europa, og man må håbe at toeren – et fænomen som ofte har med penge at gøre – bliver succesfuld nok til at den notorisk fattige instruktør kan gå i gang med endnu en underlig film om U.S.A.
Shi / Poetry (IMDb) fra Sydkorea blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes i år. Instruktøren, Chang-Dong Lee, er også til stede på KV IFF i år, og præsenterede kort sin film. Filmen handler ved første øjekast om en ældre kvinde som bor med sit barnebarn, en dreng i teenageårene. Hun lever af sin pension, og af at være hushjælp for en ældre herre. Hun går til lægen, får konstateret begyndende Alzheimers, men ændrer ikke sin levevis nævneværdigt af den grund. Hun tager et aftenskolekursus i at skrive poesi.
Men man fristes til at sige, at Poetry netop ikke handler om denne kvinde, for som baggrundstæppe for handlingen står et selvmord, som repræsenterer meget mere end en enkel kvindeskæbne. En pige fra den lokale skole kaster sig i døden fra en bro. Grunden er, viser det sig, at hun i en længere periode jævnligt er blevet voldtaget af den ældre kvindes barnebarn og fem andre drenge.
I det lukkede samfund, som filmen udspiller sig i, forsøger skolen og fædrene til de fem drenge, at lukke låg på sagen ved at tilbyde økonomisk kompensation til pigens fattige, enlige mor. Og bedstemoren til den sjette dreng har ingen andre handlemuligheder end at spille med. For at gøre det er hun, på en meget udramatisk måde, nødt til at prostituere sig, ligesom hun til en vis grad er slave for sit drengebarnebarn, som ikke rigtig laver noget selv, endsige reagerer på det faktum, at han er skyld i et andet menneskes død.
Poetry er en fantastisk film, som næsten skjuler sin kønspolitiske pointe i flotte billeder, og et skuespil af den ældre kvinde, som gør at det hele vejen igennem er nok bare at se hende foretage sine daglige gøremål. Indtil filmens tragiske slutning afslører hvad det er for et forskruet samfund, hun agerer inden for.
Copie Conforme / Certified Copy (IMDb) er endnu en Cannesfilm, men milevidt fra Poetry i sit ambitionsniveau. Filmen bliver båret af Elle (Juliette Binoche, som vandt bedste skuespillerinde i Cannes), som er kunsthandler i Italien. Hun inviterer kunsthistorikeren James, som er ekspert i kopiers kulturelle betydning, på date, og så går den søde men ikke ukomplekse film med den.
Elle og James bliver betragtet af omgivelserne som et gift par, og i løbet af filmen begynder Elle og snart også James at spille med på den forestilling, som en kopi af et forhold der kunne have været imellem dem. Denne fiktion i fiktionen er overbevisende. De to formår at digte en historie sammen, og at indleve sig i følelser som havde de to virkelig været et midaldrende gift par. Og under/over de spillede følelser er de usagte: Dem som opstår hos de to i deres spil med hinanden.
Certified Copy er altså nærmest en romantisk komedie og som sådan kan den kun roses. Filmen er en tand for sød efter min smag, men har også et mere bittert islæt: Forestillingen om det der kunne have været mellem Elle og James understreger hvad der mangler hos dem begge. Denne bismag findes ikke i de fleste andre repræsentanter for genren, jeg har set.
Jude Law (IMDb) er en engelsk skuespiller, og nok den mest kendte person, der dukker op på dette års festival. Til pressekonferencen, som på grund af kendisfaktoren var godt fyldt op, snakkede han om en kommende Scorsese-3D-film, Hugo Cabret, som han spiller med i, om både at være teater- og filmskuespiller, og om sin store kærlighed til det tjekkiske folk. Det var altså mest smalltalk, men svært ikke at synes om alligevel. Jeg tog et par billeder på konferencer, som kan ses neden for.
