Forfatter: Morten Helmstedt

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Jeff Bridges fik en Oscar for bedste mandlige skuespiller for Crazy Heart (IMDb). I den ærkeamerikanske nu-går-den-ikke-længere-og-jeg-er-nødt-til-at-rette-op-på-mit-liv-film spiller Bridges den ikke spor succes- men meget talentfulde countrysanger Bad Blake, som kører rundt i sin truck i sydstaterne fra koncert til koncert, kvinde til kvinde og whiskyflaske til whiskyflaske. Men bag facaden gemmer Bad Blake på et hjerte af guld, selvfølgelig gør han det.

Men hvordan skal det komme frem til overfladen, det hjerte? I Santa Fe støder Bad Blake på Jean (Maggie Gyllenhaal), enlig mor (med et hjerte af guld) som falder for den forkerte slags mænd. Og hvem ved, måske kan Tommy Sweet (Colin Farrell), den unge megastjerne (med et hjerte af guld), som Bad Blake tidligere har været mentor for, gøre noget for Blakes skrantende karriere?

Ja! Ja! Jean kan hjælpe og Tommy kan hjælpe, men først skal Bad Blake indse at han har et alkoholproblem (Jeans søn bliver væk i et indkøbscenter), afvænnes (“Jeg er alkoholiker”-replikken), og skrive nogle dybfølte sange oven på den oplevelse. Sangene kan Tommy gøre populære, og Bad Blake ender med det lidt mere ordinære navn Otis og erfaringerne så meget rigere, at det næsten gør ondt at se på.

Det er tydeligt (især set i bakspejlet), at Jeff Bridges’ skuespil i filmen har Oscarpotentiale. Og at Crazy Heart er metervare af den værste skuffe.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Armadillo (IMDb), Janus Metz’ dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan er en film som mange har set og alle taler om. Mig er det først lykkedes at se filmen på KV IFF 2010. Filmen er en del af dokumentarfilmkonkurrencen på festivalen så visningen i går var med både jury, deltagelse af holdet bag filmen og et begejstret, primært tjekkisk publikum.

Armadillo er en dokumentar der ikke virker særlig dokumentarisk. Især filmens indledning – helikopterscene a lá Apocalypse Now, stripshow inden rejsen til Afghanistan, afskedsscene i lufthavnen – er stærkt krigsfilmsinspireret. Senere bliver Armadillo mindre stiliseret. Da de danske soldater endelig kommer i ildkamp bliver kameraarbejdet af gode grunde mere hektisk og tilfældigt, og det giver faktisk en kampscene der er mere intens end jeg nogensinde har set i en hollywoodfilm.

Den scene, hvor soldaterne sårer og så (måske? måske ikke?) ligefrem likviderer en gruppe talibanfolk, er filmens dramatiske højdepunkt og filmens scoop. Det er den som på godt og ondt gør Armadillo til mere end en spillefilmspastiche. Og også den hvor dens karakterer, de danske soldater, træder ud af deres roller.

Det er nemlig ikke kun Metz, der iscenesætter Armadillo som krigsfilm. Soldaterne udfylder også, så godt de kan, deres rolle som soldater. De ser strip sammen, de ser porno sammen, de spiller voldelige computerspil, de sammenligner afghanerne med dyr, de ringer hjem til den familie derhjemme, som (kliché!) er ude af stand til at forstå hvilken virkelighed, soldaterne befinder sig i.

Armadillos “filmiskhed” findes altså allerede i dens materiale, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at også dens måde at vise det på bliver filmisk. Det fungerer, men det er først når iscenesættelsen glemmes – både hos soldater og filmskaber – at der sker noget særligt. Bortset fra den famøse likvideringsscene kunne man godt ønske at Armadillo tog dokumentargenren lidt mere alvorligt og forsøgte at gå bag facaden på den meget iscenesatte soldatertilværelse. Hvis vi skylder de danske soldater noget kunne det måske være at forsøge at forstå dem som mere og andet end blot karakterer i en krigsfilm?

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Sound of Noise (IMDb) er en ret original svensk komedie. Amadeus er politimand, men stammer fra en meget musikalsk familie. Hans bror er dirigent, men Amadeus er fuldstændig tonedøv. Han kan slet, slet ikke lide musik. Derfor kommer det ret ubelejligt, at en gruppe avantgardeparodiske trommeslagere vælger at opføre et lydværk i fire dele i det offentlige rum, og ikke med det store hensyn til gældende love.

Amadeus bliver sat til at finde de skyldige inden deres grusomme kunstværk er fuldendt. Han finder hurtigt ud af hvem der står bag, men filmens krimidel fungerer slet ikke. Alle filmens musikere spiller lystigt videre.

Sound of Noise er en film om musik og derfor indgår der også en hel del af det. Det ser sjovt ud når avantgardisterne slår og trykker på alt på en operationsstue (inklusive patient på bordet), men det lyder som Safri Duo på speed. Sound of Noise er en meget konceptuel film, men efter min mening bærer idéen ikke. Om man kan lide musikken er en smagssag, men den omgivende historie er for tynd til en spillefilm. Sound of Noise bliver til en række fantasifulde, løsrevne musikvideoer. Det er ikke nok, synes jeg.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Zanan bedoone mardan / Women Without Men (IMDb) er videokunstneren Shirin Neshats debutspillefilm. Ligesom videoværkerne er filmen ekstremt flot, og ligesom videoerne cirkler handlingen om kvinders forhold i Iran. Faktisk er filmen så tæt på videoerne, at hele scener går igen: Vi kommer til bordellet hvor ultratynde Zarin arbejder, når hun ikke skrubber sig til blods i badehuset. Vi kommer ud til en paradisisk have hvor tågen og åen flyder mellem de frodige blomster og træer. Det er scener, som Neshat har brugt før.

Man kan sige at Women Without Men danner en samlefortælling for Neshats værker. Hvor man på udstillinger af Neshats værker selv har skulle forbinde hendes kvindeportrætter, samler hun i Women Without Men fire kvinders historie til én samlet, som hun endda placerer historisk i 1950’ernes (allerede dengang) politisk urolige Iran.

Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Neshats videoer hver for sig i stedet for samlet. Men med spillefilmen Women Without Men når hun uden tvivl ud til et bredere publikum end tidligere. Det fortjener hendes værker.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

I går aftes så jeg Tobias Lindholm og Michael Noers fængselsfilm R (IMDb). Plottet minder ekstremt meget om den franske film Un prophète, som vandt juryens pris i Cannes sidste år. En ung mand, Rune, bliver sendt i fængsel. Fængslet er domineret af nogle hårde typer, en gruppe er hvid, den anden består af brune. Og Rune bliver tvunget til alt muligt ubehageligt i fængslets stærkt hierarkiske miljø.

For mig slog R hårdere end Un prophète. Den er kortere, mere intens og utrolig flot klippet og filmet. Og at karaktererne snakker dansk giver ekstra nuancer til spillet, der foregår blandt fangerne. R er ikke nogen behagelig film. Den er kompromisløs hård og alvorlig i en grad jeg ikke kan huske at have set i en dansk film siden Bleeder. Og så er det fantastisk, at den ikke er fyldt med Mads Mikkelsen, Paprika Steen og andre berømtheder. De mange amatørskuespillere spiller så glimrende, at det er svært at se hvad vi skal med filmstjerner.

Her til morgen var jeg til pressevisning på den franske film Lourdes (IMDb) som deltog i hovedkonkurrencen i Venedig i år. Den handler om en gruppe mere eller mindre syge pilgrimme og deres hjælpere, som tager på pilgrimsfærd til den franske by Lourdes. Unge Christine sidder i rollestol med sklerose og håber på at komme til at gå igen. Omkring hende foregår nemlig det seksuelle spil mellem hjælperne, og det vil hun gerne være med i.

Lourdes er en film om kristendom, men jeg er ikke sikker på om den er kristen. Christine kommer (måske midlertidigt?) til at gå igen, men filmen sætter spørgsmålstegn ved hele pilgrimsprojektet. Alle de andre bliver nemlig helvedes misundelige så snart den umiddelbare mirakelbegejstring har lagt sig. Filmen viser det uretfærdige i menneskets tilstand: at nogle er raske og andre er syge, og sætter spørgsmålstegn ved om det er et faktum som er til at leve med.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Elève libre / Private Lessons (IMDb) er en af filmene i serien med nye belgiske film på KV IFF. Filmen handler om Jonas, en 15-16-årig (fransktalende) Belgier med fraskilte forældre og problemer i skolen. For ikke at ende som håndværker, hvad han ikke har lyst til, er Jonas’ eneste udvej som selvstuderende at læse op til Belgiens svar på HF-eksamen. Det gør han ikke med hjælp fra far og mor, som er fuldstændig fraværende i filmen. Heldigvis har Jonas tre lidt mere erfarne venner i Pierre og parret Natalie og Didier. De er i trediverne, men har overskud nok til at dele deres viden og erfaringer med Jonas.

Det kommer der en tankevækkende amoralsk film ud af, for de tre venner nøjes ikke med at hjælpe Jonas med algebraen. De yder også konsulentbistand på hans begyndende sexliv med kæresten Delphine. Hvordan finder man ud af om det er en selv eller kæresten der er noget galt med, når man ikke får noget særligt ud af et blowjob? Elementært: Det viser Natalie(!), Didier(!!) og til sidst Pierre(!!!), og de nøjes ikke kun med teoriundervisning.

Private Lessons er ikke en film om Jonas’ forsøg på ved hjælp af hårdt arbejde at læse op til eksamen. Den er en spændende udforskning af ungdom, frisind og frisindets grænser, og det vel at mærke uden nogensinde at være prædikende og moraliserende. Det er lidt chokerende, og rigtig, rigtig godt.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

En af de gode ting ved at se film, er at man får set mange flere steder end man har chance for og lyst til at rejse hen. Her er en geografisk oversigt over de film, som jeg indtil videre har fået set på KV IFF 2010. Der er en hel del film fra Frankrig og U.S.A., kun en enkel fra Afrika, en fra Sydamerika og et par asiatiske. Europa er rigt repræsenteret og Australien er som det eneste kontinent fraværende. Kortet opdateres løbende.

View Film set på Karlovy Vary IFF 2010 in a larger map

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Chi l’ha visto / Who Saw Him (IMDb) er en sympatisk men mislykket tysk lavbudgetfilm. Tysk-italienske Gianni tager på roadtrip til Italien for at finde sin far, som han ikke har set siden han var 7. Undervejs møder han nogle folk, snakker lidt med dem, og får hørt om det italienske svar på tv-programmet Sporløs, Chi l’ha visto. Det vil Gianni, som er glad for at optræde, gerne være med i.

Men ligesom filmen er Gianni ikke særlig målbevidst. På må og få render han rundt i Rom og hænger plakater op med et tyve år gammelt foto af hans far, og det lykkedes ham aldrig at komme på fjernsynet. Lidt efter lidt ender han på en kirkegårdm (hvordan han finder derhen fremgår ikke), hvor han finder farens gravsten, og så er det heldigvis slut med Who Saw Him.

Davidan dar mian abr-ha / Running among the clouds (IMDb) fra Iran er lidt flottere filmet (HD-cam versus DV-cam) end Who Saw Him. Filmen blev præsenteret på festivalen af instruktøren Amin Farajpour. Det er svært ikke at være forundret over at det overhovedet lykkes at lave film i Iran (3 af de ca. 200 film på KV IFF er derfra), og når så Running among the clouds handler om noget så kontroversielt som stofmisbrug, er det svært ikke at være en lille smule imponeret.

At se filmen er en påmindelse om at den iranske filmindustri, trods det, har langt igen. Den sort-hvide film handler om skoleeleven Milad, som er begyndt at ryge crack og derfor kommer for sent i skole, op at slås, og i det hele taget ikke har så meget styr på tingene. Klipningen af filmen afspejler Milads tilstand: der jump-cuttes og springes i tid i et omfang, der gør det meget svært at forstå hvad der overhovedet foregår. Det er noget med at Milad skylder penge til nogle bøller, og vist nok også noget med at han kan skaffe de penge ved at vinde et løb som skolens idrætslærer arrangerer, og måske også noget med at Milad skammer sig over sin (enlige) mor, som er nødt til at arbejde på et hospital i stedet for at sidde derhjemme.

Filmen gør et (forfejlet) forsøg på en moderne klipning, et miskmask af stilen fra À bout de souffle og Trainspotting, men dens morale er konservativ. Det hele ender forfærdelig galt for unge Milad, som, hvor meget han end prøver, ikke kan lade være med at ryge crack på skolens pedaltoilet.

Hatten af for overhovedet at turde lave en film om stofmisbrug i Iran. Hatten på igen for filmens klipning og håbløst gammeldags moralisme.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Ud over premierer, film som ikke har fået dansk premiere, og film der aldrig får det, har Karlovy Vary International Film Festival også givet mulighed for at indhendte nogle film, som jeg ikke fik set i de danske biografer.

To af disse film er danske: Fængselsfilmen R, som bliver vist i aften, og dokumentarfilmen Armadillo, som bliver vist i morgen.

En tredje film, som allerede er blevet vist i de danske biografer er Lebanon (IMDb). Filmen er et meget subjektivt portræt af den første israelske krig mod Libanon i 1982 og vandt Guldløven i Venedig. Til visningen i Karlovy Vary i går aftes var filmens instruktør og manuskriptforfatter Samuel Maoz til stede og svarede på spørgsmål ved den efterfølgende Q&A.

Spørgerunden levnede ikke nogen tvivl om at Lebanon er en meget personlig film. Maoz kunne både fortælle hvilken af karaktererne i filmen, der er ham, og hvad der blev af de resterende personer efter krigen. At filmen udtrykker en personlig oplevelse af krigen gør den svær at kritisere.

Hele fortællingen foregår inde i en israelsk tank hvor en gruppe unge, bange soldater er sendt på mission i Libanon. Mission er måske så meget sagt for ingen af dem aner hvad de laver der. Når de skal orientere sig uden for tanken foregår det gennem dens sigtekorn. Tanken giver dermed både et meget snævert perspektiv på begivenhederne uden for og et blik hvor alle, der bliver set, er potentielle dødsofre. Stemningen i den forkrampede tank er mildt sagt dårlig og Libanon formår (til en hvis grad) også at give seeren (mig) en klaustrofobisk og stressende oplevelse.

Det er ikke så rart at mærke, men måske er det nødvendigt for at portrættere krigens rædsler for en udenforstående?

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Howl (IMDb) er en af de få amerikanske film på dette års filmfestival i Karlovy Vary. Filmen handler om Allen Ginsberg, hans digtsamling Howl, og den retssag hvor digtsamlingen til sidst blev kendt ikke-pornografisk.

Historien er fortalt i en hel del spor: Et interview med Ginsberg, biografiske smuler fra Ginsbergs liv, en oplæsning af Howl, selve retssagen, og animationer, der illustrerer nogle af digtets tematikker. De mange spor eller genrer i filmen fungerer godt, og er man interesseret i tilblivelsen af og reaktionen på et af de mest berømte digte i det tyvende århundrede er filmen en god introduktion.