Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: Det erotiske menneske er en skuffelse. Hvor De fem benspænd var en vellykket og reflekteret film om at lykkes med at lave film under svære omstændigheder, er Det erotiske menneske en mislykket film, der viser hvordan Leth ikke lykkes med at omsætte en en banal fascination af Kvinden til filmkunst.
Jørgen kigger på fotos af kvinder. Jørgen kigger på kvinders røve og bryster. Jørgen oplæser et digt. Jørgen er gammeldags: For ham er kvinden helst brun, cigaretrygende og mere interesseret i at lægge make-up end at give Jørgen intellektuelt mod- og medspil.
Jørgen er også den eneste karakter i Det erotiske menneske, som har et efternavn. Leth, hedder han. De øvrige skuespillere præsenteres kun ved intetsigende fornavne. Hvis de er mere og andet end deres fysiske fremtoning, er de i hvert fald ikke meget andet. I Leths optik søger kvinden til manden i sin jagt på identitet. Som Dorothie, kokkens berømte datter, siger på et tidspunkt: Jeg ville være Madame Leth. Og som Monsieur Leth uden yderligere begrundelse siger: Det er trist, du ikke kunne blive det. For kvindernes vedkommende bliver det ved fornavnet – og den tomme overflade.
Leth selv har heller ikke meget udover sit navn at byde på i Det erotiske menneske. Filmen indledes med nogle pseudoantropologiske betragtninger om at “studere” kvinden, men hvorfor nu det? Og er det motivation nok til en dokumentar i spillefilmslængde? Leths reflektioner omkring sit projekt er underligt fraværende, og det gør hele den del af Det erotiske menneske som handler om at lave en film, der måske hedder Det erotiske menneske, (men måske også “The imperfect man” som der står på et klaptræ under filmen), uvedkommende. I hvert fald når Leths talende ansigt tager så meget skærmtid, som det gør. Når han stiller spørgsmålet “Hvad tænker hun på”, mens kameraet dvæler i hvad der føles som minutter ved en brystvorte, er det svært at overbevise sig selv om at han virkelig er interesseret i et svar.
Det, som der er rester af i Det erotiske menneske, er en serie dvælende, højæstetiske klip med smukke kvinder, der fx ligger på en seng eller i en pool med det dér direkte blik, som Leth er så fascineret af. En anden rest er en bagvedliggende historie – en europæisk forfatters erotiske minder fra sexuelle akter på eksotiske steder – der til castings i fx Sao Paulo agerer hjemmel for standardspørgsmålet til de håbefulde amatørskuespillere: Er du OK med nøgenscener, bare rolig, no sex – hvilket kvinderne heldigvis altid er. I klippene leder kvindernes blik dog typisk tankerne hen på parfumereklamer og den slags, og det tynde plot udspiller sig hverken i eller uden for billedet. Hvor er erotikken i det?
Men den æstetiske film med nøgne kvinder kunne i det mindste have været blot en æstetiskfilm. Det er i sammenblandingen med hjemmevideoagtige klip i modlys af Leth på hotelværelset, Leth der knepper kokkens datter, Leth der sidder i en bil, at selv den rent billedmæssige fascination forsvinder, den erotik man kunne have mødt i mødet med en velkomponeret film.
Jørgen har brugt 12 år på at overveje om han skulle lave en kunstfilm, en dokumentarfilm eller en spillefilm og er endt med en blanding som for en instruktør af Leths format virker pinligt ubevidst om hvad det er, den gerne vil være.
“Kan de sige et par ord, så er det også meget godt” siger Jørgen et sted i filmen. Jørgen dog, hvad har du selv på hjerte?
