FERNISERING: FORSVINDINGER

© Andreas Albrectsen (DK/BR), Notes (17.08.01), 2017/2023. Inkjet Print På Post-It-Sedler

Det er med stor glæde at Fotografisk Center inviterer til åbningen af efterårets store tema- og gruppeudstilling Forsvindinger med 13 danske og internationale kunstnere og kunstnergrupper fredag den 25. august kl. 17-19. Udstillingen åbnes af Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center. Mange af kunstnerne vil være tilstede. Der er gratis adgang for alle til åbningen.

De deltagende kunstnere er: Andreas Albrectsen (DK/BR), Paula Duvå (DK), Torben Eskerod (DK), Joana Hadjithomas & Khalil Joreige (LB), Nicolai Howalt (DK), Adam Jeppesen (DK), Kent Klich (SE), Oscar Muñoz (CO), SAFOM & Gitte Broeng (DK), Samaneh Roghani (IR), Marie Sjøvold (NO), Trine Søndergaard (DK), Niina Vatanen (FI).

Fernisering: 25. august kl. 17-19
Udstillingsperiode: 26. august – 22. oktober 2023

Om udstillingen

Udstillingen Forsvindinger er den første af en række på tre udstillinger i Fotografisk Center, som i årene 2023-2025 gennem hver sit tema vil sætte fokus på nogle af de særlige karakteristika, der er forbundet med fotografiet som medie, og vise, hvordan samtidskunstnere arbejder med det fotografiske medie – i en materiel, en tematisk og en kulturel kontekst. Ønsket er, at udstillingsserien skal bidrage til at undersøge og diskutere fotografiets aktuelle kunstneriske og kulturelle rolle.

Fotografiet forbindes historisk med dets særlige evne til at fastholde tiden samt afbilde og sikre en tilsynekomst af virkeligheden, men det er ikke kun kendetegnet ved synliggørelse og eviggørelse. Fotografiet er også forundet med det modsatte i form af forsvindinger, fravær og forgængelighed. Den første udstilling i trilogien præsenterer værker af danske og internationale kunstnere og kunstnergrupper, der på forskellig vis belyser og undersøger fænomenet forsvindinger gennem det fotografiske medie og andre tidsbaserede medier som video.

Udstillingens værker udfolder forsvindinger på forskellig vis, dels materielt i form af undersøgelser af fotografiet som fysisk genstand, dets materialitet og forgængelighed, dels tematisk i form af forsvindinger af fx mennesker, genstande og steder. Udstillingen sætter ligeledes fokus på, hvordan forsvindinger og fravær er forbundet med vores fotografiske billedkultur i en bredere samfundsmæssig kontekst såvel fysisk, i fx samlinger og arkiver, som digitalt, i form af teknologi, herunder kunstig intelligens og billedmanipulation.

Udstillingen og tilhørende publikation er generøst støttet af følgende fonde: Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Frame Contemporary Art Finland, Frimodt-Heineke Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Knud Højgaards Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Politiken-Fonden, Statens Kunstfond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.  

Publikation
I forbindelse med udstillingen udgives en rigt illustreret publikation med en tekst om udstillingens tematik af Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center, og om udstillingens værker. Publikationen designes af Spine Studio og trykkes hos Narayana Press. Publikationen udkommer den 14. september, hvor der afholdes en lancering. 

Eventprogram
I forbindelse med udstillingen afholdes en række talks, som vil udfolde udstillingens tematik. Den 14. september kl. 17-18 afholdes en talk med fokus på arkiver/samlinger og forsvindinger/usynlighed med kunstner Trine Søndergaard, forfatter Gitte Broeng og Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale (SAFOM) ved Lars Kiel Bertelsen, modereret af Charlotte Præstegaard Schwartz, fotokurator og forskningsbibliotekar ph.d ved Den Nationale Fotosamling, Det Kgl Bibliotek.

Den 12. oktober kl. 17-18 afholdes en talk med fokus på dokumentarisme og forsvindinger af bl.a. steder, genstande og mennesker med kunstnerne Kent Klich, Paula Duvå og Torben Eskerod, modereret af kunsthistoriker Oscar Vindel Schönström. Talken vil også relatere sig til Fotografisk Centers kommende forskningsprojekt i samarbejde med Københavns Universitet “Det dokumentariske kunstfotografi”, støttet af Ny Carlsbergfondet, som ph.d.-stipendiat Oscar Vindel Schönström påbegynder den 1. september.

Yderligere information
For yderligere information og åbningstider besøg venligst www.fotografiskcenter.dk

Til udstillingen produceres undervisningsmateriale til udskolingen og gymnasiale uddannelsestrin. Materialet kan downloades fra den 26. august her.

Skriv et svar