DEATH

_DEATH_Press_2000px

DEATH
– everyone dies but you.
De fire kvinder i det prisvindende danserkollektiv Fanclub tager sagen i egen hånd, når de inviterer kunstnere, de finder fascinerende til forskellige samarbejder. Sammen med de to højaktuelle og progressive koreografer Kim Hiorthøy (NO/SE) og Itamar Serussi (IL/NL) præsenterer Fanclub dobbeltforestillingen DEATH. Med fælles udgangspunkt i døden og deres vidt forskellige tilgang til dansekunsten, udfoldes to distinktive koreografiske landskaber. Det ene formet som en hverdagsmusical om livets trivialitet og gentagelser. Det andet viser fire skæbner i grænselandet på vej mod det ufattelige. Premiere i Lille Carl, Dansehallerne d. 23. april kl. 20.

Døden bekræfter, at vi lever. Én ting vi ved med sikkerhed er, at vi alle kommer til at dø, men vi ved ingenting om hvad der sker efter døden, så hvorfor bruge kræfter på dét? Kim Hiorthøy bruger døden til at bekræfte det at vi lever. Sindets udvælgelse og frasortering af minder om oplevelser og relationer, og ikke mindst alle de genstande, der fylder vores hverdag. Hiorthøy tiltrækkes af den moderne koreografis performative, frie rammer og kombinerer dans, sang og musik som uhøjtidelige teatralske greb til at vise os skønheden og humoren ved livet. Ved selv at komponere musikken til forestillingen rammes hans univers af intelligente og humoristiske iagttagelser af menneskeheden komplet.

Mellem liv og død. Intensiteten sitrer, når Itamar Serussi fremmaner en følelsesladet stemning som i en film noir. Et fragmenteret univers, hvor fire sortklædte kvinder vidnes i et kropsligt momentum mellem den sidste stund af livet og rejsen videre mod det ukendte. Med sin intuitive tilgang til komposition og imaginær, sanselig verden, udforsker Serussi hver enkelt danseres personlighed, og fremhæver Fanclubs særlige gruppedynamik. Den hollandske komponist Richard van Kruysdijk står bag musikken til forestillingen, der skaber øjeblikke med utryg dissonans, vuggende ro og hengivenhed. Kruysdijk har arbejdet sammen med Serussi i en årrække, og besidder en vigtig rolle for den kunstneriske helhed.

Idoldyrkelse i øjenhøjde. Fanclub er et danserkollektiv, der selv producerer, kuraterer, medskaber og optræder i egne værker. De inviterer kunstnere de finder fascinerende til forskellige projekter, og det er her essensen og styrken i deres arbejde er til at finde – i de kunstneriske udfordringer og unikke synergi, der opstår i den gensidige deling af praksis og proces. Deres ambition er at skabe scenekunst, de selv vil opleve, der inspirerer og rykker den moderne dansescene herhjemme. Ved at invitere så vidt forskellige koreografer som Kim Hiorthøy og Itamar Serussi, ønsker Fanclub at berige og udvide forestillingen om, hvad nutidig koreografi kan og er i dag.

Varighed
ca. 1,5 time inkl. pause

Spilleperiode
23. – 26. April 2014 / on-fr kl. 20 / lø kl. 15 og 18
Lille Carl i Dansehallerne, Pasteursvej 20. 1799 København V

Billetter
teaterbilletter.dk / priser fra 40 kr. – 125 kr.
http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/39220

Efter premieren i Dansehallerne tager DEATH ud på en Nordisk turné støttet af Nordisk Kulturfond. I denne forbindelse har Fanclub inviteret dansekunstner og dramaturg Ida Elisabeth Larsen til at foretage modererede publikumssamtaler samt at interviewe relevante kulturpersonligheder i hver by, der vil give stof til en serie artikler om det nordiske scenekunstmiljø.

Fanclub har base i København og består af Andrea Deres, Carolina Bäckman, Ellesiv V. Selseng og Sofia Karlsson. 2012 modtog de Statens Kunstfonds præmiering for den forrige forestilling GONE HOME, der også vandt ”Best Stage Act” ved Stockholm Fringe Festival 2013.
Læs mere på fanclubdance.com 

Kim Hiorthøy er en norsk multikunstner, der bevæger sig frit mellem grafisk design, musik, tekst, film og koreografi. Med sit frimodige forhold til kunsten, humor og sans for detaljen, har han opnået anerkendelse og opmærksomhed verden over.

Itamar Serussi er en israelsk koreograf baseret i Holland. Ud fra en stærk danserbaggrund i bl.a. Batsheva Dance Company, har Itamar udviklet et komplekst og fantasifuldt koreografisk sprog, der på kort tid taget både den hollandske og europæiske dansescene med storm.

Scenografi og kostume Nathalie Mellbye / Lysdesign Mårten Axelsson / Grafisk formgivning Jacob Grønbech Jensen

DEATH er en co-produktion med Dansstationen i Malmö og er støttet af Statens Kunstfond, Nordisk Kulturfond, Københavns Kommune og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond

Forfatter: Gunnvá Nolsøe

Cand. Mag. Visuel Kultur

Skriv et svar