LITTERÆRE UNDERSØGELSER AF KVINDER I KRISE

Oplæsning på Café Vogelkop, Flensborggade 30, 1669 København V, torsdag d. 29. august, kl. 19.30.

Arrangementet er gratis.

Torsdag d. 29. august, kl. 19.30, har man mulighed for at høre tre vedkommende stemmer i den danske samtidslitteratur.

Vesterbro-caféen Vogelkop lægger hus til, når forfatterinderne Charlotte Weitze, Henriette E. Møller og Kristiane Hauer læser op af deres seneste romanudgivelser, der alle tre tager udgangspunkt i en kvindelig hovedperson, som udsættes for afgørende krisesituationer og må træffe eksistentielle valg.

Charlotte Weitzes roman Harzen-sanger handler om den stumme Hanna, der – under jagten på sin forsvundne datter – forsøger at fastholde kærligheden til sin svagtseende og fanatisk fugleinteresserede mand. Med en vellykket blanding af realisme, symbolik og eventyrmotiver fremskriver Charlotte Weitze en historie om passion, kærlighed og forældreskab.

Henriette E. Møller har med Danskerheld skrevet en moderne krigsroman fra den kvindelige soldats synsvinkel. Laura er udsendt i Irak, mens hendes bedste veninde går derhjemme og venter på at blive mor. Den velresearchede og stilistisk gennemførte roman giver et nuanceret indblik i, hvordan det er at leve med døden tæt på og de pårørendes bekymring derhjemme.

Kristiane Hauers Ta’ selv er en moderne dannelsesroman, der følger kvinden Line gennem de ti år af hendes liv, hvor hun går fra at være ung til at blive voksen. Helt underspillet og stilrent skildrer romanen Lines kamp med at finde sig til rette i en kultur, hvor der tilsyneladende er frit valg på alle hylder, men alligevel en række usynlige rammer for, hvordan livet skal udforme sig.

Se mere her:

https://www.facebook.com/events/163537587165943/

 

 

 

 

 

Skriv et svar