LITTERÆRE UNDERSØGELSER AF KVINDER I KRISE

Oplæsning på Café Vogelkop, Flensborggade 30, 1669 København V, torsdag d. 29. august, kl. 19.30.

Arrangementet er gratis.

Torsdag d. 29. august, kl. 19.30, har man mulighed for at høre tre vedkommende stemmer i den danske samtidslitteratur.

Vesterbro-caféen Vogelkop lægger hus til, når forfatterinderne Charlotte Weitze, Henriette E. Møller og Kristiane Hauer læser op af deres seneste romanudgivelser, der alle tre tager udgangspunkt i en kvindelig hovedperson, som udsættes for afgørende krisesituationer og må træffe eksistentielle valg.

Charlotte Weitzes roman Harzen-sanger handler om den stumme Hanna, der – under jagten på sin forsvundne datter – forsøger at fastholde kærligheden til sin svagtseende og fanatisk fugleinteresserede mand. Med en vellykket blanding af realisme, symbolik og eventyrmotiver fremskriver Charlotte Weitze en historie om passion, kærlighed og forældreskab.

Henriette E. Møller har med Danskerheld skrevet en moderne krigsroman fra den kvindelige soldats synsvinkel. Laura er udsendt i Irak, mens hendes bedste veninde går derhjemme og venter på at blive mor. Den velresearchede og stilistisk gennemførte roman giver et nuanceret indblik i, hvordan det er at leve med døden tæt på og de pårørendes bekymring derhjemme.

Kristiane Hauers Ta’ selv er en moderne dannelsesroman, der følger kvinden Line gennem de ti år af hendes liv, hvor hun går fra at være ung til at blive voksen. Helt underspillet og stilrent skildrer romanen Lines kamp med at finde sig til rette i en kultur, hvor der tilsyneladende er frit valg på alle hylder, men alligevel en række usynlige rammer for, hvordan livet skal udforme sig.

Se mere her:

https://www.facebook.com/events/163537587165943/

 

 

 

 

 

FORFATTERE FRA VESTERBRO – læser op i Kristkirken på Enghave Plads

Onsdag d. 28. august kl. 19.30

Kom og hør tre Vesterbro-forfattere læse op af deres seneste romaner. Bagefter er der mulighed for spørgsmål og diskussion.

Tilværelsens udfordringer trænger sig på for alle tre hovedpersoner i Kristiane Hauers, Harald Havsteen-Mikkelsens og Mette Søs romaner, og eksistentielle, erotiske og økonomiske problemer løses på overraskende – og til tider humoristisk – vis.

Kristiane Hauer læser fra den moderne dannelsesroman Ta’ selv, der følger Line fra ungdom til voksenliv. Selvom der tilsyneladende er frit valg på alle hylder i forhold til kærlighed, familie og karriere, har Line alligevel svært ved at finde sig til rette i tilværelsen. For når det kommer til stykket, har både hun selv og omgivelserne temmelig fasttømrede forventninger til, hvordan livet skal forme sig.

I Harald Havsteen-Mikkelsens roman Svagpisser hører vi om arbejdsløse Robert og hans forhold til bl.a. kvinderne, naboerne og Systemdanmark, efter at han har været udsat for et traumatiserende overfald. Det er Robert selv, der – ofte med en skæv vinkel – fortæller historien i dagbogsform.

Hovedpersonen Betty – i Mette Søs roman I en snæver vending – lever af at sælge falske udgaver af berømtheders trusser på internettet. Betty har et noget kompliceret forhold til sin mor, og da moderen pludselig dør, sættes hendes ellers så tætte forhold til broderen Bastian på prøve. En sød bedemand melder sig dog også på banen.

Arrangementet er gratis og foregår kl. 19.30 i Kristkirken, Enghave Plads 18, 1670 København V, onsdag d. 28. august 2013.