Filmmagasinet Ekko søger hjemmesideskribenter

Filmmagasinet Ekko har givet sin hjemmeside en tiltrængt grafisk overhaling. Vi benytter lejligheden til også at opruste på indholdssiden og søger derfor filmentusiastiske, talentfulde skribenter, der kan bidrage med nyheder, interviews og anmeldelser.

Ekkos hjemmeside er et supplement til det fysiske magasin med vægt på det dagsaktuelle filmstof, der både henvender sig til cineaster, filmnørder, branchefolk og alment kulturinteresserede.

På det nye site vil vi anmelde ugens premierefilm, og vi vil bringe endnu flere nyheder fra den danske og internationale filmverden. Som fast hjemmesideskribent skriver du to-fire tekster om måneden. Hver anden uge deltager du i et redaktionsmøde, hvor du pitcher idéer og får opgaver. Du skal dog også være frisk på indimellem at springe til med kort varsel, hvis en historie pludselig opstår.

Du behøver ikke have set hele årets iranske filmudbud, men du skal have en solid filmviden og brænde for feltet. Du må meget gerne have praktisk erfaring med at skrive i forskellige journalistiske genrer, men det vigtigste er, at du kan svinge pennen, så læserne bliver engageret og udfordret. Du skal kunne byde ind med originale holdninger og personlige vinkler.

Der vil være et symbolsk beløb for visse artikler, men det skal være lysten, som driver værket.

Send to-tre eksempler på tekster, du er stolt af at have skrevet, til chefredaktør Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. Inkluder gerne både en anmeldelse og en tekst i en anden journalistisk genre. Fristen er fredag 12. oktober kl. 12.

Skriv et svar