PERISKOP call for papers til nr. 21: DANSK KUNSTKRITIK

Tidsskriftet PERISKOP inviterer skribenter til at bidrage med artikler til nr. 21 med temaet “Dansk kunstkritik”. Indsend abstract pr. 1. februar 2018.

Kunsthistorie har fra dets tidlige år været et fag med en væsentlig udadvendt og formidlingsmæssig dimension. Dette manifesterer sig dels i form af udstillingsvirksomhed på bl.a. kunstmuseer og kunsthaller, dels i form af kunstkritik i dagblade, tidsskrifter, radio, fjernsyn og netbaserede medier. Førstnævnte side af kunsthistoriefagets formidlingstradition har i det senere år fået stor opmærksomhed gennem intensiverede museologiske studier, mens den sidstnævnte side – kunstkritikken – omvendt er stærkt underbelyst. Dette på trods af at kunstkritikken udgør og har udgjort en af kunsthistoriefagets vigtigste kontaktflader med såvel den aktive kunstoffentlighed som med en bredere offentlighed. Kunstkritikken har hidtil kun været genstand for spredte betragtninger i artikelform, mens nyere forskning på området i dansk sammenhæng er en mangel.

I lyset af at kunstkritikken de seneste 25 år har gennemgået dramatiske forandringer, ønsker vi at sætte fokus på, hvordan denne specifikke genre har udviklet sig, og hvad dens rolle og vilkår er i dag. Både fremkomsten af internettet, som har decimeret den dagbladsbårne kunstkritik, og samtidskunstens stigende popularitet, der har skabt en blomstrende produktion af tekster i tidsskrifter og kataloger, har bidraget til disse forandringer. Situationen er i den internationale forskning blevet betegnet som en ‘krise’, og James Elkins har polemisk skrevet, at der aldrig er blevet skrevet så meget kunstkritik og aldrig læst så lidt af den. 

Til det kommende temanummer om dansk kunstkritik søger vi artikler, der diskuterer kritikkens historiske udvikling såvel som dens vilkår i dag, dens rolle i kunstscenens økologi og dens stilistiske karakteristika. Vi søger artikler, der fokuserer på en dansk kontekst, eller som kan bidrage med et nordisk perspektiv på den danske kunstkritik. Mulige emner for artikler kunne være: 

  • Hvordan har fremkomsten af nye medier f.eks. påvirket kunstkritikken? Er der sket et fagligt autoritetstab med fremkomsten af blogs og sociale medier, som distribuerer muligheden for kritik ud til alle med adgang til internettet eller er der snarere fundet en demokratisering af kritikken sted?
  • Er der er sket forandringer i kunstkritikken som genre? Er de klassiske ingredienser (beskrivelse, fortolkning og vurdering) stadig til stede i ligeligt omfang i kunstkritikken, eller har vægtningen forskudt sig?
  • Har kunstkritikkens ‘aktivistiske’ historiske karakter påvirket dens samspil med en levende kunstscene, hvor kritikeren sjældent er en entydig figur, men bærer flere kasketter? Og hvem er egentlig denne kunstkritiker, hvad er det for en figur, personen indtager i kunstdebatten?
  • Kan man se kunstkritikken udvikle sig i nye retninger med opdyrkningen af interviewformen eller autofiktionen/selvbiografien som nye elementer? 

Vi ønsker, at temanummeret trækker tråde tilbage i kunsthistorien med refleksioner over, hvorfor og hvordan genren opstod i Danmark. Derfor er det nærliggende at se på, hvilke betydninger kunstkritiske enkeltforfatterskaber i Danmark og Norden (Niels Laurits Høyen, Emil Hannover, Ole Sarvig, Poul Vad, Peter Laugesen m.fl.) har haft for dansk kunsthistorie, og hvordan kunstkritikken som en ofte primær skriftkilde om specifikke værker, kunstnere og udstillinger har påvirket og er blevet påvirket af den udøvende kunst. Kunstkritikken, dens formål, udformning og betydning er noget, der jævnligt debatteres. Med dette temanummer af Periskop er det vores ønske at vise eksempler på nyere forskning i en samlet præsentation og diskussion af dansk kunstkritik.

Temaredaktion: Rune Gade, Anna Vestergaard Jørgensen og Janna Lund

Abstracts på maks. 300 ord samt et CV på maks. 1 side indsendes til info@nullperiskop-tidsskrift.dk inden d. 1. februar 2018. Besked om antagelse af forslag udsendes medio februar 2018. Deadline for indsendelse af færdigskrevne artikler er 1. oktober 2018. Artiklernes længde er begrænset til 6.000 ord inkl. noter. Sprog: dansk, norsk eller svensk.

Skriv et svar