Ægteskab – Gift ved første blik?

gift-ved-første-blik-hm

Møde de tre eksperter fra DR’s tv-eksperiment ‘Gift ved første blik’!
28. november kl. 19.00 på Københavns Museum

Københavns Museum inviterer til en debat om vores forventninger til ægteskabet. Arrangementet er det første i arrangementsrækken ‘Kærlighedens gerninger’, der aktualiserer Kierkegaards syn på kærlighedens forskellige skikkelser. Denne aften sættes Kierkegaards ægteskabsforståelse overfor DRs eksperiment ‘Gift ved første blik’.

Drømmen om den store kærlighed lever, men for mange mennesker viser ægteskabet sig at være enten uopnåeligt eller for svær en opgave at løse. DR har med deres program ‘Gift ved første blik’ for nyligt udført et eksperiment, som stiller spørgsmålstegn ved vores forventninger til ægteskabet. DR stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt romantiske eventyr og dårlige amerikanske film har skabt et forvrænget billede af, hvordan kærlighed opstår og overlever? I eksperimentet sammensættes tre par ud fra objektive personvurderinger, og parrenes møder starter med et bryllup.

Aftenen indledes af et oplæg ved Pia Søltoft, hvor Kierkegaards ægteskabsforståelse udlægges. Kierkegaard er på den ene side barn af romantikken, og for ham er den lidenskabelige forelskelse udgangspunktet for ægteskabet. På den anden side er han også særdeles realistisk, når det drejer sig om ægteskabet. Forelskelsen er ikke nok. Den må tilsættes en beslutning, hvor de elskende for Gud beslutter sig for at bevare den sanselig-erotiske kærlighed også i den daglige trummerum, som med tiden altid indfinder sig.

Derefter byder vi velkommen til præst Pernille Østrem, sexolog Gert Martin Hald og antropolog Trine Demant. De er alle en del af ekspertpanelet fra udsendelsen ‘Gift ved første blik’, og har således medvirket i eksperiment, der prøver at gøre op med den romantiske forestilling om ægteskabet. Modereret af Kierkegaardekspert Pia Søltoft vil de tre eksperter ud fra hver deres faglighed tale om kærlighed og ægteskab i dagens Danmark.

Arrangementet er ganske gratis.
Dog er der et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle princippet. Dørene åbner kl. 18.00.

Find arrangementet på facebook.  

Eller på Københavns Museums hjemmeside.

 

Skriv et svar