LAK Festival 2013 offentliggør ambitiøst program

LAK – festival for nordisk lydkunst har netop løftet sløret for årets program med en imponerende samling  af unge nordiske lydkunstnere og eksperimenterende musikere. LAK byder på fire dage med koncerter, installationer, workshops, et seminar og slutter af med en koncertoplevelse af de helt unikke, når festivalen tager på road trip til koncert i Dragørs tørlagte svømmehal.

Fra torsdag d. 26. til lørdag d. 29. september danner Sadolins gamle lakfabrik på Prags Boulevard 43 igen ramme om LAK festivalen, som sidste år meldte udsolgt alle dage. Her vil man kunne opleve koncerter med nogle af de mest progressive kunstnere og bands fra lydkunst- og eksperimental musikscenen: Fra mørk og forvrænget industriel hos Puce Mary til Valby Vokalgruppes trance- og technoagtige kaos. Sammen med det danske label Clang  præsenterer LAK desuden komponist og lyddesigner Krishve, grand-old man i dansk avantgarde-musik Lars fra Mars samt Band Ane, hvis naivistiske og fængende electronica for længst har givet hende en plads på den danske musikscene.

Resten af norden har også meldt deres ankomst til den gamle fabrik. Fra Norge kommer Lasse Marhaug, der siden starten af 1990’erne har været en af de mest markante skikkelser på den norske støjscene med hundrede af udgivelser bag sig. Pär Thörn er en svensk lydkunstner, der foruden et avantgardistisk forfatterskab, arbejder med radioer, ombyggede højtalere og båndoptagere. Under aliasset Tomutonttu, vil Jan Anderzen, der er en af Finlands mest anerkendte kunstnere indenfor eksperimentalmusik, bruge lyde af rindende vandløb, lemlæstede stemmer og groovy dyrebrøl til at skabe endnu en af LAK festvalens koncertmæssige højdepunkter.

Festivalens udstillingsprogram byder blandt andet på installationer af kunstnere som Christian Skjødt, Claus Haxholm & TR Kirstein, Konrad Korabiewski, duoen mellem aka Kaj Duncan David og Kajsa Magnarsson, Sune Petersen, Ragnhild May samt Sandra Boss og Jonas Olesen, der alle forvandler den gamle fabrik til et helt særligt råt udstillingsrum.

Kom på road trip til en tørlagt svømmehal

På festivalens sidste dag, søndag d. 29. september, tager LAK festival på en sansepirrende lydlig road trip.

Turen starter fra Prags Boulevard 43, hvor lydkunstner Mads Bech Paluszewski-Hau byder velkommen i LydBussen – en helt almindelig grå bus,  der er blevet ombygget til et særligt lydsystem, der på eksperimenterende vis manipulerer og udforsker bussens genkendelige reallyd. Hjul, sæde og motor er blot nogle af de elementer, hvis bevægelser og lyde vil blive indfanget via særlige mikrofoner og afspillet undervejs på turen.

Destinationen er den nedlagte svømmehal i Dragør. Her står den svenske kunstnerduo Kyrkan for en grænsesøgende koncertoplevelse specialdesignet til den mærkværdige tomhed i det tørlagte basin og tilpasset den særlige akustik i svømmehallens rum.

Bussen kører to gange søndag d. 29. september klokken 12.30 og 15.30, og der er et meget begrænset antal billetter til salg.

Sy en synthesizer og lav dit gamle legetøj om til et instrument!

Som noget helt nyt præsenterer LAK festivalen otte vidt forskellige workshops fra mandag d. 23. september og ugen frem. Publikum vil bl.a. kunne deltage i det danske orkester CEO Bend-O-Ramas workshop ”Circuit Bending Pavilion”, hvor man med en loddekolbe i hånden kan transformere sit gamle legetøj om til et musikinstrument, eller man kan prøve at sy sin egen synthesizer under kyndig vejledning fra det svenske kvinde-komponist-ensemble Syntjuntan.

Workshoprækken er kurateret af den internationalt anerkendte lydkunstner Derek Holzer (US/DE).
  ____________________________________________________________________

lakfestival.dk              facebook/Lakfestival             Prags Boulevard 43

Praktisk

LAK festival d. 26. – 29. september 2013 på Prags Boulevard 43. Workshops begynder mandag d. 23. september.

Hele programmet kan ses her www.lakfestival.dk/program.php

Mere info om søndagens road trip, se her www.lakfestival.dk/roadtrip.php

Mere info om workshops, se her www.lakfestival.dk/workshops.php

Billetter

Billetter købes på billetto.dk/lakfestival

Priser

100 kr. for endags-billet

200 kr. for en tredags-billet (torsdag, fredag og lørdag).

Billetter til LAK Road Trip sælges fra d. 12. September kl. 08:00

Skriv et svar