Udstilling på Fotografisk Center

18. AUGUST – 7. OKTOBER 2012

Udstillingen Living the High Life er den første solopræsentation i Danmark af den dansk-palæstinensiske billedkunstner, Larissa Sansour (f. 1973). Hun nyder netop i disse år stor international bevågenhed. Fotografisk Center er derfor meget stolte over at kunne præsentere to store filmprojekter af Larissa Sansour: det helt nye men allerede meget omdiskuterede Nation Estate og A Space Exodus, der var nomineret i kategorien ’Bedste Kortfilm’ ved Dubai International Film Festival i 2008.

Nation Estate består af en videoprojektion og en serie fotografier. Det er et science fiction-projekt udviklet i kølvandet på Palæstinas ansøgning om FN-medlemskab. I projektet har palæstinenserne fået en selvstændig stat i form af en enkelt skyskraber, hvor byer som Jerusalem, Ramallah og Betlehem er genskabt på de forskellige etager. Projektet vises for første gang på Fotografisk Center.

Kortfilmen A Space Exodus er en ny, opdateret version af det klassiske rumeventyr, A 2001: A Space Odyssey af
Stanley Kubrick. Til de kendte toner fra Kubricks film ser vi Sansour som astronaut plante det palæstinensiske flag på månen. Filmen præsenteres i en installatorisk iscenesættelse med en serie fotografier, en rumdragt samt en gruppe mindre figurer, de såkaldte ’Palæstinauter’.

Larissa Sansour arbejder med flere forskellige medier og ’låner’ ofte elementer fra populærkultur og film. Med sin på én gang polemiske og humoristiske tilgang undersøger Sansour i sin praksis de politiske konflikter i Mellemøsten og den særlige identitet, der knytter sig til at være i eksil.

Larissa Sansour har deltaget i en række vigtige udstillinger, bl.a. på Tate Modern i London og Istanbul-biennalen. Herhjemme var hun med på Louisianas udstilling Living i 2011, og hun er repræsenteret på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

I forbindelse med udstillingen udgiver Fotografisk Center et katalog med tekst af den hollandske kurator og kritiker Nat Muller. Vi har desuden udarbejdet formidlingsmateriale og undervisningsmateriale til skoler og gymnasier. Udstillingen vises samtidig med Copenhagen Contemporary Art Festival.

Beliggenheden er Pasteursvej 14, København V – ude på Carlsberg!

Skriv et svar