LARM Vitale Arkiver: Stemme og stemning – sidste tilmelding i dag

Workshop: Stemme og stemning

Undervisere: Susanna Sommer og Jacob Kreutzfeldt
Tidspunkt: Fredag den 24. februar kl. 10:00
Sted: Københavns Universitet Amager, Karen Blixens Vej 1, 2300 Kbh S
Tilmelding: skriv til jacobk@nullhum.ku.dk senest fredag d. 17. februar

 

Bogstaverne på papiret er ens – ligegyldig om ordene fortæller noget ekstremt uhyggeligt eller en lårklaskende vittighed. Man kan ikke se det før teksten er læst, indtaget og afkodet.

Radio har derimod – ligesom musik – altid en stemning, som kan høres fra første sekund og som ubevidst påvirker lytteren, fordi den aktiverer følelser, erfaring og fornemmelse.

Radioens “bogstaver” – stemmer, lyd og musik bevæger og påvirker os, mens vi indtager indholdet. Det betyder, at der altid er et spil mellem information og bærebølge – både når man lytter til og når man skaber radio.

Noget er givet af virkeligheden og er uforanderligt – eksperten kan være nok så indsigtsfuld, men hvis han lyder arrogant, så sænker det vores lytteintensitet. Og digteren med den skingre stemme kan have svært ved at yde sin egen fortættede intense poesi retfærdighed.

Den vigtigste del af radioens stemninger er dem, producenten komponerer og skaber – med sit sprog, sin måde at bruge sin egen stemme, med valget af underlægningsmusik, med brugen af dokumentarisk lyd, lydeffekter eller markante rum og ved hjælp af dynamik, overgange, rytme og temposkift.
Altså stemninger, der er medfortællende og en integreret del af historien.
Kompositionen sørger for at historiens indhold bliver båret frem, hjulpet, kontrasteret eller modsagt, så det bliver en samlet lytteoplevelse, der henvender sig til krop, hjerne og følelser.

Workshoppen gennemgår de radiofoniske virkemidler, redskaber og metoder, som er stemningsskabende og analyserer samspillet mellem indhold og komposition. Vi tager udgangspunkt i stemmen og eksperimenterer med dens mange udtryksmuligheder – helt nøgen eller monteret ind i lydlige og musikalske universer.
Workshoppen veksler mellem teoretiske oplæg med mange eksempler fra den radiofoniske skatkiste, øvelser og analytisk feedback i plenum.
Du skal på forhånd løse en opgave, der vil blive brugt på dagen.

Underviser er journalist og programmedarbejder Susanna Sommer. Hun er vært på reportageprogrammet Stedsans på P1, producent på en lang række store P1 temaer og modtager af Krygerprisen i 2007. Læs mere på http://www.words.dk

 

Skriv et svar