Seminar: Workshopmetoder og samtidskunst

Samtidskunsten bliver ofte opfattet som svært tilgængelig. Denne kritik retter sig typisk mod samtidskunstens åbne og foranderlige værkbegreb, der ikke kan afgrænses til de traditionelle genrer og fortolkningsmodeller, men derimod bevæger sig på tværs af fagområder, materiale og udtryk.

Samtidskunsten stille os derfor ikke kun overfor en nødvendig revurdering af de traditionelle æstetiske, pædagogiske og perceptionsmæssige teorier, men nødvendiggør også en gentænkning af kunstinstitutionens rolle som formidler af samtidskunsten.

Den Frie Udstillingsbygning ønsker at være på forkant med denne udvikling. Derfor har vi gennem en række nye formidlingseksperimenter sat fokus på hvordan kollektive dialogformer, som eksempelvis workshops, kan hjælpe betragterens oplevelse og refleksion på vej i mødet med samtidskunsten.

Med Seminar Workshopsmetoder og samtidskunst sætter Den Frie Udstillingsbygning fokus på workshoppen som konkret formidlingsmedie i forhold til samtidskunsten.

Seminaret præsenterer oplæg ved en række nytænkende og inspirerende oplægsholdere:

KAROLINE H. LARSEN billedkunstner, bor og arbejder i København
VIV GOLDING lektor, School of Museum Studies, University of Leicester
OLIVIA GUDE professor, School of Art and Design, University of Illinois
ÝRR JÓNASDÓTTIR museumsdirektør, Ystads Konstmuseum

Vi håber, at du/I er interesseret i at deltage i Den Frie Udstillingsbygnings seminar Workshopmetoder og Samtidskunst, og vi glæder os til at se dig/jer den 28. oktober kl. 14.15 – 18.15.

Tilmeldingsfrist d. 26. oktober 2010
Entré: 45 kr./25 kr. (medlemmer gratis adgang)

Tilmelding: info@nulldenfrie.dk

Sted: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Seminar – Workshopmetoder og samtidskunst (pdf)