Som en del af temaet i Den Sorte Diamant Verden for evigt vil efterårets foredragsrække beskæftige sig med, hvordan kunsten og kulturen i fortid og fremtid knyttes til nationen. Overalt bliver kunsten spændt for nationale vogne. Hvor mon de fører os hen?
![Første arrangement i foredragsrækken Kultur, romantik og nation handler om nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes](http://kukua.dk/wp-content/uploads/2009/08/grundtvig_brandes-300x110.jpg)
De romantiske følelser over for nationalstaterne blomstrer tilsyneladende igen. Ikke bare i Danmark, men verden over – godt hjulpet på vej af politikere i de respektive lande og her spiller kunsten og kunstnerne ofte en hovedrolle, men kan kunst og kunstnere overhovedet repræsentere national identitet, skabe tilknytning og samtidig promovere landet udadtil?
2. september kl. 19: Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes
Det første arrangement i foredragsrækken tager fat i nogle af datidens divergerende personligheder, nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitterne Georg og Edvard Brandes. Nationalromantikken blev godt hjulpet på vej af Grundtvig, mens Brandes brødrene repræsenterede den internationale og grænseoverskridende kunst- og livsopfattelse. Resultatet af Brandes brødrenes internationale udsyn blev som bekendt Det moderne gennembrud.
Forfatter til Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig og lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet Sune Auken vil sammen med Jørgen Knudsen, forfatter til monografien Brandes fortælle om Grundtvigs og Brandes’ indflydelse på deres samtid i forhold til kultur, romantik og nation.
Øvrige arrangementer i Diamantens foredragsrække
Branding af Danmark – 30/9 kl. 19
med lektor i kommunikation Henrik Merkelsen og ambassadør, Public Diplomacy, Klavs A. Holm
Lever nationalkunsten? – 28/10 kl. 19
Med forfatter Janne Teller og museumsinspektør på Statens Museum for Kunst Henrik Holm
Nationalromantik i USA og Mellemøsten – 16/11 kl. 19
Dr.phil., PhD Vincent F. Hendricks og professor Jakob Skovgaard-Petersen
Læs mere: http://www.kb.dk/da/dia/foredrag/tema/index.html
Billetpriser 60 kr. / stud. 30 kr. / Diamantklub gratis – i Diamantens reception og på Billetlugen.dk
For yderligere oplysninger kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen, 3347 4364, lbha@nullkb.dk