Rundet af et Randområde – udstilling i Møstings Hus

Rundet af et Randområde.
Jette Ellgaard

Fernisering fredag den 29. maj 2009 kl. 15.30 – 18.00
Formand for Kultur- og Biblioteksudvalget Grethe Rostbøll åbner udstillingen.
30. maj  – 28. juni. Tirs. – søn. kl. 11-16
Møstings Hus,  Andebakkesti 5, DK-2000 Frederiksberg.
www.frederiksberg.dk/moestingshus

videostill fra udstillingenPorcelæns-flødekander skydes itu med et jagtgevær på en forblæst vestjysk mark, vinden blæser svagt i en brombærbusk og sangstemmer lyder fra et forsamlingshus. Gennem tre helt nye videoværker, indfanger Jette Ellgaard – i en tør humoristisk tone – hverdagslivets små fortællinger, mellemmenneskelige relationer og generationskløfter.

I Jette Ellgaards værker spiller opvæksten i det vestjyske landbomiljø en central rolle. Hendes  værker er ikke personlige som sådan, men har altid et personligt udgangspunkt. Med et sagligt og nøgternt analyserende blik, der aldrig nedværdiger sig til det ironisk distancerende, arbejder hun med det faktum, at hun biografisk og historisk er forbundet til en egn og en kultur, som står i stærk kontrast til det liv, hun som voksen, har valgt at leve som billedkunstner i storbyen.

Når barndommens flødekandesamling – der har flyttet med hende i selv samme papkasse fra loftsrum til loftsrum – skydes itu i værket De evige jagtmarker, indgår fortiden som en levende del af hendes nutid som billedkunstner. Værket repræsenterer en dobbelthed mellem et distancerende og involverende forhold til den kultur hun er rundet af, som går igen i mange af værkerne.

I oplevelsen af Jette Ellgaards værker får man ofte en fornemmelse af at træde ind i en tidslomme – en form for vakuum, som hensætter én i en mental tilstand, hvor videoloopets gentagelser repræsenterer en meget insisterende tilstedeværelse af traditionen. Eksempelvis i værket forsamlingshus, hvor festen afsluttes i rundkreds med ”sku gammel venskab ren forgå”.

Hun tager på ingen måde afstand til sine rødder, men foretager et på én gang råt, poetisk og underspillet greb på sin kulturelle og sociale baggrund, og skaber herudfra fortællinger om traditioner og relationen mellem individet og fællesskabet i et omkringliggende samfund i forandring.

Der er omvisning i udstillingen v/ Jette Ellgaard søndag den 21. juni kl. 14.00

For yderligere information kontakt udstillingsleder Astrid la Cour, tlf.: 3821 0112, asla01@nullfrederiksberg.dk

Skriv et svar