Bliv mentor næste semester!

Kære studerende på IKK

I januar og februar ankommer en ny flok internationale studerende til Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. De kommer bl.a. fra Canada, Tyskland, Tjekkiet og Italien og har alle brug for en mentor, som kan hjælpe dem med at få en god start på opholdet. Derfor har jeg brug for din hjælp!

Som mentor står du for at afhente den udenlandske studerende i lufthavnen, vise rundt på KUA, svare på praktiske spørgsmål og drikke kaffe, hygge, tage på ture og hvad I ellers har lyst til. Mentorjobbet er frivilligt, så det er op til dig hvor meget tid og energi du har lyst at lægge i det.

Der er mange gode grunde til at melde sig som mentor:

– Hvis du planlægger et udlandsophold i løbet af din studietid, er det en god idé at blive mentor. Du får kendskab til udenlandske forhold, samtidigt med at du hjælper en international studerende med at falde godt til i København. At have været mentor er et plus i enhver ansøgning om udlandsophold.

– Som mentor får du trænet dine sprogkundskaber. Desværre kan jeg ikke garantere at du får en mentee, der taler et bestemt sprog, men jeg gør hvad jeg kan. At være mentor er altid en god måde at forbedre sine sprogkundskaber – uanset om der er tale om engelsk eller noget mere eksotisk.

– Når du melder dig som mentor for en udenlandsk studerende, bliver du del af et internationalt fællesskab, der laver mange forskellige aktiviteter. Dette semester har vi holdt fælles middag, været på ekskursion til Ordrupgaard og planlægger lige nu en julefrokost.

– Det ser godt ud på CV’et og på samvittigheden!

Hvis du har lyst til at være mentor for en international studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab eller bare vil høre mere, så send en mail med dit navn og din studieretning til: ikk-international@nullhum.ku.dk.

Du kan læse mere om hvad det vil sige at være mentor på hjemmesiden: http://intranet.hum.ku.dk/mentor/

Med venlig hilsen
Morten Helmstedt
International studievejleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Vil du skrive til TRAPPE TUSIND?

Første oplag af det nystartede tidsskrift TRAPPE TUSIND er så godt som udsolgt (kan dog endnu erhverves i Møllegades Boghandel, Atheneum, Roland Bar og forhåbentlig snart Vangsgaard i Århus), og redaktionen er nu gået i gang med at indsamle artikler til andet nummer, som udkommer d. 1. april. Vi vil i den anledning opfordre alle skrivelystne til at gribe til blyant eller tastatur og indsende idéer og bidrag.

Hvad tager vi imod?

Artikler, essays mv.: Tidsskriftet opererer ikke med sædvanlig temastruktur, og derfor er der heller ikke nogle særlige emnemæssige restriktioner, man som skribent skal forholde sig til. Litteraturen og litteraturvidenskaben er dog, og forhåbentlig selvsagt, omdrejningspunktet, hvorfor vi foretrækker bidrag, der relaterer sig hertil. Det betyder ikke, at man skal indsende sine velbedømte universitetsopgaver, men gerne at man bruger de greb og indsigter, man eventuelt kunne have erhvervet sig gennem arbejdet med sådanne. Essays, artikler, dispositioner, endnu ukendte skriftformer, polemikker, kollektiv-tekster er velkomne. Eksperimenter såvel som ingen eksperimenter. Vi modtager ikke anmeldelser, men gerne læsninger – og meget gerne af ny litteratur.

Vær opmærksom på at vi lægger vægt på at bidragene ikke nødvendigvis kun bliver til i skribentens arbejdsværelse, men også opstår i et samarbejde mellem skribent og redaktør og som følge af en forhåbentlig konstruktiv-kritisk proces. Derfor tager vi, om ikke helst, så i hvert fald med glæde, imod udkast og dispositioner. Det giver os et godt udgangspunkt for den samlede redigering af tidsskriftet og den (ikke nødvendigvis hærdede) skribent et glimrende grundlag for en god arbejdsproces. Send i alle tilfælde, og hellere før end senere, gerne den idé, du vil arbejde videre med, så vi kan danne os et overblik.

Skønlitteratur: kan godt indsendes, men som udgangspunkt opsøger vi selv den skønlitteratur vi eventuelt vil bringe.

Idéer og forslag: er vældig velkomne. Vi har pt. og desværre ikke plads til flere medlemmer i redaktionen, men hvis man har en fantastisk idé på hånden, et brændvarmt tip om en uopdaget newzealandsk konkretdigter eller andet, er man altid velkommen til at skrive til os.

Formen er med andre ord så godt som fri, udnyt det gerne: Alle, uanset årgang og universitær relation, er velkomne til at skrive. Deadline for dispositioner, udkast eller færdige tekster er d. 1. januar 2009.

Vi tager også gerne imod forslag til forsideillustration. Sådanne skal sendes i højopløsnings-billed-/grafikfiler også senest d. 1. januar 2009.

Skriv til trappetusind@nullgmail.com

Bedste hilsener,

Trappen

Bestsellerens Poetik

På universitet hvor en bogs kvalitet er omvendt proportional med hvor mange der kan lide den, lader man flovt bestselleren blive liggende i tasken. Anderledes forholder det sig i bogbranchen hvor man lever af at sælge bøgerne. Her praler man gerne med oplagstallet, her er flere bedre. Er bestselleren litteraturens rige, men pinlige tante? Som man må tækkes for at få familieøkonomien til at hænge sammen? Eller byder bestselleren på mere end dens kulørte reklamer lader ane?

Blå tirsdag byder den brede smag inden for bag universitets porte. Tirsdag d. 18 november kl. 16 i Kaffebaren sætter Blå tirsdag spot på bestselleren som fænomen og genre og spørger: Kan man skrive en poetik for bestselleren?

Gæster:
Christian Jungersen – Forfatter til bestselleren Undtagelsen
Bo Bjørnvig – Litterærdebatør og anmelder på Weekendavisen

Anneli Høier – Litteræragent og medejer af Leonhardt & Høier Literary Agency A/S

Referat

…af fagrådsmødet på Litteraturvidenskab d. 29. oktober 2008 – hvor vi bl.a. fik valgt nye studenterrepræsentanter til studienævnet. Findes her.

Husk i øvrigt fællesfagrådsmødet d. 11. november kl. 17 i caféen.

WAS søger praktikant

Wonderland søger praktikant til WAS – Wonderland Art Space.

WAS søger en engageret og initiativrig praktikant med gode formidlings evner og interesse og viden inden for den yngre samtidskunst.

Arbejdet kommer bl.a til at bestå af :

Pasning af galleriet, forberedelse og opsætning af udstillinger, formidling i form af bl.a pr og presse opgaver, fondraising, forefaldende praktiske opgaver, research og planlægning, projekt styring og korrepondance, kunstnerkontakt og formidling i forbindelse med udstillingerne.

Der vil også kunne være formidling og journalistiske opgaver i forbindelse med udgivelsen af vores Kunstmagasin Wonderland.

Vi kan tilbyde dig en spændende, aktiv og dynamisk arbejdsplads, hvor du kan samle erfaring fra både den danske og den internationale kunstscene.

Vi er en meget lille arbejdsplads og du vil derfor få en spændende mulighed for at få ansvar og stifte bekendskab med mange forskelligartede arbejdesopgaver indenfor galleridrift. Det at vi på daglig basis er i kontakt med mange forskellige kunstnere, kunstanmeldere, kunstinstitutioner etc, gør arbejdet meget udadvendt.

Wonderland er et dansk kunstmagasin med fokus på den yngre danske og internationale samtidskunstscene. I marts 2008 og åbnede Wonderland dørene for det nye udstillingsrum WAS ( Wonderland Art Space ). Udover dét, driver Wonderland også en Bloggen Wonderlandonline.dk

Vi forventer at du er ansvarsbevidst, fleksibel og udadvendt. Samt at du har interesse for den yngre samtidskunst og gallerivirksomhed.

Vi forestiller os at du er på overbygningen af f.eks Moderne kultur, Kunsthistorie, Visuel kultur eller lignende relevante fag.

Praktik perioden kan vare fra 3 til 6 måneder. Arbejdet er ulønnet.

Tiltrædelse : 2. februar

Kontakt AnneSophie Hardinger på annesophie@nullwonderland-mag.dk eller på 28197911( mail gerne om dig selv og dit CV )

STATISTER SØGES TIL KUNSTVÆRK

A kassen : 40 grader + i Kunsthallen Nikolaj .

22. november 2008 – 22. februar 2009.?

Kunstnergruppen A kassen og Kunsthallen Nikolaj søger frivillige statister, der har lyst til at tage aktiv del i dette års udstilling for børn unge og voksne i Kunsthallen Nikolaj.

Vi tilbyder dig en sjov mulighed for at være en vigtig og aktiv del i et nyt og anderledes kunstprojekt.

I udstillingens Øvre Galleri, skal vi bruge levende skulpturer til at udfylde forskellige roller, der samler udstillingens elementer. Du bestemmer selv i hvilket omfang du vil spille en rolle, det er den fysiske tilstedeværelse af levende mennesker i udstillingen der er det væsentlige.

Du får mulighed for at

være del i et kunstværk
samarbejde med kunstnere
komme bag kulisserne i en kunsthal
være med til at danne rammerne om en udstilling sammen med andre

Hvis det er noget du er interesseret i, så skriv lidt om dig selv og hvornår i udstillingsperioden du har lyst til at være med.

De dage vi har brug for statister er mandage kl. 9-14.30, tirsdage kl. 9-17, onsdage kl. 9-17, torsdage kl. 9-19, fredage kl. 9-17, lørdage kl.12-17 og søndage kl. 12-17. Tidspunkterne er kunsthallens åbningstider. Du kan f.eks. tage en halv eller en hel dag – det er op til dig!

Hvis du vil have yderligere oplysninger eller vil melde dig til så ring på 33 18 17 81 eller send en mail med de dage og tidspunkter du er interesseret i til nikolaj@nullkunsthallennikolaj.dk

Vi holder informationsaften den 12. november kl. 17.

Vi ser frem til at høre fra dig!

A kassen og Kunsthallen Nikolaj.

A Kassen består af Søren Petersen, Morten Steen Hebsgaard, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen. Alle fire kunstnere er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007.

www.akassen.com

Kunsthallen Nikolaj. Nikolaj Plads 10 . DK-1067 København K. Telefon: +45 33931626. www.kunsthallennikolaj.dk

5. januar: Frist for søgning af IKKs Erasmuspladser

Kære studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Den 5. januar 2009 er frist for at søge dit fags Erasmuspladser for det akademiske år 2009/2010. Erasmuspladser er udvekslingspladser på universiteter i Europa, og kan søges for et eller to semestre. Et Erasmusophold er gratis, og med pladserne følger et stipendium på cirka 200 euro om måneden. Du har som udgangspunkt ret til også at få udbetalt SU under udlandsophold.

Du kan finde mere information om de tilgængelige pladser og det ansøgningsskema, du skal bruge for at søge dem på Den Internationale Vejlednings hjemmeside.

Husk at ansøgningsskemaet kun kan bruges til at søge din egen afdelings pladser! (Husk at henholdsvis Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Kunsthistorie og Visuel Kultur tilhører samme afdeling.)

Er du studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, og ønsker du at søge en plads inden for instituttet, men uden for din egen afdeling (eks. som kunsthistoriestuderende at søge en plads på litteraturvidenskab), kan du blive skrevet på venteliste til en plads allerede nu. Bemærk at studerende, der er indskrevet på det fag, de søger pladsen på, prioriteres før ansøgere på ventelisten.

For at komme på ventelisten skal du skrive til den internationale studievejleder på ikk-international@nullhum.ku.dk. Husk at oplyse følgende: Navn, e-mail, studie, hvor langt du er nået i studiet, hvilken periode du gerne vil være af sted (eks. efterår 2009 samt forår 2010). Oplys også præcis hvilken plads du er interesseret i, både afdeling (eks. Litteraturvidenskab) og universitet (eks. Humboldt Universität Berlin). Du må gerne prioritere flere pladser.

Har du spørgsmål omkring søgning af pladserne, er du meget velkommen til at skrive til mig eller komme forbi i min træffetid.

Med venlig hilsen / Best regards

Morten Helmstedt
International Studievejleder / International Student Counsellor
E-mail: ikk-international@nullhum.ku.dk

Amerikanske fængselsbilleder

Forsvar for Ph.D.-afhandling af Devika Sharma

Amerikanske fængselsbilleder: Om kunst, kultur og indespærring i samtidens USA

Tid: fredag d. 21. november 2008, kl. 13.00 præcis. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis. Sted: Det Humanistiske Fakultet – Auditorium 21.0.54 (Multisalen) i Nye KUA

Bedømmelsesudvalget: Lektor, ph.d. Lilian Munk Rösing (formand) Københavns Universitet Lektor emeritus Torben Ditlevsen Aalborg Universitet Ph. D. Claus Krogholm. Leder af forsvarshandlingen: Lektor, ph.d. Marianne Ping Huang Københavns Universitet

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Det Humanistiske Fakultet, Karen Blixensvej 1, 2300 København S.

Humrådsmøde mandag d. 10.11.

Indkaldelse til ekstraordinært Humrådsmøde mandag den 10.11. 2008 kl. 17.15 i lokale 24.0.62.

Humrådet er hele humanioras fælles studenterpolitiske forum, hvor alle humaniorastuderende kan komme og få indflydelse!

Mød op og vær med til at bestemme, hvem der skal repræsentere dig i Akademisk Råd!

Det vil også være muligt selv at stille op til Akademisk Råd på mødet. Akademisk Råd fungerer som et officielt, rådgivende organ for dekanen (på humaniora) og bliver hørt i sager vedrørende dit fakultet

Humrådet er det fælles fagråd for de studerende på Det Humanistiske Fakultet på KU. Rådet fungerer på én gang som samling for alle de mange mindre fagråd på fakultetet og som bagland for de tre studenterrepræsentanter i Akademisk Råd. Humrådets vigtigste opgaver er dermed at fungere som stemme for alle studerende på Humaniora – vi mener, at vi er stærkere, hvis vi står sammen.