Vil du være frivillig i et C:NTACT-projekt?

For 5. år i træk skal C:NTACT i gang med et Romeo og Julie-teaterprojekt, som involverer skoleelever og professionelle kunstnere. 130 skoleelever fra 5 8. klasser deltager i projektet sammen med deres lærere.

 Idéen bag teaterprojektet er at samle tre folkeskoler fra Københavns Kommune og skabe et samarbejde på tværs af skolerne og en synergi mellem skole, undervisning og læring og teatrets verden og udtryksformer. Forestillingen har Shakespeares ”Romeo og Julie” som rammehistorie, men da den personlige historie er grundstammen i C:NTACTs arbejde, vil den klassiske historie blive mixet med elevernes egne fortællinger, tekster og tanker om livet. Forløbet med at skabe forestillingen vil være bygget op af workshops og træningsforløb varetaget af et professionelt team af undervisere i ex. skuespil, dans, rap, musik, parkour, stunt, sang og sangskrivning osv.

 Hvem er C:NTACT?

C:NTACT er en fond, der har til huse på Betty Nansen Teatret. Den kunstneriske forudsætning for C:NTACT er de medvirkendes egne historier. C:NTACTs formål er gennem kunstneriske og kreative processer at udstyre unge mennesker med redskaber til at fortælle deres egne historier. Dialog og historiefortælling hvor man lader unge på tværs af kulturer mødes, er centralt i dette arbejde. www.contact.dk

Vi har brug for dig

Brænder du for at lave teater med unge? Har du erfaring med undervisning og/eller teater – eller vil du gerne have det? Har du lyst til at få indblik i kreative processer og vil du gerne udvide dit netværk? Vil du være del af vores produktionsteam og være med til at skabe rammerne for dette års projekt?

Så er det måske noget for dig at være frivillig assistent/praktikant.

Du vil komme til at samarbejde med workshopledere, projektleder, lærere og ikke mindst med eleverne, når vi sammen skal realisere årets Romeo og Julie-forestilling på Betty Nansen Teatret. Vi vil efter bedste evne tilpasse opgaverne til dine kompetencer og ønsker.

Hvornår?

April – starten af juni 2012: Efter påskeferien starter vi op med prøve- og workshopforløb, hvor eleverne går i skole om formiddagen og kommer på teatret til workshops og prøver om eftermiddagen.

 

Kontakt os!

Synes du ovenstående lyder spændende og har du lyst til at være med, eller vil du gerne høre mere, så kontakt Henriette Hertz på 20 86 45 21 eller henriette@nullcontact.dk .