Den Frie Udstillingsbygning søger deltids formidlingsmedarbejder

Den Frie Udstillingsbygning søger projektmedarbejder/formidlingsmedarbejder – 3 måneders deltidsvikariat, ca. 20 timer om ugen.

Formidling og kommunikation.

Vi er i gang med en række omfattende formidlingstiltag, der på sigt skal gøre den Frie Udstillingsbygning til en af Danmarks førende formidlingsinstitutioner. Vores målsætning er at være en nytænkende og procesorienteret formidler af samtidskunst.  Den Frie Udstillingsbygning er Kunstnernes Hus og har til formål at vise udstillinger, der er udvalgt og produceret af kunstnere og derved adskiller sig fra andre samtidskunstudstillinger. Formidlingen skal afspejle vores profil ved at fokusere på det direkte møde mellem kunstnere og publikum. Som en integreret del af Den Fries Udstillingsbygning planlægges formidlingen sideløbende med udstillingsprogrammet. Vi tilbyder omvisninger, undervisning, workshops og arrangementer for både børn, unge og voksne med dialogen i centrum. Vi er midt i en udviklingsfase, hvor vi i samarbejde med Skoletjenesten arbejder på lanceringen af 3 permanente forløb – Gennem Kunstnen (kunstner workshops), Bag om Kunsten (forløb i udstillingskuratering) og Oplev Kunsten (Forløb i udstillingsmediet). Foruden de permanente forløb ønsker vi at udarbejde workshopsforløb og kunstnermøder for foreninger, pensionister samt andre voksne målgrupper. Vi producerer ca. 8 udstillinger om året.

Dine primære opgaver bliver lancering og markedsføring af vores nye undervisningstilbud, opsøgende arbejde mod skoler, pædagogiske netværk og udvikle undervisningsmaterialer. Endvidere skal du fungere som tovholder på efterårets formidlingsseminar om nye workshopsmetoder. En dag om ugen vil du få til opgave at passe vores reception og bl.a. formidle udstillingen til vores gæster.

Dine arbejdsopgaver vil derfor bestå i:
– Netværksdannelse og markedsføring af undervisningstilbud
– Lancering af formidlingsforløbene Gennem Kunsten, Bag om Kunsten og Oplev Kunsten
– Udarbejdelse af PR-materiale
– Tekstproduktion
– Tilrettelæggelse og booking af omvisninger og workshops
– Udvikling af nye formidlingstiltag
– Etablere kontakt til nationale og internationale samarbejdspartnere
– Receptionsarbejde

Kvalifikationer:
– Du har en kunstfaglig baggrund f.eks Kunsthistorie, kunstformidling, kommunikation el. lign.
– Du har en brændende interesse for samtidskunst og formidling.
– Du elsker at kommunikere med mange mennesker og tænke kreativt i din formidling.
– Du kan arbejde selvstændigt, men er også teamorienteret.
– Du kan lide at have travlt, men sætter refleksion og fordybelse højt.

Som formidlingsmedarbejder arbejder du tæt sammen med den daglige ledelse samt husets informationsmedarbejdere. Vi er et velfungerende team, der har en sjov men også meget travl hverdag. Vi lægger derfor vægt på, at du både er selvstændig og samarbejdsorienteret og kan håndtere en til tider hektisk arbejdsdag.

Din ansøgning sendes enten pr. post eller via e-mail til info@nulldenfrie.dk senest den 20. august.

Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads 1
2100 Kbh. Ø
www.denfrie.dk