Oplev Mit Afrika under åben himmel på Blixens egen plæne. Særpris for studerende

Oplev en storslået film på en storslået måde. Fredag den 13. august kl. 21 blænder Karen Blixen Museet for første gang op for Sydney Pollacks Oscarbelønnede film Mit Afrika med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne. Filmen vises på storskærm i 70 mm film, ligesom den i sin tid blev vist til premieren i Imperial. Visningen foregår under åben himmel på Karen Blixens egen græsplæne. Mit Afrika har fokus på kærlighedshistorien mellem Karen Blixen og den engelske storvildtsjæger Denys Finch Hatton. Filmen vandt 7 Oscars bl.a. for bedste film og manuskript. Ifølge en anmeldelse blev der ”grinet, mange gange, og klappet spontant og grædt i stride strømme” til premieren i 1985. Derudover blev bl.a. Meryl Streep nomineret til en Oscar for sin rolle som den smukke, selvstændige og skarpe Karen Blixen. Robert Redford spiller den eventyrlystne Denys Finch Hatton, og Sydney Pollack vandt flere priser som instruktør. Baggrunden er de kenyanske sletter og farmen ”ved foden af bjerget Ngong”, hvor Karen Blixen kæmpede i 17 år for at holde sin kaffeplantage i gang, for kun at miste alt og vende næsten tomhændet hjem til Danmark. Der begyndte hun sit liv på ny – og blev den verdensberømte forfatterinde, vi kender i dag. Det var filmens succes, der øgede salget af Blixens værker i en sådan grad, at Karen Blixen Museet kunne åbnes for offentligheden i 1991.

I anledning af 125 års jubilæet for Karen Blixens fødsel og 25 års jubilæum for premieren af Mit Afrika byder Karen Blixen Museet velkommen til en festlig aften, hvor vi fejrer en pragtfuld film og dens mangfoldige heltinde. Medbring tæppe eller lille klapstol. Der bliver plads til sommerhygge, når caféen holder aftenåbent, hvor det selvfølgelig er muligt at købe kaffe og fadøl to go og friske popcorn.

Forestillingen er støttet af Nordea-fonden og Universal Pictures takkes for udlån af filmen. For studerende kan billetter købes med særlig studierabat ved indgangen til kr. 50.