Studentermedhjælpere søges til skoletjenesten på Det Kongelige Bibliotek

Er du vild med litteratur, og kan du omsætte faglig viden til læring for børn og unge, så er du måske vores nye kollega

Til udstillingen ”Klaus Rifbjerg – en digter til tiden” opretter Det Kongelige Bibliotek en midlertidig skoletjeneste, hvor grundskolens ældste klasser og gymnasiet tilbydes læringsforløb. Til at varetage forløbene søger Kulturafdelingen på Det Kongelige Bibliotek 4 studentermedhjælpere til ansættelse i perioden 24. august 2015 – 4. marts 2016.

© Aage Sørensen / Scanpix
© Aage Sørensen / Scanpix

Kulturafdelingen
Kulturafdelingen har ansvar for Det Kongelige Biblioteks kulturelle aktiviteter og formidling, herunder udstillinger, koncerter, foredrag, litteraturarrangementer og kulturnetværket Students Only! Afdelingen har desuden ansvaret for udlejning af lokaler til blandt andet møder og konferencer samt ansvar for driften af kulturklubben Diamantklubben og Diamant-informationen.

Dine opgaver
Din primære arbejdsopgave bliver at formidle udstillingen ”Klaus Rifbjerg – en digter til tiden” overfor elever i 8.-10. klasse og 1. – 3. g på en vedkommende måde, der inddrager eleverne og bygger på dialog. Forløbene foregår i udstillingen, har en varighed på 1 time og relaterer sig til faget dansk. Du vil få udførlige manualer med øvelser og faglig information, samt blive grundigt oplært. Det forventes, at du sætter dig ind i Klaus Rifbjergs forfatterskab og i udstillingens indhold, samt at du deltager i et introduktionsarrangement for udstillingsformidlere i august 2015.
Du kan læse mere om udstillingen her: http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/rifbjerg.html

Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har:
• lyst til at formidle fagligt stof til børn og unge, og mod på at sætte dig ind i læringsmål og museumspædagogik.
• interesse for litteratur og for faget dansk. Måske studerer du dansk, litteraturvidenskab eller moderne kultur og kulturformidling på universitetet, eller måske har du dansk som undervisningsfag på lærerseminariet.
• en fleksibel og løsningsorienteret tilgang til koordinering af vagter.

Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med formidling til børn og unge, men ikke en forudsætning.
Du skal i hele ansættelsesperioden være studerende på en videregående uddannelse.

Praktiske informationer
Du vil indgå i et team af studerende, der sammen har ansvar for at varetage forløbene. Eftersom Skoletjenesten på Det Kongelige Bibliotek er nystartet, er det endnu svært at vurdere skolernes efterspørgsel og dermed mængden af forløb, som du vil skulle varetage. For at kunne finde den bedst mulige løsning for alle parter, vil vi bede dig i ansøgningen oplyse, hvilke dage du vil kunne arbejde, og hvor mange timer du vil kunne afsætte pr. uge. Vi forventer, at der maksimalt vil være 1-2 forløb pr. medarbejder pr. uge svarende til en arbejdsbyrde på 3-6 timer pr. uge, da det forventes, at du skal anvende tid til forberedelse samt oprydning mv. i forbindelse med de enkelte formidlingsforløb.

Løn
Ansættelse og aflønning sker som studentermedhjælp i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/STAT.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og børneattest.

Ansøgning
Hvis ovenstående lyder som et job for dig, bedes du fremsende CV med eksamensudskrift og ansøgning elektronisk ved at klikke på knappen ”Søg Stillingen” allernederst i stillingsopslaget på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside: http://www.kb.dk/da/kb/jobs/.
Du bedes vedhæfte din ansøgning samt dokumentation fra dit studiested, der viser at du er aktiv studerende. Ansøgningen skal være modtaget senest mandag den 22. juni 2015.
Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, kan du kontakte skoletjenestekoordinator Ida Bruun på tlf. 91 32 48 21 eller mail idab@nullkb.dk.