“LitteraTuren” en ord-og kunstskattejagt

 
Kender du dit Frederiksberg? Ellers kan du komme til det! Rumkammerat og foreningen Mere Rum inviterer sammen med Frederiksberg kommune, Nordeafonden og 15 kunstnere på en sanselig og sjov skattejagt rundt på Frederiksberg.

Den 10.-19. november kan du gå på jagt efter digte og kunstværker placeret på nogle af de bedst gemte og mest magiske steder på Frederiksberg. 15 kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, har sammen skabt visuelle ordværker, der handler om otte af Frederiksbergs bedst gemte byrum.

 
Værkerne er sat op et andet sted end det, teksten omhandler – hvilket sender by-vandreren på skattejagt uden kort og forhåbentlig inspirerer til at opleve byen og kunsten med fornyede sanser. Det første værk gemmer sig i labyrinten ved Pile Allé (Frederiksberg Have). Kender du ikke lige alle kringelkroge i byen, kan du komme til åbningsarrangementet LitteraTuren Live og få ekstra tips d. 10. november, finde hjælp på www.rumkammerat.dk/litteraturen – eller spørge folk på gaden.
 
LitteraTuren live: åbningsarrangement i Møstingshus
Den 10. november skydes LitteraTuren i gang med arrangementet “LitteraTuren Live” i kulturhuset Møstingshus, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg. Her er kunstnere og byens borgere inviteret til en aften med tekst, foto og performance, der giver et anderledes indblik i litteratur. Der vil være lidt til ganen og sanserne. Her afsløres også placeringen på flere af posterne – man kan nemlig starte hvor på ruten man har lyst.

Gevinst til de mest ihærdige

LitteraTuren kan opleves døgnet rundt og i præcis det tempo, du ønsker dig. Du kan begynde hvor som helst på ruten. Ved alle poster er et bogstav i en cirkel, og samler du dem, vil de tilsammen danne et ord på otte bogstaver. Har du det rigtige ord, venter der en særlig gevinst! Med ordet i hånden kan du få overrakt en bog med værkerne og digtene – den kan afhentes hos Rumkammerat i Nansensgade 35, 1366 København ‘så længe lager haves’.

“Formålet med LitteraTuren er at få folk op af sofaerne og ud at opleve byen med nye briller,” forklarer Martin Rørtoft Rasmussen, projektleder for LitteraTuren. “Deltagerne inviteres til både at grine, fælde en tåre, rynke brynene eller bare tænke: sådan har jeg aldrig oplevet dette sted før.”

 
Forfatterne i LitteraTuren

Louise Rosengreen, Julie Sten-Knudsen, Claus Høxbroe, Flemming Lund, Hvasseline, Louise Kringelbach, Rasmus Nikolajsen, Frederik Bjerre Andersen.

Billedkunstnerne i Litteraturen

Tomas L. Lundme, Rune K.Drewsen, Martin Rørtoft Rasmussen, MossCouture, Positiv og Annette Skov.

 
LitteraTuren er arrangeret af foreningen Mere Rum i samarbejde med Frederiksberg Kommune og det kreative bureau Rumkammerat. Oplevelsen er desuden støttet af Nordeafonden.
 

Venlig hilsen Martin Rørtoft Rasmussen

martin@nullrumkammerat.dk

Rumkammerat
Nansensgade 35, kld. th
1366 København K
Tel: 358 358 25