Elektroniske musikere laver koncert for syv orgler

Tirsdag den 11. marts forvandler de to elektroniske musikere Sandra Boss og Jonas Olesen Københavns hemmelige orgelsamling til en gigantisk synthesizer.

Hele syv gamle landsbykirkeorgler står gemt i Sct. Andreas Kirken i København, hvor en tidligere læge igennem en årrække sat sig for at “redde” landets orgler fra udsmid. Orglerne er små landsbykirkeorgler fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Alle orglerne er bygget i tiden før elektricitet var blevet almindeligt udbredt.

Alle syv orgler vil være i spil, når Boss og Olesen udforsker orglernes individuelle lydkarakterer og sætter dem sammen i nye uforudsigelige strukturer. De mange orgler vil blive brugt til at lege med musikkens rumlige aspekter, hvor instrumenterne kan betragtes som et ‘flerkanalssystem’ af højtalere, hvor toner og klange diffuseres.

Om komponisterne:

Sandra Boss (f. 1984) er lydkunstner og komponist og har optrådt på bl.a. Strøm Festival, LAK festival og SPOT Festival. Hun er uddannet fra DIEM, Dansk institut for elektronisk musik, Det Jyske Musikkonservatorium, og arbejder pt. som ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. www.sndrbss.blogspot.dk

Jonas Olesen (f. 1979) driver pladeselskabet BIN, der primært udgiver historisk elektronisk musik. Som elektronisk musiker har han optrådt ved adskillige internationale festivaler såsom Transmediale, SPOR og Roskilde Festival. Han arbejder som underviser i elektronisk musikhistorie på DIEM, Det Jyske Musikkonservatorium. www.totem.menneske.dk/

Tid og sted:
Tirsdag 11/3-2014, kl. 19:00
Orgelsamlingen i Sct. Andreas Kirken
Gothersgade 148, København K
Fri entré