Praktikant til Kierkegaards 200 års jubilæum

Nogle mennesker tror Søren Kierkegaard mest er for akademikere – selvom hans tanker handler om det er være et menneske og beskæftiger sig med så normale og aktuelle ting som forelskelse, fortvivlelse og forførelse!

Søren Kierkegaard ville være fyldt 200 år 5. maj 2013 og i den forbindelse planlægges en lang række aktiviteter, events og oplevelser – både i København, i resten af Danmark og i udlandet.

En væsentlig del af afholdelsen af jubilæet, nemlig de bredere og mere populære arrangementer, er blevet forankret i Golden Days (et sekretariat, der bl.a. afholder Golden Days-festivalen), så det er her praktikanten kommer til at sidde og arbejde tæt sammen med projektlederen.

Vi søger derfor en praktikant fra moderne kultur, filosofi, litteratur, dansk, historie, kunsthistorie, biblioteksskolerner eller journalistuddannelserne, der kan hjælpe til i projektets planlægningsfase.

Arbejdet handler om research, om opsøgende arbejde og involverer også mere lavpraktiske opgaver.

Vi søger en person, der optimalt set er dygtig til informationssøgning, har en god sans for kommunikation både personligt og fagligt; dvs. kan skrive og tale til mange forskellige slags mennesker og ikke er bange for at gribe telefonen og ringe til folk i f.eks. kulturlivet.

Du behøver bestemt ikke være Kierkegaardekspert, men må gerne være hurtig, effektiv og god til at lokalisere samarbejdspartnere i medieverdenen og kulturlivet. Du skal selvfølgelig også fungerer godt i et team med andre unge mennesker. Du vil få dine egne opgaver og forventes at kunne tage ansvar for at følge dem til dørs. Praktikperioden starter 9. november 2011 og løber mindst tre måneder frem.

Stillingen er ulønnet, men vi garanterer masser af udfordringer, oplevelser på en ung arbejdsplads med mange sideløbende kulturprojekter og et fantastisk netværk og fagligt fællesskab.

Send lidt om dig selv og et cv til projektleder Rasmus Quistgaard rasmus@nullgoldendays.dk.  Du er også velkommen til at ringe på 35 42 14 65 for yderligere oplysninger.