Pingprisen: Tegneserieawardshow søger nye medlemmer til arrangørgruppen

Pingprisen søger 2-3 dygtige og engagerede personer til at være med i arrangørgruppen og koordinere Ping-projektet fra start til slut, når de bedste tegnerserier igen skal hyldes i 2017.

Pingprisen er et awardshow for tegneserier, hvor danske og internationale tegneserier hyldes og præmieres i en række kategorier. Showet finder sted hvert år i Lille VEGA med Anders Lund Madsen er vært. Du kan læse mere på pingprisen.dk.

I juni fejrede Pingprisen sin femårsfødselsdag med endnu et awardshow, endnu en bunke priser og endnu en fantastisk aften. Nu gælder det så show nummer seks. Derfor er det også blevet tid til at udvide holdet bag showet.

Ping elsker entusiastiske koordineringstyper, der er god til at få gode ideer og som kan lide at styre projekter fra start til slut. Og alle, der kan lide tegneserier, ansvar, møder med masser af snacks, og som har lyst til at lave verdens fedeste tegneserieawardshow.

Den nuværende arrangørgruppe har baggrund i bl.a. Litteraturvidenskab, Filmskolen og IT Universitet og vi har både tegneserieafficionados og relative nybegyndere iblandt os. Nogle studerer stadig, andre er færdiguddannede. Men vi arbejder alle frivilligt fordi vi synes, at det er skide sjovt.

Vi starter planlægningen af Pingprisen 2017 i november, men får mest travlt på den anden side af nytår og frem mod showet i juni, så du skal have god tid i løbet af foråret.

Skriv et par linjer om dig selv og hvorfor du kunne tænke dig at være med, og send til info@nullpingprisen.dk. Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Vi glæder os til at høre fra dig,
Pingprisen