Modernismens mande- og kvindebilleder på GL STRAND

BLOMSTEN OG CIGAREN Modernisme fra ARoS

26. januar – 12. maj 2013

FERNISERING fredag d. 25. januar kl. 16.30 for presse og inviterede

Image

Nu kan du få et helt nyt perspektiv på dansk modernisme. Med udstillingen BLOMSTEN OG CIGAREN. Modernisme fra ARoS. sætter Kunstforeningen GL STRAND fokus på det maskuline og feminine, på sex og hvad dertil hører. Udstillingen er en fascinerende præsentation af det bedste af dansk modernisme. Det er sprudlende og eksperimenterende maleri med fokus på maleriets kunstneriske midler: form, farve, linje og rum inspireret af avantgarde bevægelser rundt om i Europa.

Værkerne i udstillingen repræsenterer et nyt, ekspressivt maleri fra perioden 1908-41. Samtidig fortæller udstillingens figurbilleder, landskaber og stilleben om tidens kvindelige og maskuline fantasier og idealiseringer. Malerierne er flankeret af citater af kunstnerne fra samtiden og deres kritikere og gør datidens holdninger nærværende for et nutidigt publikum. Indrammet af denne levende formidling vil udstillingen sætte fokus på den kunstneriske fornyelse, hvor det modernistiske konfronteres med tidens maskuline og feminine sider. Dermed skabes et helt nyt og medrivende indblik i en række af dansk modernismes hovedværker.

”Det er en fantastisk at se værkerne folde sig ud i en helt ny sammenhæng. Ikke kun i forhold til de nye formelle idéer i tiden, men også som kulturelle dokumenter om forholdet mellem mænd og kvinder og om kunstnernes forestillinger om det mandlige og det kvindelige”, siger udstillingens tilrettelægger, dr.phil. Lennart Gottlieb, der også stod i spidsen for ARoS’ store publikumssucces MODERNISME. Maleriets fornyelse 1908-41, som BLOMSTEN OG CIGAREN er baseret på.

 Kunstnere på udstillingen: Ebba Carstensen, Franciska Clausen, Harald Giersing, Karl Isakson, Carl Jensen, Jens Adolf Jerichau, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm, Albert Naur, Olaf Rude, William Scharff, Christine Swane, Sigurd Swane og Edvard Weie.

Se mere på: www.glstrand.dk

Kunstforeningen GL STRAND

GL STRAND 48

København K