Husets Bio goes queer med en ny, dansk lesbisk novellefilm og eksperimenterende kortfilm om begær og kønsidentitet, livsvalg og tilhørsforhold.
Det drejer sig om novellefilmen Et Barn og de 3 kortfilm Kvinde i det 21. årh., Træet og Kvalme, som vises i Husets Biograf søndag d. 22. november fra kl. 13. I foyeren vil også være en udstilling af fotografier og smagsprøver på musik  fra CD´en The Book of the Mermaid.

Fra filmen Et Barn
Fra filmen Et Barn
Fra CD´en The Book of the Mermaid.
Fra CD´en The Book of the Mermaid.

Det er med baggrund i Pernille Rübner-Petersens mangeårige interesse for måden, hvorpå man kan forstå køn og identitet, at hun nu har valgt at samle sine fire film og sin CD i en totalevent. “Mit primære fokus har været på kvinden og hendes måde aktivt at forholde sig handlings orienteret til sit eget liv og køn. Jeg forsøger at gøre op med traditionelle stereotyper og den polarisering, jeg mener har præget den filmiske verden, hvor kvinder sjældent fremtræder som stærke karakterer”. Fælles for de fire film og cd’en er, at de tager afsæt i grundlæggende eksistentielle temaer.
Om Filmene:
Et Barn er en ny lesbisk film om Charlotte og Tjilli. De er lykkelige sammen, indtil den dag Tjilli fortæller Charlotte, at hun gerne vil have et barn. Et kærlighedsdrama om ønsket om at få børn og om at være udenfor de gængse forældrenormer. Det er også en film om at blive voksen på de vilkår, man nu engang har. Overordnet er filmen dertil en kommentar til den stadige blokering af homoseksuelles civile rettigheder i forhold til at blive gift og få børn.Filmen er fiktion men indeholder også reportage (fra Nina Storks inseminationsklinik), animation og confession booth.
Kvinde i det 21.årh. Et fabulerende essay over kvinderoller, prinsesseidentitet og kunsten at holde på en mand.
Træet er en stemningsmontage af 4 generationer, 4 stemmer, 4 årstider og 4 slags æbler. Filmen tematiserer erindring, familie og hjem.
Kvalme. Helenes kæreste har været utro, kan hun tilgive ham? En lille historie om at håndtere dilemmaer og valg med kvalme på flere niveauer.
Musikken fra CD´en  The Book of  the Mermaid kan høres i foyeren, hvor Rübner-Petersen udstiller fotografier, der knytter sig til havfruetemaet. Her følger hun som kvindeligt subjekt sine følelser og sit begær, men i sin stræben mister hun sig selv.
Filmene kan ses hver for sig, eller som et samlet program. De er programsat i 2 omgange kl. 13 og 15.30. Novellefilmen varer 36 minutter. Kortfilmene varer omtrent 30 minutter ialt.  Pernille Rübner-Petersen introducerer filmene og svarer efterfølgende på spørgsmål.
Læs også interview i Out & About, novembernummeret side 34.
Oprindelig er Pernille Rübner-Petersen uddannet Cand. Mag i Moderne Kultur og kulturformidling. Sideløbende med at komponere musik og synge, har hun lavet en række novelle- og kortfilm og instrueret teaterforestillinger. Næsten samtidig med CD’en er novellefilmen Et Barn blevet færdig her i 2009.  Det dramatiske præger også CD’ens musikalske udtryk af  voldsomhed og ynde.
Hør mere: www.myspace.com/pernillerp2
Yderlige oplysninger: http://husetsbio.blogspot.com/2009/10/21-22-november-husets-biograf-goes.html
Billetter: 40 kr. enhedspris. Bestilles på r_bner@nullget2net.dk
Tid og sted:
Søndag d. 22/11 2009:
13.00: Kortfilm: Kvinde i det 21. århundrede, Træet og Kvalme
14.00: Et Barn, novellefilm

15.30: Kortfilm: Kvinde i det 21. århundrede, Træet og Kvalme
16.30: Et Barn, novellefilm, med engelske undertekster