Fotoforum

Mød fotograferne bag udstillingen ’Nordic Delights’ til FotoForum lørdag den 25. februar kl. 14 – 16.
Fotografisk Centers udstilling ’Nordic Delights’ stiller spørgsmål omkring, hvad det vil sige at være nordisk, og hvordan nordiskhed kan forstås i en global sammenhæng. De fleste af udstillingens kunstnere/fotografer bor og arbejder i et af de nordiske lande, men har blandede, internationale baggrunde. De arbejder overordnet set indenfor en social-politisk kontekst, men er alligevel vidt forskellige, hvad angår både udtryk og indhold. På udstillingen behandles temaer som identitet, nationalitet, historie, migration mm. Vi har inviteret nogle af kunstnere, der er baseret i Danmark, til at komme og fortælle om deres værker og arbejdsmetode. Hør Lilibeth Cuenca Rasmussen, Nermin Durakovic, Jane Jin Kaisen og Michelle Eistrup. Efterfølgende er der diskussion modereret ved Fotografisk Centers leder Kristine Kern.

FotoForum arrangeres i samarbejde med DJ:Fotograferne.

Pris inkl. et glas vin: 50 kr. Gratis for medlemmer af Fotografisk Center og Dansk Journalistforbund. Tilmelding: info@nullfotografiskcenter.dk eller 3393 0996.