PRAKTIKANT SØGES SOM GRAFISK DESIGNER

Den Frie Udstillingsbygning søger en praktikant med tiltrædelse så hurtigt som muligt, der kan fungere som grafiker på performancesatsningen Performance-Kunst / 17. – 24. august 2011.

Den Frie Udstillingsbygning tilbyder et lærerigt praktikophold, der giver dig indsigt samt en række kompetencer, som du vil få brug, hvis du ønsker et fremtidigt job i den kunstfaglige sektor. Som praktikant vil du indgå i et velfungerende og dynamisk team, og du vil komme til at arbejde tæt sammen med husets daglige ledelse samt husets øvrige medarbejdere.

I forbindelse med Performance-Kunst giver Den Frie Udstillingsbygning dig muligheden for at komme helt tæt på produktionen af projektet og dets grafiske materiale. Du får mulighed for at designe og udarbejde det grafiske materiale til festivalen såsom plakat, flyer, program mm. Du vil arbejde med det grafiske materiale fra idé til resultat, og indgå i et energisk team. Vi lægger vægt på, at du er engageret og kan håndtere en til tider hektisk arbejdsdag. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med praktikopholdet.

Med Performance-Kunst ønsker Den Frie Udstillingsbygning at skabe en platform for mødet mellem den visuelle kunst og performativiteten. I dette forum vil danske og internationale billedkunstnere og performancekunstnere udvikle deres værker og produktioner specifikt til Den Frie Udstillingsbygnings unikke rum, og dermed være med til at skabe debat om performancekunstens fremtid. Projektets formål er at bidrage til performancekunstens udvikling i Danmark og give publikum et indblik i, hvordan billedkunst, performance og scenekunst er relaterede og beriger hinanden som genrer. Med Performance-Kunst undersøges feltets forskellige udtryk i fire kategorier: Produktion, Live-performance, Dokumentation og Remake(genopførelse) i forestillinger, udstillinger og et seminar.

Performance-Kunst lanceres i samarbejde med en række danske og internationale kunstnere, og vil inkludere værker, produktioner og udstillingsprojekter af:

Leif Holmstrand (SE), Klara Hobza (CE), Risk:Reclaim:Entertain and friends (DK), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK), Frederik Auster (SE), Tori Wrånes (NO), Jette Hye Jin Mortensen (DK), SU-EN (SE), Yvette Brackman(USA/DK), Nina Larissa Bassett (DK) og Thomas Seest & Suzette Gemzøe (DK) bland andre.

Skulle dette have vagt din interesse, så send os en kort ansøgning til info@nulldenfrie.dk / mrk. ’grafiker/performance’

Fagrådsmøde Kunsthistorie og Visuel Kultur

Mandag den 11. april kl. 17.30 – 19.00 i lokale 21.4.26

Dagsorden

1. Nyt fra Studienævn (Line/Maria)

2. Nyt fra Fagudvalget (Anna/Nina)

3. Artist Talk evaluering (status efter de tre første arrangementer)

4. Nyt om Visuel Kulturs fremtid.

5. Evt.

Fagrådsmøderne er åbne for alle studerende ved Kunsthistorie og Visuel Kultur – her kan du blive opdateret om, hvad der sker på vores fag, instituttet og generelt på universitetet. Man skal ikke vælges til Fagrådet – de, der møder op, er fagrådet den dag. Fagrådet har bl.a. mulighed for at påvirke fag og undervisning gennem vores repræsentanter i Fagudvalget og Studienævn. Fagrådet er med andre ord din mulighed for at påvirke din studiehverdag!

Se de nyeste referater på: http://kukua.dk/fagrad/fagradet-pa-kunsthistorie-og-visuel-kultur

og tilmeld dig grupperummet KunstFagråd på intranet.ku.dk, hvor kan du finde referater fra de sidste års fagrådsmøder. Grupperummet er fagrådets arkiv, hvor vi gemmer dagsordner, mødereferater og andre relevante dokumenter.

Husk fællesfagrådsmøde på IKK i morgen.

Er du studerende på institut for kunst og kulturvidenskab, så kom forbi fællesfagrådsmødet i morgen d. 26/09 kl. 15.30 i Roland Bar, Karen Blixens Vej 1.

Institutleder Marianne Ping Huang vil være til stede for at fortælle om, og diskutere de ændringsforslag til uddannelserne på instituttet, som der fra dekanens og studienævnets side er lagt op til.

Kom og hør nærmere, få afklaret eventuelle spørgsmål og tvivl og lad din umiddelbare mening blive hørt – den er nemlig værdifuld.

Vel mødt!

Martin (litteratur) og Maria (kunst)

Alle studerende på IKK! – Kom til fællesfagrådsmøde d. 26. oktober – Det er jeres uddannelser det drejer sig om.

Indkaldelse til fællesfagrådsmøde tirsdag d. 26. oktober kl. 15.30 i Roland Bar som følge af radikale ændringer i hele instituttets studiestruktur.


Kære medstuderende på IKK

Tirsdag d. 26. oktober kl. 15.30 holder fagrådene på instituttet fællesfagråd for i samråd med institutleder Marianne Ping Huang at diskutere de ændringsforslag til uddannelserne, som der fra dekanens og studienævnets side lægges op til.

Det drejer sig om ændringer på alle fire grunduddannelser og en ny selvstændig studiestruktur på Moderne kultur og kulturformidling.

Der er således planer om at give Moderne kultur og kulturformidling status som et af Det Humanistiske Fakultets såkaldte lokomotivfag – det vil sige et fag med en høj produktion af kandidater, høj gennemførselsprocent og forholdsvis gode beskæftigelsesmuligheder. Disse lokomotivfag vil i første omgang blive prioriteret økonomisk, og fakultetet vil således skåne dem i de nedskæringer universitetet vil gennemføre over de kommende år. For at opnå status af lokomotivfag skal Moderne kultur og kulturformidling etableres som et selvstændigt studie frem for sin nuværende forankring på litteraturvidenskab. Desuden foreslås det at Visuel kultur nedlægges som selvstændig studieordning for i stedet at blive underlagt Moderne kultur og kulturformidling.

Samtidig er der udsigt til at flere elementer af moderne kultur integreres i studieordningerne for alle fire grunduddannelser sådan som det i øjeblikket sker på litteraturvidenskab med studieforløb i den moderne kulturs historie og kulturteori. Umiddelbart vil konsekvenserne af disse ændringer føre til en stærkere IKK-profil på tværs af fagene, men dette ville ske på bekostning af de enkelte grunduddannelsers specifikke fagprofil.

Institutleder Marianne Ping Huang vil som nævnt være til stede på mødet og informere os om de konkrete konsekvenser for de studerende hver især. Hun vil gerne høre de studerendes holdning til de fremsatte ændringsforslag, som er de mest gennemgribende IKK har stået overfor i årtier.

Vel mødt,

Martin (litteratur) og Maria (kunst)