Kommunikationspraktikanter søges

Dansk Arkitektur Center søger to praktikanter til alsidigt kommunikationsarbejde i forbindelse med et stort samarbejdsprojekt mellem Dansk Arkitektur Center og DR, som lanceres i foråret 2013.

Har du lyst til at arbejde med en bred vifte af kommunikationsopgaver, hvor du blandt andet skal skabe formidling via tekst og billeder til både web og print, servicere pressen, være med til at udvikle nye samarbejdsrelationer og hjælpe til med projektkoordinering, så kunne praktikstillingen være noget for dig.

Jobbet
Vi søger to praktikanter, som skal indgå i et engageret projektteam og tilknyttes en række spændende og udfordrende opgaver i perioden 1. marts – 1. august 2013. Som praktikant vil du spille en rolle i et stort arkitektur- og medieprojekt, som tager afsæt i midlertidig arkitektur. Projektet har til formål at skabe en bred, landsdækkende debat om arkitekturens potentiale til at skabe nye rammer for liv og fællesskaber. Projektet indeholder blandt andet en konkurrence, en realisering af fem arkitektoniske projekter, et tv-program på fem afsnit, en formidlingstourné rundt i Danmark, en hjemmeside og forskellige aktiviteter.

Du vil være forankret i DAC, men arbejde tæt sammen med DR på forskellige dele af projektet og bl.a. være en del af en sekretariatsfunktion for hele projektet som skal servicere pressen og tage imod andre henvendelser.

Du er

  • ved at være færdig med en videregående kommunikationsfaglig uddannelse på kandidatniveau f.eks. cand.merc.kom., cand.kom. eller lignende
  • interesseret i arkitektur og formidling, og har måske tidligere arbejdet med dette enten i studiejob eller i projektsammenhæng på studiet
  • trives i en hektisk men afvekslende hverdag, hvor opgaverne kan være vidt forskellige fra dag til dag
  • i stand til at arbejde selvstændig og formulerer dig godt på skrift
  • god til Office-pakken og ikke bange for f.eks. at anvende Excel til databehandling

Dine opgaver

Du vil selv få ansvar for en række spændende og udfordrende opgaver, men vil også arbejde tæt sammen med projektleder og projektmedarbejdere i forskellige opgavesammenhænge.

Dine opgaver vil bland andet bestå af:

  • nyheds- og artikelskrivning til web, samt anden projektkommunikation
  • planlægning af arbejdsprocesser
  • udformning af interne arbejdsdokumenter
  • at opsøge nye samarbejdsparter og skabe nye samarbejdsrelationer for projektet
  • servicering af presse
  • andet forfaldende arbejde, som også kan være af mere praktisk karakter

Vi tilbyder

  • en praktikplads fra 1. marts – 1. august 2013
  • en spændende projektfase, hvor du vil have mulighed for at påvirke både proces og projekt
  • sparring og opbakning
  • en stillingsmæssig forankring i Dansk Arkitektur Center
  • et dynamisk arbejdsmiljø med højt tempo

Din ansøgning

Send din ansøgning og CV til hh@nulldac.dk senest fredag den 31. januar 2013 kl. 12 og skriv ”Ansøgning: kommunikationspraktikant” i emnefeltet. Vi forventer at gennemføre samtalerne i uge 6 og 7.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte projektmedarbejder Hulda Hallgrímsdóttir på hh@nulldac.dk / 6114 6080.