Er du vores nye studentermedhjælper?

Vi søger en ny studentermedhjælper 12-15 timer om ugen til Samfundslitteratur. Vi har brug for hjælp til opgaver inden for marketing og kommunikation.

Samfundslitteratur er et lærebogsforlag, og vores bøger henvender sig primært til de lange og de mellemlange videregående uddannelser. Vores kommunikations- og marketingafdeling kommunikerer med forfattere, forskere, undervisere og studerende, bogkøbere såvel som beslutningstagere på undervisningsinstitutioner, online og offline. Så vi søger en, der med gå-på-mod kan hjælpe med dette arbejde.

Ansøgningsfristen er torsdag den 13. august kl. 12.

Formidlings- og undervisningsmedarbejder

Foto: Skoletjenesten, Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek, København

Glyptoteket søger en selvstændig og initiativrig formidlings- og undervisningsmedarbejder, som kan bidrage til at sikre drift og udvikling af museets formidlings- og undervisningstilbud. Stillingen er tidsbegrænset til to år.

30 timer ugentligt. Ansøgningsfrist d. 5. august.

Universitetspraktikant søges til kunst- og kulturbureau i efteråret 2020

Creator Projects’ ambition er, at skabe nytænkende kunstprojekter i Danmark
og udlandet. Vi arbejder internationalt med kunst som en ressource gennem
tætte samarbejder med kunstnere, offentlige instanser, institutioner,
virksomheder og private aktører. Vi kan tilbyde et 3-6 måneders
praktikophold, hvor du vil få en grundig forståelse af arbejdet med
samtidskunst i den danske og internationale kunstbranche samt praktisk
erfaring med alle led af kunst- og kulturprojekter, lige fra indledende
kuratorisk idé til afvikling.

Praktikant til Art Hub Copenhagen

Brænder du for samtidskunst, kunstnerisk udvikling og forskning? Så bliv praktikant hos Art Hub Copenhagen.

Art Hub Copenhagen er en ny type kunstinstitution i København. Et internationalt samlingspunkt for professionelle billedkunstnere med fokus på kunstnerisk udvikling, forskning og produktion. Som praktikant i Art Hub Copenhagen får du et grundigt indblik i udviklingen af institutionen og et bredt kendskab til særligt den yngre danske og internationale kunstscene. Du vil indgå i Art Hub-teamet i Kødbyen og være med til at løse et væld af opgaver inden for projektudvikling, koordinering, kommunikation og arrangementsafvikling.

Arbejdsopgaver:
Stillingen som praktikant er alsidig. Der er en række faste opgaver, som vi forventer, du løser, men du vil også få mulighed for selv at forme dit praktikforløb og definere dine opgaver.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte:

  • research og deltagelse i arbejdet med programlægningen af arrangementer 
  • deltagelse i koordinering, produktion og den praktiske afvikling af arrangementer
  • diverse administrative og praktiske opgaver
  • kommunikationsopgaver ad hoc. 

Dine kvalifikationer: 
Vi forestiller os, at du er tilknyttet en uddannelse inden for kunst, kultur, kommunikation eller et andet relevant område, og at praktikforløbet indgår som en del af din uddannelse.

Som praktikant ser vi gerne, at du:

  • er velorienteret og opsøgende i forhold til den danske og gerne internationale samtidskunstscene 
  • har gode kommunikationsevner – både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk – og det er et plus, hvis du har erfaring med at producere fotos, video, grafisk materiale og SoMe-indhold
  • har gode IT-kundskaber herunder Excel
  • er interesseret i et bredere tværfagligt kulturfelt (musik, litteratur, design, dans, teater mm.) 
  • har lyst til at arbejde med praktisk koordinering af arrangementer
  • kan tænke kreativt og selvstændigt og trives i et miljø, hvor der indimellem er et højt tempo 
  • er grundig, struktureret, samvittighedsfuld og følger opgaver helt til dørs 
  • udviser engagement, nysgerrighed og kan håndtere flere opgaver på én gang.

Praktisk: 
I jobbet vil du referere til administrationschef Susanne Hviid. Arbejdstiden vil være på ca. 20 timer om ugen, men vi er naturligvis fleksible omkring eksamensperioder, så du kan få job og studie til at hænge sammen. Vi forventer dog også, at du er fleksibel og villig til at arbejde på skæve tidspunkter i forbindelse med arrangementer i aften- og weekendtimer. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Susanne Hviid på 31543606 eller sh@nullarthubcopenhagen.dk. Bemærk at praktikken er ulønnet og strækker sig over 3-6 måneder med opstart 1. august eller kort derefter.

Som praktikant vil du indgå i Art Hub-teamet, der har huse på Halmtorvet i Kødbyen. 

Søg stillingen 
Ønsker du at søge stillingen som praktikant, skal du sende CV og en kort motiveret ansøgning til Susanne Hviid via?sh@nullarthubcopenhagen.dk?senest den 30. juni. Samtaler vil blive afholdt i primo juli. Vi glæder os til at høre fra dig.

Læs mere om Art Hub Copenhagen på www.arthubcopenhagen.net

Vandrende udstillingsprojekt En Galleri Væg, søger assistent medio August til medio September

Jeg søger en assistent på Sjælland medio August og en i Jylland start September. 

Interesserer du dig for samtidskunst i offentlig rum, forholdet mellem kunst og beskuer og hvordan man gør kunsten til en del af hverdagen er dette måske noget for dig.

Som assistent på projektet En Gallerivæg vil du være ansvarlig for pr af projektet, og tilstedeværelsen på de sociale medier. Du vil assisterer med at sætte udstillinger op og have dialog med kunstnerne samt publikum.

Du vil komme med rundt i Danmark til de steder hvor udstillingerne finder sted og være med til at skabe strukturen af denne nye platform.

Det er klart en fordel hvis du føler dig tryg i at køre i varevogn da der bliver en del kørsel mellem hver by.

Om Projektet

Forstil dig at du står i dit køkken og kigger ud af vinduet, der vil du se en væg med kunst komme rullende forbi dit vindue. Eller du er ude for at købe ind og passere denne væg.

En Gallerivæg er en vandrende performativ udstilling, hvor en hvid væg på 3,5 x2,5 meter vil blive trukket på hjul gennem det danske landskab. Det er et møde med kunsten i offentligheden og i privaten. Det er for dem der savner kulturen, for dem der normalt ikke når ud til den og til dem der ikke tror det er noget for dem.

Projektet starter i København d. 13 august og slutter i Aalborg ca. en måned senere. Ruten går først gennem Hellerup og Lyngby, for derefter at gå mod Roskilde og videre til Kalundborg. Herefter sejler vi over Samsø, og går fra Hou mod Århus og til Aalborg.

Undervejs udstilles værker fra kunstnere der har en tilknytning til de lokale områder.

Send gerne C.V. og en kort motivation til

ida.brottmann@nullgmail.com

For yderligere info kontaktes projekt ansvarlig Ida Brottmann Sørensen

Projektet kan følges på

www.engallerivaeg.com

Kunstfilm på CPH:DOX

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, der hvert år fylder biografer over hele Danmark med over 200 af de bedste dokumentarfilm fra hele verden. Næste udgave bliver afholdt fra den 18-29. marts i København.

I kategorierne New:Vision og Inter:Active vil du kunne finde kunstfilm.

Her er nogle eksempler på kunstneriske film og dertilhørende events fra programmet:

The Undertaker + Beast Type Song + Untitled Sequence of Gaps
Tre nye videoærker af samtidskunstnerne Yael Bartana, Sophia Al-Maria og Vika Kirchenbauer.

Self Portrait
En kvindelig kunstner med en dødelig sygdom konfronterer sin anoreksi gennem sine skånseløse fotografiske selvportrætter. En rystende debatskaber af en film.

Other, Like Me
Fra performance-kunst til øredøvende industrial. Historien om pionererne Throbbing Gristle, fortalt for første gang på film af kunstnerne selv.

If It Were Love
Femten unge dansere i en performance baseret på 90’ernes utopiske rave-kulturer. Et æstetisk værk fra hybridfeltet mellem dans, aktivisme og performativ kunst.

Pavarotti
Den prisvindende instruktør Ron Howard løfter scenetæppet for historien om ikonet, der bragte operaen til folket.

19/3 fejrer vi Pavarottis sangskat med en hel aften i operaens tegn. Copenhagen Opera Festival inviterer til årets programrelease fra kl. 17.00 og serverer drinks i Aveny-T’s bar inden visningen. I salen byder vi også på minikoncert med operasanger Nicolai Elsberg og talk med Amy Lane operafestivalens direktør og Peter Lodahl, tenorsanger, direktør for CPH PHIL.

The Memor – the Eternal Return series
‘The Memor’ blander fysiske objekter, performance og virtual reality i en undersøgelse af Jordens hukommelse.

Zu feat. Lillevan present Terminalia Amazonia
Tag på en rejse dybt ind i regnskoven, når instrumentaltrioen præsenterer deres ambient-værk, der bygger på fire års optagelser af shamanistiske stammeritualer.

Plaid
Oplev den engelske elektroniske duo i audiovisuel koncert med et kunstnerisk udtryk, der udforsker den menneskelige adfærds ødelæggende indflydelse på planeten.

Student til administration af kunst i offentlige bygninger

Interesserer du dig for byggeri, arkitektur og kunst, og kan du lide systematik og registrering? Så er det måske dig, vi leder efter til stillingen som student i Bygningsstyrelsens kunstteam.

Søg senest d. 10. marts 2020

Læs hele opslaget her: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=130207&DepartmentId=7832&MediaId=5

Ablutions of the Body

I forbindelse med udstillingen Ablutions of the Tongue afholdes et seminar om behovet for en kritik af de nuværende normer.

Der befinder sig en magt i at blive set som normal. Det betyder, at man er en del af majoriteten og dermed er med til at influere eller definere det samfund, man er en del af. Man har en stemme, man er synlig eller har endda privilegium til at eksistere ubemærket, idet man befinder sig indenfor en norm. Men det ’normale’ er skabt ved at stå i opposition til noget andet: det der afviger fra normalen. Konsekvenserne af denne dikotomi er mange og har været det igennem historien. Det fører til diskrimination, til udelukkelse eller indelukkelse; til afvisning, genopdragelse, landflygtighed og folkemord.

Til seminaret har vi inviteret nogle af de udstillende kunstnere til at gå i dialog med kollegaer om de emner, der berøres i udstillingen, som f.eks. modstandsformer mod racisme, om at leve med psykisk sygdom, om at have et fysisk handicap og en seksualitet og om dokumentarisme overfor det erfaringsbaserede.

Seminaret’ Ablutions of the Body’ foregår:

Lørdag d. 7. marts kl.13-16.30
i Rundetaarns Bibliotekssal

Billetter koster 50 kr. og kan købes via rundetaarn.dk

Billetten inkluderer entré og et glas vin.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/472150623663853/

Læs mere om udstillingen: https://www.rundetaarn.dk/event/ablutions-of-the-tongue/

Program:

kl.13.00-14.15

Oplæsning ved digter Shadi Bazeghi
Performance ved kunstner Linda Lazer
Samtale mellem de to om forskellige modstandsformer mod racegørelse modereret af kurator Louise Lassen Iversen

kl.14.30-15.30

Samtale mellem kunstnerne Peter Birkholm, Michael Schiøler og Jakob Jakobsen om at leve med en såkaldt psykisk sygdom, om magtforholdet mellem patient og læge og de strukturer, der er opbygget for at tage hånd om mennesker med en diagnose.

Modereret af kurator Louise Lassen Iversen

kl.15.45 – 16.30

Samtale mellem kunstner Kristina Steinbock og forfatter Ditte Amalie Hagelund Johansen om at have et fysisk handicap og en seksualitet og om dokumentarisme overfor det erfaringsbaserede.

Bio på deltagerne:

Shadi Bazeghi er digter, oversætter og redaktør af det tværnordiske tidsskrift, KRITIKER. Bazeghi har læst astronomi på Københavns Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen i 2007. Hun debuterede med digtsamlingen Vingeslag (Gyldendal, 2015) og har blandt andet oversat den kontroversielle iranske digter Forugh Farrokhzads væsentligste værker i antologien, Kun stemmen bliver tilbage (Gyldendal, 2013), og udvalgte digte af Audre Lorde i Der er ingen ærlige digte om døde kvinder (OVO press, 2019). Hun skriver på en ny digtsamling, som udkommer senere på året.

Linda Lazer er en lyd- og performancekunstner, der i øjeblikket har base i det ydre rum. Påvirket af afrikansk kosmologi og 80’ernes cold wave musik prøver hen at formidle oplevelsen af at flyde i mellemgrunden mellem flere verdener. Gennem afrofuturisme og scifi temaer, udtrykker hen følelser af at være fremmed. Om ikke at være den ene eller den anden, men noget andet. At være udenjordisk. Hens mørke, svungne elektroniske toner former en overjordisk vision af vores meget jordnære ønsker og skavanker.

Peter Birkholm & Michael Schiøler mødte hinanden over Den Blå Avis i 2016 og har siden samarbejdet om musik og tegning. De har begge diagnosen skizofreni, hvad de tager udgangspunkt i til udstillingen Ablutions of the Tongue. Gennem tegning og lyd forsøger de at illustrere livet med en psykisk sygdom. Schiølers fokus er at forsøge at udtrykke og konkretisere livet med skizofreni, hvor Birkholms fokus er at undersøge hallucinationens realitet gennem dokumentariske skitser. I det tilhørende lydværk forsøger kunstnerne sammen at sætte ord på deres mere eller mindre abstrakte oplevelser.

Jakob Jakobsen er billedkunstner og skribent. En tråd gennem hans praksis er selvorganisering og han har over årene bygget en række uafhængige institutioner som for eksempel Det Fri Universitet i København, Hospital Prison University Archive og senest Hospital for Selvmedicinering. Han har i en årrække boet i London hvor han også selvorganiserede et projektrum med navnet Info Centre og et uregelmæssigt tidsskrift med navnet Infopool. I Danmark har han udstillet på Louisiana og på Arken ligesom han i udlandet har medvirket på Sao Paulo Biennalen og ved Documenta i Kassel. Han bor og arbejder i København og Berlin.

Kristina Steinbock arbejder primært med videokunst, der befinder sig i spændingsfeltet mellem teatralitet og identitet, individ og kategori og mellem dokumentation og fiktion. Steinbocks værker introducerer dokukunst som hybridgenre, når dokumentariske islæt understreges af æstetiske, skulpturelle og performancebaserede greb. Som genre griber dokukunsten virkeligheden an som en reel medspiller og som skuespiller anvender hun konsekvent mennesker som kommer med den livserfaring hun som kunstner undersøger og iscenesætter.

Ditte Amalie Hagelund Johansen lever af ordet og udtrykket på så mange platforme som overhovedet muligt. Foruden hverdagen som skribenten, der belyser handicaprelaterede emner, er hun både prisindstillet forfatter, skuespiller og kendt vinder af DR2-programmet “Danmarks lækreste med et handicap”. Hendes kunstneriske udtryk er altid baseret på et ærligt og råt fundament med rødder i den kliniske surrealisme.

Er du Promote its nye PR-praktikant i efterårssemestret 2020?

Brænder du for PR og kommunikation? Og ønsker du at prøve kræfter med promovering af fx musik, bøger, film, produkter, startups og events? Så er et praktikophold hos Promote it i efterårssemesteret lige noget for dig!

Som praktikant hos Promote it bliver du en del af et lille dynamisk bureau. Her er passion, højt til loftet og kreativitet – og så har vi det sjovt, mens vi har travlt. Du indgår som en ligeværdig del af teamet og vi sørger for masser af plads til læring og udvikling. Hos os vil du få mulighed for at opnå både indblik i og praktisk erfaring med presse- og kommunikationsarbejde. Vi tror på learning by doing og du vil derfor få opgaver på bordet fra allerførste dag.