10. april: Humanistiske uddannelser mellem magt og afmagt

Jo flere studerende der kommer til dette arrrangement, jo tydligere er det for dekanatet at vi ikke kan acceptere at man bliver smidt ud, hvis man ikke kan gennemføre sin kandidatuddannelse på 3 år:

10.04.2008 – Kl. 13:15 -16 – Lokale 10.1.12

Hvad er baggrunden for de nye studieaktivitetskrav, hvordan er beslutningerne om indførelsen af kravene truffet, hvilke politiske og samfundsmæssige pres har været bagvedliggende, hvorfor har dekanatet på trods af modstand fra studerende og studienævn alligevel truffet de upopulære beslutninger, hvad kan vi sammen gøre for at skabe mere demokratiske beslutningsstrukturer og -processer?

Disse og andre spørgsmål vil blive adresseret i et seminar som Humrådet og prodekan for uddannelse har taget initiativ til. Målgruppen for seminaret er alle interesserede studerende og ansatte på Humaniora.

Formålet med seminaret er at få:

  • Etableret konkrete tiltag til hvordan kan der skabes klarhed i beslutningsprocesser på fakultetet
  •  Udvikle og forbedre beslutningsprocesserne på fakultetet
  •  Identificere konkrete forbedringer i forhold til fremtidige beslutningsprocesser

Program:

13:15 -13:20 Velkommen
13:20 – 14:20 10-15 minutters oplæg ved panel bestående af:

HumRådet
fakultetsdirektør Kim Brinckmann
studieleder
Prodekan Hanne Løngreen

14:20 – 14:40 PAUSE
14:40 – 15:50 Diskussion mellem og med panelets deltagere
15:50 – 16 Afrunding

2. april: Humanioras betydning i det 21. århundrede

arr. Humanistisk Forum
Onsdag d. 2. april 2008 kl. 16-18.30
Lokale: 21.0.54
Program:
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. Post.doc.
ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion

Fællesfagrådsmøde tirsdag den 1. april klokken 16-18

Kære studerende på IKK

Der indkaldes hermed til fagrådsmøde nu på tirsdag den 1. april kl. 16-18 i Roland Bar, i stueetagen i bygning 21 på KUA, hvor de helt store linjer for instituttets fremtid skal drøftes med studieleder Anders Michelsen. Det er ekstremt vigtigt at så mange studerende som muligt dukker op, både for at vise at vi står sammen mod forringelser af vores uddannelser, og for at vise den mangfoldighed af ønsker, idéer og visioner vi har i forhold til vores studier. Kom derfor, og tag dine medstuderende med, uanset om I læser kunsthistorie, visuel kultur, teatervidenskab, dans, musikvidenskab, litteraturvidenskab eller moderne kultur – lad os se hvor mange vi kan være i cafeen!

Der vil være kaffe til de tørstige og slik eller lignende til de sultne.

Her er den foreløbige dagsorden:

1. Godkendelse af referat fra sidste møde
2. Valg af ordstyrer og referent.
3. Vedtagelse af forretningsorden (Se Forretningsorden for fællesfagrådet med rettelser fra 10. marts til vedtagelse 1. april)
4. Nyt fra studienævn, humråd, studenterråd mv.
– Herunder citronmånekampagne og studieaktivitetskravsseminar d. 10. april
5. Visioner og udfordringer for fremtidens IKK
– Oplæg ved studieleder Anders Michelsen. Herefter diskussion.

6. Pædagogiske tiltag til forbedring af gennemførselstid?
7. Ønsker til efterårets KA-kurser
8. Undervisningsmiljøvurdering.
9. Principiel diskussion om brug af ekstern specialevejledning
10. Nedsættelse af udvalg til udfærdigelse af studentersider i
håndbøger for nye KA’er
11. Dato for næste fagrådsmøde
12. Evt.

Infomøde om nye kandidatuddannelser

Kære studerende på IKK

Til efteråret træder de nye studieordninger i kraft for alle kandidatuddannelser på det humanistiske fakultet. Det betyder at uddannelserne vil se anderledes ud end tidligere.

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab holder infomøde om sine nye kandidatuddannelser fredag den 4. april kl. 1415. Her vil du kunne høre om de følgende uddannelser:

Kunsthistorie, Visuel Kultur, Moderne Kultur & Kulturformidling, Litteraturvidenskab, Dansevidenskab (NoMAds), Musikvidenskab, Teatervidenskab.

Alle interesserede er velkomne. Læs mere om arrangementet her: http://kunstogkulturvidenskab.ku.dk/vejledningscenter/arkiv/kainfo/.

Bedste hilsner
Vejledningscenter IKK
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab
Karen Blixens Vej 1
2300 København S

Nyt fra fællesfagrådet

På fællesfagrådsmødet i går, blev der blandt andet diskuteret tvangsmeritering af kandidater på gamle studieordninger, studieaktivitetskrav og konkrete forringelser på instituttet. Det ikke-godkendte referat kan læses her. Det omtalte rettede forslag til forretningsorden er her.

Skriv allerede nu Fagrådsmøde tirsdag d. 1. april klokken 16 i jeres kalender. Da vi får besøg af vores studieleder Anders Michelsen til blandt andet at fortælle om studieaktivitetskrav og andre fremtidige tiltag, der vil gøre det sværere at være studerende. Det er vigtigt der kommer mange. Vi er også blevet bedt om at komme med input til en vurdering af det fysiske, psykiske og æstetiske arbejdsmiljø på instituttet. Mere om det når datoen nærmer sig.

En anden vigtig nyhed, er at man nu endelig som studerende har fået mulighed for at blive informeret om, hvad der sker på sit fag og på hele instituttet. Det gøres ved hyppige besøg på de studerendes hjemmeside http://www.kukua.dk, og nu, som noget helt nyt, ved at tilmelde sig sit “fag” på Absalon.

Søg efter enten:

HUM-IKK-Dans
HUM-IKK-Kunst
HUM-IKK-Litvid (også for moderne kultur)
HUM-IKK-Musik
HUM-IKK-Teater

Alt efter hvad du studerer.

Fællesfagrådsmøde mandag d. 10. kl. 15 i caféen

Der indkaldes hermed til fagrådsmøde på mandag kl. 15 for alle studerende på instituttet.

Mødet er temmelig vigtigt og interessant af flere grunde, men især er det interessant, at Studenterrådet i forbindelse med en snart igangsat Citronmånekampagne (som der bliver mere om på mødet) er i gang med at kortlægge de konkrete forringelser, der er sket på universitetet i løbet af de sidste år. Til det er der brug for masser af input fra de studerende på instituttet.

Der vil selvfølgelig også være sidste nyt om 3-årsreglen i de nye kandidatstudieordninger og en diskussion om hvordan vi videre skal gøre for at forhindre det. En nyudvikling er at instituttets studieleder har meldt et ønske ud om at nedlægge gamle kandidatstudieordninger, hvilket vil betyde at 3-årsreglen vil omfatte alle kandidatstuderende på instituttet. Det skal vi drøfte.

Rent formelt skal vi drøfte og måske vedtage et forslag til forretningsorden for fællesfagrådet, som giver nogle lidt klarere rammer for arbejdet, end der hidtil har været.

Det er meget vigtigt at, der kommer en masse til mødet. Giv derfor oven- og nedenstående information videre til dine venner på studiet:

Fagrådsmøde i caféen på IKK mandag d. 10. marts 2003 kl. 15:

1. Valg af dirigent og referent.
2. Nyt fra studienævn, akademisk råd, humrådet, forenede studenterråd mv.
3. Lukninger af gamle studieordninger på instituttet
4. Holdning til nye kandidatstudieordninger – handlingsplan i forhold til studieaktivitetskrav.
5. Ekstern specialevejledning
6. Situationen i studievejledningen
7. Inputs til kortlægning af forringelser af IKK
8. Vedtagelse af forretningsorden for fællesfagrådet. Bilag: Forslag til forretningsorden for IKK
9. Mødedatoer for resten af semestret
10. Evt.

Pris til Bavian

Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kroner er i dag blevet uddelt til den danske forfatter Naja Marie Aidt for hendes novellesamling Bavian.

Motiveringen lyder sådan:

De 15 noveller i Bavian tager udgangspunkt i en verden, der til forveksling ligner hverdagen. Naja Marie Aidt skriver i en yndefuld og ildevarslende realisme, der trækker virkelighedens undertoner op, så man mærker, at hverdagen hviler på et mycelium af mulige katastrofer.

Det, der knytter Naja Marie Aidts noveller sammen er stykkernes livssyn eller omverdenssyn. Men måske også noget, man kan kalde deres globale livsmørke.

For igennem hele bogen går der en strøm, en puls, som både er yndefuld let og ildevarslende dyster. En samlet musik, sådan som den kan eksistere i en digtsamling eller en digtsuite. Og det på trods af den forskellighed, der også præger historierne – en tydelig, genkendelig og dramatisk stemme og en kunstnerisk mangfoldighed, en rigdom i selve udtrykket.

Politiken har et stort interview med forfatteren på avisens hjemmeside.

Kom til Humrådsmøde på mandag!

På mandag d. 3. marts kl. 17. i lokale 15.1.32 holder Humrådet møde.

Humrådet er det fælles organ for alle studerende på Humaniora. Jo flere der deltager til møderne, jo mere har vi at skulle have sagt som studerende, og jo mere får man som studerende indblik i hvad der foregår på ens arbejdsplads.

På mødet skal vi blandt andet høre hvordan det gik på Humrådets dialogmøde med dekanen, hvor proceduren for tilvalgsoptag og 3-årsreglen på de nye kandidatuddannelser blev diskuteret.

Her er den fulde dagsorden til mødet og det endnu ikke godkendte referat fra sidste møde:
Dagsorden for Humrådsmøde 3. marts
Ikke-godkendt referat fra Humrådets møde i februar

Endnu en universitetskronik

Johnny Kondrup, Tom Fenchel og Bjørn Quistorff har fået optaget endnu en kronik om situationen på de afdemokratiserede universiteter, ovenpå deres kronik i Berlingske Tidende for en uge siden. Denne gang er det Politiken, der lægger spalteplads til:

I de senere år har der i flere vesteuropæiske lande (og i mindre grad i USA) været tilløb til angreb på universiteternes autonomi, herunder en tendens til overdreven kontrol og bureaukratisering. Ingen steder er man dog gået så vidt som i Danmark, hvilket nu truer forskningens og undervisningens kvalitet, den offentlige debat, universiteternes grundlæggende funktioner og andre kulturinstitutioner.

Med andre ord trues Danmark som kulturnation. De tiltag, der er gennemført på baggrund af universitetsloven fra 2003, har medført en lang række negative konsekvenser – tilsigtede som utilsigtede.

Kroniken kan læses i fuld længde hos Politiken.