Snigrelease på Lars Frosts roman Ubevidst Rødgang

Lars Frost læser op og fortæller om sin tredje roman der udkommer d. 7 oktober. Frosts forrige roman var den anmelderroste Smukke biler efter krigen. Det foregår på Blå Tirsdag d. 30. september kl. 16 i kaffebaren på Nordisk.

Læs mere her:

Læs videre “Snigrelease på Lars Frosts roman Ubevidst Rødgang”

Mod studieaktivitetskrav? Kom til Humrådsmøde!

Kære alle humanister.

Der sker meget på Humaniora for tiden – og der bliver skrevet og talt meget om det i div. medier.

Hvis du vil have et overblik over, hvad der sker, eller hvis du vil være med i kampen, så kom til semesterets første humrådsmøde på mandag!

Mandag d. 22/9 kl. 17:00 i lokale 24.2.07 (Ny KUA)

Vi ses

Med venlig hilsen
Humrådet

Udlandsdag på Humaniora

Kære studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Overvejer du at tage af sted til udlandet som en del af dit studieforløb? Det Humanistiske Fakultet holder udlandsdag tirsdag d. 16. september kl. 14.

Hør om mulighederne for studieophold og praktikophold i udlandet. Hør også studerende fortælle om deres erfaringer med udveksling og selvarrangerede udlandsophold. Mød de internationale vejledere, SU-kontoret m.fl. og få svar på spørgsmål om støtte til udlandsophold.

Tid: 16. september 2008 14-17
Sted: Lokale 22.0.11 (Nye KUA)

Program for dagen

14.00-14.05 Velkomst

14.05-14.45 Oplæg v. Det Internationale Kontor omkring udvekslingsaftaler og studie- og praktikophold i udlandet

14.50-15.05 Oplæg v. Helle Søgaard, international fuldmægtig ved Det Humanistiske Fakultet omkring merit og tilvalg i udlandet

15.10-14.20 Oplæg v. studerende med erfaring fra studieophold igennem Erasmus (Ida Erbs Rasmussen)

15.20- 15.30 Oplæg v. studerende med erfaring fra studieophold igennem en KU-samarbejdsaftale (Marie Josefine Albris)

15.30-17:00 Bazar m. bl.a SU-kontoret og alle institutternes internationale vejledere, hvor du kan høre om dit instituts udvekslingsaftaler.

Jeg håber at se mange jer til arrangementet. Har du ikke mulighed for at komme, vil der i slutningen af oktober være udlandsarrangementer specifikt for studerende på instituttet.

Med venlig hilsen
Morten Helmstedt
International Studievejleder
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Bliv cafétender i Roland Bar

Hej alle på IKK!

Nu skal vi til at have gang i caféen på hverdage igen og vi har brug for så mange hjælpende hænder som muligt.

Vi starter op 01.10.08 og åbningstiderne er 10-16.

En almindelig vagt vil typisk være på 2 timer og indebærer almindeligt caféarbejde, dog knap så hårdt og med mulighed for at hygge og møde andre studerende på tværs af IKK’s studieretninger. Vagtplanen lægges for et semester af gangen og det nuværende semester vil være fra 1. Oktober til 1. December.
Èn vagt hver 14. dag foretrækkes, men én hver tredje uge kan også gå an. Der vil selvføgelig også være mulighed for afløser-vagter.

Der afholdes et intromøde i den ombyggede café tirsdag d. 16.09.08 kl. 16:00.

Er du forhindret i at komme til intromødet, men stadig er interesseret i at bidrage til det sociale miljø på IKK, så send en mail til os på rolandbarkua@nullgmail.com.

Med venlig hilsen Kåre og Claudia på vegne af caféudvalget

Tilmeld dig dit studie på Absalon! Nu!

Man kan faktisk godt som studerende på IKK blive informeret om, hvad der sker på ens fag og på hele instituttet. Kommunikation fra instituttet til alle studerende på studierne, foregår gennem Absalon, som du finder inde på Punkt KU. For at tilmelde dig skal du finde dit studie på Absalon (søg efter fag) og tilmelde dig. Gør det hellere i går end i morgen:

Søg efter enten:

HUM-IKK-Dans
HUM-IKK-Kunst
HUM-IKK-Litvid (også for moderne kultur)
HUM-IKK-Musik
HUM-IKK-Teater

Alt efter hvad du studerer.

Moderne Kultur i Metroxpress

Et fænomen er vel først for alvor blevet mainstream, når det når til gratisavisernes toggulvtilsmudsede sider. Fra den synsvinkel ser det godt ud for kandidatuddannelsen i Moderne Kultur og kulturformidling, som på grund af forskellige problemer med tilmeldingsfrister til fagets nye studieordning, er omtalt i en artikel i Metroxpress af ikke uanselig længde.

Artiklen med citater fra to nye studerende på uddannelsen og studieleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Anders Michelsen, kan læses online hos Metroxpress, hvis man ikke lige har tid til at rode rundt på tog- og metrostationer efter gårsdagens nyheder.

Volontør søges til Thorvaldsens Museum

Forskningscenteret på Thorvaldsens Museum har i en periode på seks måneder brug for en dygtig og sympatisk studerende til at hjælpe med at udgive de ca. 4500 breve i Thorvaldsens Brevarkiv.

Stillingen omfatter arbejdet med at publicere de resterende knap 4000 kildetekster i en netbaseret database, skrive korte Thorvaldsenrelaterede biografier om dokumenternes afsendere og modtagere, forfatte helt korte resumeer af kilderne, samt tilknytte relevante emneord.

Lønnen er efter København Kommunes gældende regler for studentermedhjælpere, dvs. 112,48-116,94 kr/t alt efter anciennitet.

Læs hele opslaget her.

Bliv mentor!

Kære studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Der er stadigvæk to udenlandske studerende, der skal starte på instituttet den 1. september, der ikke har fået en mentor. Der er derfor brug for din hjælp til at give de studerende en god start på deres ophold.

Der er mange gode grunde til at melde sig som mentor:

– Hvis du f.eks. planlægger et udlandsophold i løbet af din studietid kan det være en god idé at være mentor. Du får kendskab til udenlandske forhold, samtidigt med at du hjælper en international studerende med at falde godt til i København.

– At være mentor er en rigtig god mulighed for at træne sine sprogkundskaber. Du kan dog ikke regne med at få en mentee, der taler et bestemt sprog sprog, du gerne vil øve, men at være mentor er altid en god måde at forbedre sine sprogkundskaber.

– Når du melder dig som mentor for en udenlandsk studerende, bliver du del af et internationalt fællesskab, der laver mange forskellige aktiviteter f.eks. ture rundt i Danmark og museumsbesøg.

– Det ser godt ud på CV’et!

Hvis du har lyst til at være mentor for en international studerende på IKK, så send en mail med dit navn og din studieretning til: ikk-international@nullhum.ku.dk.

Du kan læse mere om at være mentor på hjemmesiden: http://intranet.hum.ku.dk/mentor/.

Med venlig hilsen

Morten Helmstedt
International studievejleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab

Skovtur for studerende og ansatte på litteraturvidenskab og moderne kultur

Så nærmer tiden sig for årets traditionsrige skovtur i Kongens Have. Sæt kryds i kalenderen torsdag den 26. juni kl. 15. Vi mødes (i nærheden af indgangen over for Cinemateket) og spiser medbragt mad i det grønne, og så er der fri leg bagefter. Tag meget gerne bolde og den slags med. Alle studerende og undervisere på afdelingen for litteraturvidenskab og moderne kultur er mere end velkomne. Kom glad!

For at alle ikke tager brød med, så ser madfordelingen således ud (efter hvornår du er født):

Januar/februar: Salat
Marts/april: Brød og smør
Maj/juni: Lun ret
Juli/august: Lun ret
September/oktober: Ost og frugt
November/december: Mere salat eller andet tilbehør
Lærerne tager vanen tro sødt med til kaffen (det ved vi, at de kan finde ud af!)

Afdelingens fagudvalg sørger for kaffe og service. Andre drikkevarer er på eget initiativ og ansvar.

Vi håber på godt vejr, men hvis det øser ned, så bliver skovturen aflyst. En eventuel aflysning vil blive meddelt på www.kukua.dk og på e-mail.

Vi glæder os til at se jer alle sammen

Venlig hilsen
Lilian, Anne, Morten og Kizaja