TALK OG OMVISNING

Torsdag d. 24. februar 18-19

Mød de tre kunstnere Søren Andreasen, Johannes Christoffersen og Sebastian Schiørring, når de giver en omvisning i deres aktuelle udstilling med titlen Samling Mabuse. De fortæller om deres nye værker, der stiller skarpt på begreberne magt og orden i tiden efter superskurken Mabuse. Gratis entré.

Sted:
Overgaden – Institut for Samtidskunst
Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

Job som mentor for studerende på Visuel Kultur

Jeg er kvindelig studerende på Visuel Kultur og søger en mentor, som læser på kandidaten på Visuel Kultur eller Kunsthistorie. Jeg leder efter en kvinde, som helst skal være 30 år eller derover.

• Du skal være fagligt dygtig og have gode karakterer
• Du skal have social indsigt og kunne rumme at jeg har psykiske problemer

Jeg har brug for hjælp til:

• Skriftlige opgaver: Strukturering, hjælp til at komme i gang og korrekturlæsning
• Tekster: Læsning, gennemgang og diskussion
• Planlægning og strukturering af ugen

Jobbet er lønnet og på 20 timer dette semester. Vi planlægger sammen hvordan timerne skal fordeles i løbet af semesteret. I næste semester skal jeg skrive speciale, og regner med at ansættelsen kan forlænges. Du skal derfor have lyst til at være mentor frem til omkring januar 2012.

Ansøgningsfristen er fredag den 18. februar 2011 kl. 12. Jeg regner med at ansættelsen starter ca. fra 1. marts. Ansøgningen skal sendes til studievejleder Morten Helmstedt på e-mailadressen mortenh@nullhum.ku.dk.

Skriv til TRAPPE TUSIND – tidsskrift for litteraturvidenskab # 6

I løbet af foråret vil Trappe Tusind føje et nyt nummer til rækken, og i den forbindelse efterlyser vi hermed bidrag til det, der skal blive Trappe Tusind nummer seks.

Trappen er som udgangspunkt temaløs, så der er frit slag, så længe bidraget på den ene eller anden måde handler om litteratur og litteraturvidenskab og/eller de interessante gråzoner, der omgiver litteraturen og videnskaben om den.

Vi ønsker os essays, artikler, endnu ukendte skriftformer, polemikker, kollektiv-tekster og (upublicerede) oversættelser. Eksperimenter såvel som ingen eksperimenter. Vi modtager ikke anmeldelser, men gerne læsninger – og meget gerne af ny litteratur. Skønlitteratur opsøger vi i udgangspunktet selv, men har du et godt forslag, er du velkommen til at kontakte os.

Vi lægger vægt på, at bidragene ikke nødvendigvis kun bliver til på skribentens skærm, men også finder deres form i et samarbejde mellem skribent og redaktion, der løber hen over foråret. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi blankt vil afvise færdige og formfuldendte bidrag, men at det, vi lige nu efterlyser, er skarpe ideer.

Send os derfor gerne en halv eller hel side, der præsenterer bidragets indhold, hvilken form, man forestiller sig, det kunne antage, og hvad det er for en nysgerrighed, der styrer projektet. Hvad der så at sige er anstødsstenen for dit bidrag. Bidragene kan udmærket tage udgangspunkt i stof, man har arbejdet med i universitetsopgaver, ligesom man selvfølgelig er velkommen til at bruge de akademiske greb og indsigter, man kunne have erhvervet sig gennem dette arbejde. Men send hellere end et opgaveuddrag en halv side om, hvad det (så præcist som muligt) er, man interesserer sig for, og i hvilken form, man vil udfolde sin interesse.

De tidligere numre af trappen er derude (og stadig til salg, 30 kr pr. stk, 100 for abonnement), og her kan man finde fine eksempler på bidrag. Vær dog opmærksom på, at formen er fri. Og send endelig denne mail videre til andre, der kunne være interesserede i at bidrage.

Læs evt. mere om vores retningslinjer på http://www.trappetusind.dk/2008/12/skriv-til-trappe-tusind_06.html og send så dit bidrag/forslag til trappetusind@nullgmail.com i word-kompatibelt format. Deadline for idéer, udkast osv. er 20. februar 2011.

FUNDRAISER/PROJEKTKOORDINATOR SØGES

Foreningen SUPERSYN søger fundraiser og projektkoordinator til realiseringen af den fotografiske børnebilledbog I Mine Øjne.

Med I Mine Øjne ønsker SUPERSYN at sætte fokus på forskellighed.
Det er vores ambition at begejstre, forundre og inspirere børnehaveklassebørn til at lære mere om, hvordan andre jævnaldrene børn i Danmark lever.
Bogen vil i 10 små fotografiske fortællinger præsentere læseren for 10 danske børn der lever under forskellige forhold.

Konceptet for I Mine Øjne er, at bogen realiseres gennem frivilligt arbejde og på baggrund af private fondsmidler. Bogen vil være en gave til alle børnehaveklasser i udvalgte kommuner i Danmark.
Esbjerg, Odense, København og Århus Kommune har indtil videre erklæret, at de er interesseret i at modtage bogen og indgå samarbejde om distribution.

SUPERSYN er en nystartet non-profit forening, der arbejder for at udvikle socialt forankrede og visuelle kulturprojekter for børn.

Kontakt fotograf Kristian Sæderup, 20679939//mail@nullkristiansaederup.com, hvis du har lyst til at være med til at realisere I Mine Øjne, eller hvis du gerne vil vide mere om bogen og om os.

Alt godt,
SUPERSYN