For studerende og alumner fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet (Litteraturvidenskab, Kunsthistorie, Teatervidenskab, Dansevidenskab, Visuel Kultur, Musikvidenskab og Moderne Kultur og Kulturformidling)
There are 9 of us coming to Copenhagen on 17-19th of May. We all study comparative literature in Turku university and would love to hang out with Danish literature students while we are in town.
We arrive on Tuesday 17th and on 18th we have the whole day to explore the city. If there’s anyone – one person or a group – who would like to hang out with us, go for a couple of beers, or go to a museum with us on 18th we’d be delighted.
Please contact me via email ansosah(at)utu.fi by Sunday 15th of May and we’ll make some plans! See you in Copenhagen!
Det studenterdrevede forlag Alkvantor søger hermed bidrag til en ny antologi med temaet Krop og Samfund. Vi opfordrer derfor alle studerende, der interesserer sig for forholdet imellem kroppen og samfundet til at indsende et bidrag.
Kroppen er både en biologisk organisme, et seksuelt objekt, en økonomisk værdi, og meget mere, og alle de måder som kroppen er til på, udfolder sig i samspil og afhængigt af det samfund, kroppen er en del af. Hvis du kan se fagligt på kroppen i samfundet, samfundet i kroppen, med andre ord, hvis du kan se på temaet igennem dit fags optik, så vil vi meget gerne læse, hvad du har at skrive!
Kroppen har været på en lang rejse, og nogen mener, at den først nu er på vej hjem, og andre at forventninger til kroppen og skønhedsidealer er røget ud af proportioner. I mange samfund og religioner, fra det græske til det indiske, fra islam til buddhisme, fra tusindvis af naturreligioner til jødedommen og kristendommen, er kroppen blevet formidlet, forvaltet, beundret og foragtet, tæmmet og gemt væk i skammens tavshed og askese. I Europa og senere i resten af den moderne verden, er den i hvert fald siden Renæssancen også blevet italesat, som havde man pludselig fået øjnene op for dens værdighed og naturlige rettigheder. Fra lysten til viden til viden om lysten har kroppen været et evigt skæringspunkt i kulturens historie. I én forstand det mest nære og personlige vi har, og i en anden det mest grundliggende vi har til fælles som mennesker.
Og hvad med i dag? Hvad med fitness og det at dyrke kroppen, hvad med kunstig befrugtning?, hvad med rygeforbud?, stadig mere komplicerede medicinske indgreb for at holde den døende krop i live?, at vi er den mest siddende generation i menneskets historie? hvordan er kroppen til stede på Facebook?, i de virtuelle rum, eller i byrummet? Hvad med seksualiteten, er vi frigjorte? Det er et lille udsnit af de problematikker, der kunne tænkes undersøgt i Alkvantors næste antologi.
Design en trailer ud fra jeres fortolkning af temaet ’nattog’ til Trailerpark Festival. Brug inspiration fra egne oplevelser, idéer til det ultimative nattog og meget mere. Kun fantasien sætter grænser! Læs mere på denne flyer eller besøg http://artrebels.com/nattog/.
Kære specialeskrivende eller snart-specialeskrivende
Vi får to pladser ledige på specialekontoret Kryptonit per 1. juni 2011. Derudover er der en ledig “sommer-plads” fra 1. juli til 15. august.
Hvis du er interesseret i en specialeplads hos os, vil vi derfor gerne høre fra dig hurtigst muligt, og senest mandag d. 16. maj.
Skriv en lille smule om dig selv og om, hvad du har tænkt dig i forhold til specialekontoret. Herunder din alder, hvad du studerer, hvad du skal skrive om og hvornår du regner med at blive færdig.
Lidt om Kryptonit:
Specialekontoret Kryptonit er beboet af 10 specialestuderende, der har hver deres arbejdsplads med trådløst internet. Vi har til huse i to gamle butikslokaler i hjertet af Vesterbro i København. Vi forsøger til alle tider at holde en god spredning af fagområder, lige som vi også forsøger at have en ligelig fordeling af drenge og piger. Da det er et aktivt speciale miljø, så ser vi gerne at dem som har plads her, er tilstede mindst 3 gange om ugen. Det er på ingen måde et ultimativt krav, men vi forsøger at sørge for, at der altid er nogle som sidder og skriver. Vi prøver også at holde et godt socialt miljø på Kryptonit og spiser derfor frokost sammen hver dag kl. 12:30 i vores lille gamle køkken, eller når vejret er til det ude i gården. Ofte drikker vi en øl eller sodavand sammen, når ugen er omme fredag eftermiddag. Derudover holder vi af og til nogle fester, hvor nye og gamle specialestuderende mødes.
Det koster 740 kr. om måneden (765 kr, hvis man vil være med i kaffe/the ordning) at have en studieplads på Kryptonit. Derudover koster det et indskud på 2100 kr. som man selvfølgelig får igen, når man slutter.
Det er med stolthed at vi ekstraordinært kan præsentere nobelprismodtager Gao Xíngjiàn (Kina/Frankrig) mandag d. 9. maj kl. 20.
Hvad kan en forfatter – kun bevæbnet med tanken og ordet – udrette midt i historiens gang? Hvis nogen i verden har svaret, er det Gao Xíngjiàn. Gao blev under Mao nødsaget til at brænde sine bøger og skuespil. I 1987 flygtede han til Paris og i 2000 modtog han nobelprisen.
Foredrag, samtale og oplæsning med nobelpristager Gao Xíngjiàn.
Hvor står litteraturen på de politiske strømningers slagmark? Hvad kan en forfatter – et skrøbeligt menneske med en spinkel stemme kun bevæbnet med tanken og ordet – udrette midt i historiens gang? Hvis nogen i verden kan svare på det, er det Gao Xíngjiàn, som i 2000 modtog nobelprisen for litteratur for sine monumentale værker Et Ensomt Menneskes Bibel og Soul Mountain.
I Et Ensomt Menneskes Bibel fortæller han om sin ungdom som kunstner under et regime, som kvalte ethvert udtryk, der ikke rettede sig efter partiets linie. Gao blev under den kinesiske kulturrevolution nødsaget til en aften på sit værelse at brænde alle sine bøger og skuespil for at undgå at blive fanget og tortureret af de Mao-fanatiske rødgardister. Det lykkedes i 1987 Gao Xíngjiàn at emigrere til Paris, hvor han har boet siden. Soul Mountain blev af New York Times beskrevet som: “a collection of the musings, memories and poetic, sometimes mystical fantasies of a gifted, angry writer.”, og var med sin enestående form med til at sikre Gao nobelprisen.
G?o er en multikunstner, som udover sine romaner også er kendt for noveller, digte, malerier, eksperimenterende film og teaterstykker, som er blevet opført verden over.
71-årige Gao er i Danmark for første gang i 22 år, og leverer mandag aften sin vision for litteraturens og forfatterens betydning og fremtid – i dialog med LiteraturHaus. Før foredraget og samtalen er der introduktion til Gao Xíngjiàn med oplæsning fra hans værker og evt. filmklip og billedvisning.
Ni dage, 25 koncerter, boglancering, laboratorium og meget mere: Danmarks største festival for samtidsmusik finder sted på Republique i København 27. maj – 4. juni.
Athelas New Music Festival 2011 henvender sig til alle, som interesserer sig for partiturmusik – og for teater, litteratur, improvisationskunst, lydkunst og anvendt lyddesign.
For første gang i dansk sammenhæng sættes ny tysk og dansk samtidskunst i et fælles perspektiv i et omfattende program med fremtrædende danske og
udenlandske ensembler, solister, performere, videnskabsfolk, komponister, litterater og teaterfolk.
Hovednavne ved festivalen er de tyske komponister Heiner Goebbels og Karlheinz Stockhausen. Publikum vil også kunne opleve værker af andre tyske og danske komponister, som har markeret sig på de internationale musikscener. Fælles for dem er, at de indarbejder elementer fra andre kunstarter i deres musikalske udtryk.
Koncerterne suppleres af musikalsk laboratorium, workshop, cd- og bogudgivelser, samt visninger af de nyeste frembringelser inden for ny teknologi, som præsenteres i Danmark for første gang. Publikum og deltagere fra ind- og udland får gennem de forskellige projekter mulighed for at dele og diskutere
deres erfaringer med kunstnere og aktører, der arbejder med tekst og lyd i forskellige former.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse Poetry (IMDb) fra Sydkorea blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes sidste år. Instruktøren, Chang-Dong Lee, har 3 film med i årets CPH PIX. Filmen handler ved første øjekast om en ældre kvinde som bor med sit barnebarn, en dreng i teenageårene. Hun lever af sin pension, og af at være hushjælp for en ældre herre. Hun går til lægen, får konstateret begyndende Alzheimers, men ændrer ikke sin levevis nævneværdigt af den grund. Hun tager et aftenskolekursus i at skrive poesi.
Men man fristes til at sige, at Poetry netop ikke handler om denne kvinde, for som baggrundstæppe for handlingen står et selvmord, som repræsenterer meget mere end en enkel kvindeskæbne. En pige fra den lokale skole kaster sig i døden fra en bro. Grunden er, viser det sig, at hun i en længere periode jævnligt er blevet voldtaget af den ældre kvindes barnebarn og fem andre drenge.
I det lukkede samfund, som filmen udspiller sig i, forsøger skolen og fædrene til de fem drenge, at lukke låg på sagen ved at tilbyde økonomisk kompensation til pigens fattige, enlige mor. Og bedstemoren til den sjette dreng har ingen andre handlemuligheder end at spille med. For at gøre det er hun, på en meget udramatisk måde, nødt til at prostituere sig, ligesom hun til en vis grad er slave for sit drengebarnebarn, som ikke rigtig laver noget selv, endsige reagerer på det faktum, at han er skyld i et andet menneskes død.
Poetry er en fantastisk film, som næsten skjuler sin kønspolitiske pointe i flotte billeder, og et skuespil af den ældre kvinde, som gør at det hele vejen igennem er nok bare at se hende foretage sine daglige gøremål. Indtil filmens tragiske slutning afslører hvad det er for et forskruet samfund, hun agerer inden for.
Poetry kan ses den 22/4 kl. 19 i Grand, den 27/4 kl. 16.15 i Gloria og den 1/5 kl. 21.15 i Vester Vov Vov.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Burke and Hare (www.cphpix.dk)
Anmeldelse: Burke and Hare (IMDb) er en (løst) baseret-på-en-sand-historie-komedie om to skotske plattenslagere i 1800-tallets Edinburgh. De to mænd får den lukrative idé at sælge lig til byens læger, som har travlt med at udforske den menneskelige anatomi.
Hvordan skaffer man lig? Med lavkomisk lagkagekomik. Burke og Hare forsøger forskellige former for mord, besøger kirkegårde og har deres hyr med den lokale gangsterboss samt en storbarmet teatertrup, der forsøger at opsætte MacBeth i en ligegyldig sidehistorie.
På papiret ser Burke and Hare ikke så slem ud: Historisk film, skuespillere som Christopher Lee, Andy Serkis og Tim Curry. Og der er da også gjort noget ud af kostumer og kulisser. Men filmens komik er gumpetung, skuespillet er forceret og karaktererne stereotype. En folkekomedie som ikke er sjov fortjener ikke mange seere.
Filmen kan ses den 24/4 kl. 17 i Empire og den 30/4 kl. 12 i Grand. Køb billetter her.
Confessions (IMDb) var den film Japan havde som bud på bedste ikke-engelsksprogede Oscarfilm, hvilket tegner godt i forhold til publikumsappel. Samtidig skulle filmen, der er filmet på videokamera, være ret original, voldelig og speciel. En kombination, som japanske instruktører er eksperter i.
I den psykologiske thriller forsøger en lærer at HIV-smitte sine elever, (men ikke sådan som du tror), og hævnfortællingen oprulles i kapitler, der fortæller historien fra hver sin bekendende synsvinkel. Som fx Hanekes Det Hvide Bånd er Confessions fyldt med onde, sadistiske og foruroligende børn. Et populært og tankevækkende filmtema for tiden.
Radiohead og Boris (eksperimentalrock fra japan) står for filmens lydside.
I en mulig hilsen til Danny Boyles Trainspotting, Ewan McGregors gennembrudsfilm, er de deprimerede enspænderhovedpersoner i Pelican Blood (IMDb) dedikerede amatørornitologer, birdspotters. I hvert fald skulle filmen i lighed med Trainspotting være noget så sjældent som et frisk og energisk britisk filmpust om mennesker der lever sådan lidt på kanten.
Nikko og Stevie, to temmelig selvdestruktive personer, møder hinanden på et selvmordsforum på nettet, finder sammen, fra hinanden og sammen igen, men måske er det selve udgangspunktet for deres forhold, der er for problematisk?
I stedet for at undslippe virkeligheden med stoffer, tager de to på udflugter og ser på sjældne fugle, generer krybsskytter og kæmper mod fuglespotterrivaler.
Humor og tragedie kan være en god kombi, især hvis den er ordentligt skruet sammen. I Pelican Blood er selvmord, lidt som stofbrug i Trainspotting, et livsstilsvalg. Et så morbidt syn på tilværelsen kan være livsbekræftende.
Pelican Blood vises 19/4 kl. 19 i Grand, 27/4 kl. 16.30 i Palads og igen den 1/5 kl. 19 i Palads. Køb billetter her.
No Doubt er en sydkoreansk film om pædofili. En ung mand, som tidligere er pædofilidømt, flytter til en landsby. Kort tid efter forsvinder en lille pige, som senere dukker op som lig.
Filmen er en slags krimi, men fortalt i et roligt tempo. Den tager udgangspunkt i en forbrydelse, men tematiserer familierelationer, følelser, skyld og straf.
No Doubt vises 18/4 kl. 20 i Husets Biograf med deltagelse af instruktøren, Park Soo-Young. Filmen kan også ses i Dagmar den 22/4 kl. 19 og den 23/4 kl. 14.15.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: Der er en verden til forskel på to af CPH PIX’ tyske film. Både Drei af Tom Tykwer og The City Below af Christoph Hochhäusler er trekantsdramaer, men hvor The City Below er alvorlig, kølig og stramt komponeret er Drei lalleglad og benytter sig af samtlige stillistiske virkemidler i bogen – også en hel del, der slet ikke fungerer.
The City Below (www.cphpix.dk)
Frankfurt, hvor The City Below foregår, er organiseret vertikalt. Jo højere op man kommer i stål- og glasskyskraberne, jo mere magt. På et enekontor nær toppen sidder Roland, bankdirektør, gift, men ikke lykkeligt. Roland er kynisk og rationel, han er rig, men keder sig. Han keder sig så meget, at han får arrangeret sine egne private forestillinger; får set hvordan dem helt nede på bunden, narkomanerne, stikker sig. Og så meget, at han – efter at en filialdirektør i Jakarta er blevet henrettet(!) – udgiver sig for at være ham, besøger hans barndomshjem. Han tager på besøg i virkeligheden, nede på gadeplanet.
På et andet kontor, et fælleskontor et par etager længere nede i bygningen, sidder Oliver, som er ny i virksomheden og i Frankfurt. Han er forsigtig, især i forhold til sin leder, hvis glasburskontor symbolsk er placeret et par trappetrin over resten af lokalet. Og hjemme i Olivers nye lejlighed sidder Svenja hans kone. Hun vil vist helst være kunstner, men lige nu fungerer hun som vedhæng for sin mand. Fx til en fernisering og igen til et selskab hos Roland, og så opstår der et eller andet mellem Roland og Svenja. Han vil gerne i seng med hende, som han siger. Lidt tættere på virkeligheden. Hvad vil Svenja? Det betyder ikke så meget, ikke for Roland, ikke umiddelbart, og Roland bruger sin magt til at sende Oliver væk, af sted til den udsatte filial i Jakarta.
The City Below er en film, hvor karaktererne gradvist får mere dybde, flere motiver, men som samtidig ikke viser og siger alt. Meget af filmen udspiller sig i reflektionerne fra glasset i en skyskraber eller en bilrude. Og filmens kapitalismekritik er underspillet og diskret indtil den åbne, overraskende slutning. The City Below er ingen storfilm, men den er skruet sammen med stor professionalisme og værd at se.
Drej (www.cphpix.dk)
Drei er instrueret af den langt mere erfarne og succesfulde instruktør Tom Tykwer, ham med Lola rennt, som de, der har haft tysk i gymnasiet, har set. For dem der ikke har haft tysk kan filmen kort opsummeres som en temmelig klichéfyldt film om tilfælde og skæbne. Lola, filmens hovedperson, skal løbe stærkt for at redde sin kæreste, og dermed går filmen også meget stærkt. På baggrund af Lola rennt kunne Tykwer måske kaldes en tysk Danny Boyle (Trainspotting, Slumdog Millionaire), en andren instruktør der stillistisk ikke viger tilbage for rendyrket MTV-æstetik.
Men, men, men: Hvor Danny Boyle til stadighed laver ret gode film er det gået helt galt for Tom Tykwer efter at han har fået penge på filmbudgettet. Bortset fra Heaven, en effektiv spændingsfilm med Kieslowski-manuskript og Cate Blanchett i hovedrollen, har Tykwers efterfølgende film været elendige. Det mærkat kan desværre også sættes på Drei uden særlig lang betænkningstid.
Filmen handler om et ægtepar i fyrrerne, Hanna og Simon, som vist har det meget godt, bor i Berlin og arbejder lidt med kunst. Manden producerer skulpturer, kvinden har sit eget fjernsynsprogram. De har venner og besøger hyggelige caféer og forskellige berlinske seværdigheder. (Det er meningen, at du skal få lyst til at tage dertil.) Begge er ret kedelige. Måske derfor, eller måske fordi mandens mor går hen og dør (han bliver heldigvis ikke så ked af det), eller måske fordi de ikke har nogen børn (det gør heldigvis ikke så meget), leder de begge to efter lidt mere spænding i tilværelsen, og møder tilfældigvis begge to den samme biseksuelle storsmilende flødebolle, Adam, som gudhjælpemig arbejder i en Penkowa-lignende stilling, som vist har at gøre med stamcelleforskning (og dermed liv, død og skæbne, uha).
Her kunne man tænke: Trekantsdrama, aha. Konflikter og moral, tankevækkende. Eksplicit sex, jo tak. Men Tykwers film, som postulerer at beskæftige sig med liv og skæbne, behandler emnerne på en lalleglad måde. Han formår aldrig at skabe dybde i sine karakterer, især Hanna (Sophie Rois) er irriterende med sit altid nemt aflæselige ansigtsudtryk, men Adam som kun kan smile og kun taler i det blødest mulige tonefald får mig også til at krumme tæer.
Det mest frustrerende ved filmen, er at der ikke er nogle, der har sagt stop til Tykwer. Det kan være effektfuldt med baggrundsmusik, men ikke hele tiden. Det kan være fint at prøve en split-screen-scene af, men ikke flere gange, og ikke med 7-8 scener på skærmen samtidig (det gør Drei). Man kan godt forsøge at have en engel i en film, et foster-i-mave-klip eller et cumshot når man skal levere intensitet, chok eller en vigtig pointe (Drei har alle tre ting). Tykwers film er præget af alt for mange virkemidler, alt for mange locations og alt, alt for meget overflade. Machwerk.
Hverken Drei eller The City Below vises igen på CPH PIX.
Den 14. april til 1. maj 2011 er CPH PIX på programmet i København for 3. gang. I år dækker kukua festivalen.
