W W W: Internettet – og de begrænsende nyhedsstrømme

  • Er internettet anarki?
  • Bliver verden ude, når internettet lukker sig om dig?
  • Vil du selv vælge, hvad du vælger fra?
  • Personaliserer du dit internet?

W W W. Internettet – og de begrænsende nyhedsstrømme er en tværmedial kunst og oplysningsudstilling skabt af den nydannede kunstnergruppe STUM, med henblik på at engagere samfundet i debatten om vores vaner og brug af nyheder på internettet. Internettets potentiale er stort, både som et nyhedsmedie og som en kilde til at udvide vores horisont og indblik i verden. Men for at internettet skal kunne leve op til sit potentiale og fungere som en demokratisk og politisk offentlighed, kræver det, at vi reflekterer over vores online vaner. På trods af internettets mange muligheder, mener vi, at der er en tendens til, at vi alligevel kommer til at bevæge os i de samme cirkler, den samme online nyhedsstrøm, så vi i stedet for at udvide vores viden, kommer til at bekræfte vores allerede eksisterende viden og interesser.

Med et både videnskabeligt og kunstnerisk udgangspunkt sætter udstillingen med fem værker fokus på internettets problematikker, såsom dets personaliserede udbud af viden. Værkerne forholder sig til internettet som nyhedsmedie og mulighed for vidensdeling. Udstillingen udtrykker, at internettets potentiale kræver, at vi reflekterer over brugen af det virtuelle univers, samt hvilke forhindringer det står overfor.

Foreningen STUM er en nystartet idébaseret og samfundsengagerende kunstnergruppe, der skaber non-profit kunstneriske kulturudbud i København med fokus på dannelse og folkeoplysning. Et ungt initiativ til styrkelsen af demokratiet.

W W W. Internettet – og de begrænsende nyhedsstrømme finder sted:

Guldbergsgade 9, 2200 KBH.N
Fernisering d.28 november kl. 17.00-22.00
Åbent d. 29 november – d. 2 december kl. 14.00-21.00

Litterær aften med Einar Már Guðmundsson

Onsdag, 21. November 2012 – 19:00 – 21:00

Einar Már Guðmundsson taler med litteraturanmelder Thomas Thurah om sin seneste bog og om sit forfatterskab i det hele taget.

Drømme, nordlys og regnvejrsdage i Reykjavik er væsentlige og genkommende elementer i islandske Einar Már Guðmundssons omfangsrige og vidtløftige forfatterskab. Poesi og realisme går hånd i hånd i de humoristiske bøger, der alle er rundet af forfatterens utrættelige samfundsengagement. Han modtog i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ‘Universets Engle’. Senest er det blevet til to samfundskritiske bøger om krisen på Island. Han modtog i foråret Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet Den lille Nobelpris.

Thomas Thurah har skrevet om litteratur i aviser og tidsskrifter siden slutningen af 1980’erne og efter debuten ‘Petras Tunge’, essays om europæiske litteratursværvægtere, er det blevet til flere bøger om europæisk litteratur, heriblandt to, hvor Einar Már Guðmundsson indgår. Han skriver for tiden om litteratur og kultur i Politiken.

Billetter til 50 kroner kan købes på BIBLIOTEKET, Rentemestervej 76, 2400 København NV

Studentermedhjælper til Galerie Mikael Andersen

Galerie Mikael Andersen søger en engageret og initiativrig studerende til en stilling som studentermedhjælper med ansættelse pr. 1. januar 2013.

Som studentermedhjælper vil du komme til at indgå i den daglige drift af galleriet, herunder pasning og formidling af udstillinger og forefaldende praktiske opgaver.

Vi kan tilbyde dig en aktiv og dynamisk arbejdsplads, hvor du kan samle erfaring fra både den danske og den internationale kunstscene. Galleriets kontakt til kunstnere, museumsansatte, kritikere og kunstsamlere gør arbejdet meget udadvendt. Da vi er en lille arbejdsplads, vil du samtidig få mulighed for at få et spændende indblik i galleriets mange forskelligartede aktiviteter.

Vi forventer, at du er fleksibel og ansvarsbevidst, og at du har interesse for samtidskunst og gallerivirksomhed. Du skal gerne være studerende på grunduddannelsen for Kunsthistorie eller på anden relevant uddannelse.

Galerie Mikael Andersen er en international arbejdsplads med galleri i København og Berlin. Galleriet i København viser årligt 6-7 udstillinger af dansk og international samtidskunst.

Arbejdstiden er på ca. 15 timer om ugen fordelt på 2 hverdage mellem 12 – 18 samt hver anden lørdag fra 11 – 15. Oplæring vil foregå i løbet af december 2012.

Ansøgning med CV mailes eller sendes til:

Galerie Mikael Andersen
Bredgade 63
1260 København K
cph@nullmikaelandersen.com

Ansøgningsfrist fredag den 23. november. Vi indkalder til samtaler i uge 48.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Why Poverty onsdag den 14/11 2012 i Dronningesalen, Den Sorte Diamant

Udviklingsminister Christian Friis Bach vil deltage i debatten om WHY POVERTY sammen med en række internationale personligheder. Der er en række temaer, som tages op til debat, herunder ’U-landsbistand’, ’Fattigdom og kvinder’, ’Nykolonialisme’ og ’Fattigdom og ulighed i Vesten’

Onsdag den 14/11 2012 i Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København K

12.30 – 17.30: International konference med oplæg, debat og Q&A
18.30 – 20.00: International udgave af Debatten – vært Clement Kjærsgaard

Det er et gratis even og der er et begrænset antal pladser – tilmelding sker via linket i denne indbydelse.

FERNISERING PÅ OVERGADEN FREDAG D. 9. NOVEMBER FRA 17-20.


Velkommen til fernisering på Stefan A. Pedersens udstilling Out of, In, On, and Off  samt udstillingen Dimensions of Sharing af Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki og Pilvi Takala. Ferniseringen finder sted fredag den 9. november fra 17-20.

I soloudstillingen Out of, In, On, and Off sætter Stefan A. Pedersen fokus på Kina som projektionsflade for Vestens forestillinger, og undersøger hvordan betydning produceres og reproduceres i mellemrummet mellem det, vi forestiller os, og det vi oplever. Udstillingen tager afsæt i Stefan A. Pedersens rejse gennem det østlige Kina, en tur tilrettelagt på baggrund af dagbogsnotater fra en rejse, kunstnerens far foretog for 40 år siden.

I gruppeudstillingen Dimensions of Sharing udforsker Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki og Pilvi Takala grænsefladen mellem fysiske og mentale rum og mellem det private og det fælles. Omdrejningspunktet for udstillingen er spørgsmålet om, hvad der kan deles med andre, og hvad der forbliver privat. I fotografi, video, maleri, tegning og installation udfoldes dette både i samspillet mellem kunstnernes individuelle praksisser og i mødet mellem værk og beskuer.

Stefan A. Pedersen: Out of, In, On, and Off  / 10. november 2012 – 20. januar 2013
Suzanna Asp, Maija Luutonen, Sini Pelkki, Pilvi Takala: Dimensions of Sharing / 10. november 2012 – 20. januar 2013

Overgaden Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, København K
Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 13-17, torsdag kl. 13-20
Gratis entré

www.overgaden.org