Praktikant til kulturafdelingen, Den Danske Ambassade i Moskva

Kunne du tænke dig at få indblik i det betydelige kulturelle bilaterale samarbejde mellem Danmark og Rusland? Den Danske Ambassade i Moskva tilbyder et studierelevant praktikophold i en af verdens vigtigste kulturbyer.

Praktikperiode: 01/08/2014 – 31/01/2015

Praktikantopgaver
Som praktikant i kulturafdelingen arbejder du tæt sammen med kulturattachéen om at styrke det dansk-russiske kulturelle samarbejde. Arbejdet består blandt andet i at:

  • Arrangere og afvikle større danske og bilaterale kulturbegivenheder og fremstød.
  • Besvare danske og russiske forespørgsler omkring aktuelle og opkommende kulturelle projekter.
  • Formidle kontakter samt bistå med korrespondance mellem kulturelle institutioner i Rusland og Danmark og arrangører af/deltagere i kulturelle projekter.
  • Redigere og opdatere Kulturkalenderen på ambassadens hjemmeside i forhold til relevante kulturelle events.
  • Deltage i møder, pressebriefinger og konferencer på og uden for ambassaden.
  • Derudover består en stor del af arbejdet i at brande og promovere Danmark og dansk kultur i Rusland. I forbindelse med større arrangementer og events vil en del af arbejdet derfor have et kommercielt islæt.

Ambassaden kan tilbyde
Ambassaden i Moskva kan tilbyde et afvekslende og energisk arbejdsmiljø med store personlige og faglige udfordringer samt faglig vejledning. Samtidig får du som praktikant mulighed for at stifte indgående bekendtskab med den russiske kultur og livet i en spændende storby.

Som praktikant på ambassaden får du gode muligheder for at anvende teori i praksis. Du arbejder tæt sammen med ambassadens medarbejdere, men bliver også i høj grad tildelt selvstændige opgaver.

Der er tale om uddannelsespraktik. Praktikopholdet skal bidrage til praktikantens uddannelse og vil blive tilrettelagt på en måde, der vil kunne sikre meritoverførsel, hvis det pågældende studiested tillader dette.

Hvem kan søge?
Du skal inden praktikopholdets start have bestået din bachelor og være tilmeldt overbygningen på en højere læreanstalt på en relevant samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse, f.eks. russisk, kommunikation eller inden for det kulturelle felt. Kendskab til det russiske sprog er en fordel, men ikke et krav.

Du skal være dansk statsborger eller have en længerevarende fast tilknytning til Danmark. Forud for at praktikopholdet kan begynde er det en forudsætning at der foreligger en sikkerhedsgodkendelse.

Du skal være god til informationssøgning og have kendskab til Microsoft Office . Du skal have gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner på dansk og engelsk og være i stand til at arbejde selvstændigt under faglig vejledning og instruktion. Udadvendthed og godt humør er væsentlige egenskaber i forhold til arbejdsopgaverne.

Praktikvilkår
Praktikopholdet er ulønnet, men der stilles en praktikantbolig til rådighed i centrum af Moskva. Boligen deles sammen med 4 andre praktikanter ved ambassaden. Ansøger bør være opmærksom på, at de faktiske omkostninger ved at bo i Moskva svarer til leveomkostningerne i Danmark.

Ansøgning
Kortfattet ansøgning vedlagt CV, seneste eksamensudskrift og evt. udtalelser sendes i ét PDF-dokument til: mowamb@nullum.dk

Kun ansøgninger der bliver sendt i ét samlet PDF-dokument vil blive læst.

Ansøgningen kan dog også sendes pr. brev til:

Udenrigsministeriet
Ambassaden Moskva
Kulturafdelingen
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Ansøgningsfrist
Sidste frist for ansøgning er 1. april 2014

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om praktikopholdet kan fås ved henvendelse til kulturafdelingens nuværende praktikant Camilla Bech Kjeldahl på email camkje@nullum.dk