Tag på tidsrejse med Woody Allen i topform!

Få Ekkos nye sommernummer og se Woody Allens sprudlende nostalgiske Midnight in Paris før alle andre i Grand Teatret på onsdag.

Hvis du nogensinde har drømt om at møde Dalí, Hemingway og Buñuel, så har du nu chancen.

Den magiske aften vil finde sted onsdag den 8. juni, hvor Ekko inviterer til forpremiere på Woody Allens Midnight in Paris – mere end to måneder før den danske premiere i august.

Filmen er Allens kærlighedserklæring til byernes by, Paris, men det er også en forunderlig tidsrejse. Da forfatterspiren Gil en sen aftentime slentrer rundt på Montmartre, kører en klassisk Peugeot med festklædte folk op på siden af ham.

De insisterer på at give Gil et lift, og snart befinder han sig i noget, der ligner en udklædningsfest, men er the real thing: de brølende 1920’ere med Hemmingway, Scott Fitzgerald, Cole Porter, Picasso og mange, mange flere.

“Woody Allen har genfundet formen. Den magisk-realistiske Midnight in Paris er en af hans bedste film i mange år. Hans oneliners sidder i skabet, mens gimmicken med hvilken berømthed, Gil nu skal møde, bliver ved med at overraske,” skriver Ekkos anmelder, Leslie Felperin, i det spritnye sommernummer, som er inkluderet i billetprisen.

En veloplagt Owen Wilson spiller hovedrollen Gil – Woody Allens alter ego – mens Rachel McAdams er hans forlovede. Adrien Brody er i sig selv hele billetten værd som den excentriske Salvador Dalí, og Frankrigs førstedame, Carla Bruni-Sarkozy, filmdebuterer i en mindre rolle som kurator.

Midnight in Paris åbnede Cannes-festivalen, og kopien er netop landet i Danmark, hvorfor den engelsksprogede film vises uden undertekster.

Arrangementet finder sted i Grand Teatret den 8. juni klokken 21.30, og efter filmen byder vi på en forfriskning og filmsnak i den hyggelige Grand-café.

Billetter bestilles online eller på telefon 33151611.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Skriv et svar