RetorikMagasinet søger to pr- og marketingskoordinatorer

Stillingen

Som RetorikMagasinets pr- og marketingskoordinator bliver du en del af et team på to koordinatorer, som skal være med til at etablere og drive magasinets nye pr- og marketingsenhed. Enheden har på pr-siden til opgave at udvikle og implementere pr-tiltag som kan udvide kendskabet til RetorikMagasinet og retorikken som kommunikationsfagligt område. På marketingssiden bliver den primære opgave at udtænke løsninger som skal fastholde og udvide abonnent- og eventuelt annoncørporteføljen.

Denne enhed er et helt nyt projekt som iværksættes som forsøgsordning med sigte på at blive en fast del af RetorikMagasinets organisation. Koordinatorerne får således stor indflydelse på enhedens funktion og arbejde og er selv med til at definere opgaverne.

Din profil

Du er kreativ, struktureret og har masser af gåpåmod. Du behøver ikke have en masse erfaring men det er en fordel hvis du brænder for at prøve kræfter med praktisk pr- og marketingsarbejde og har en interesse for retorik og kommunikations funktion i samfundet. Vi forventer at du kan deltage i koordineringsmøder af et par timers varighed 1-2 gange pr. måned og imellem disse kan arbejde ca. 2 timer selvstændigt med enhedens opgaver. Vi forestiller os du er i gang med bachelordelen på en relevant uddannelse eller har lignende erfaring fra tidligere.

Om RetorikMagasinet

RetorikMagasinet er det eneste magasin i Danmark, der formidler retoriske tanker, begreber og vinkler på det omgivende samfund. Magasinets indhold er af høj faglig kvalitet og henvender sig både til retorikere og en bred palet af organisationer, virksomheder og privatpersoner med interesse for samfundsforhold, kommunikation og sprog.

Skriv et svar