En film der holder! (100.000 år?)

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Into Eternity (www.cphdox.dk)

Into Eternity af Michael Madsen er et strålende eksempel på hvor gode danske instruktører er til at lave dokumentarer. Filmen handler om udgravningen af et hul i jorden, der skal sikre atomaffald i Finland mod nysgerrige (og omvendt) de næste 100.000 års tid. Onkalo, som hullet hedder, er omkranset af hård, finsk granit, der i modsætning til verden oven på ikke påvirkes nævneværdigt af krige og naturkatastrofer.

Det er dog ikke uden udfordringer at planlægge 100.000 år frem i tiden. Skal man, fx, vælge at markere Onkalo med dødninge-piktogrammer, med alverdens sprog, eller helt undlade nogen form for advarsel i håbet om at ingen i fremtiden vil opdage stedet? Hvem siger at “nix pille” hedder “nix pille” i fremtiden, og kan man overhovedet forhindre at det første indfald man får når man hører “nix pille” er: pil!?

De mange spørgsmål er svære at besvare, men Michael Madsen får nogle af hovedmændende (og -kvinderne) bag projektet til at give deres bud. Det er spændende, tankevækkende, og yderst dygtigt skruet sammen. I filmen ser vi også billeder fra selve Onkalo. Mørke, grå gange, minearbejdere med høreværn, der sætter sprængninger i gang. Onkalo er et rationelt projekt, men Madsen formår at vise at det 21. århundredes menneske også indeholder andet, fx når en minearbejder tørrer snavs af kinden på en anden. Et ømt øjeblik.

Into Eternity er flot, stemningsfuld og indholdsmættet. Ved visningen af filmen i Teater Grob den 9/11, gav Michael Madsen en Q&A efter filmen, som du kan se nedeunder. Jeg havde lyst til at spørge om han syntes, der var nogle problemer med filmen? Et klip han gerne ville have taget om? Et mindre heldigt interview? Noget med kompositionen eller timingen? Men hvad skulle det have været? Into Eternity er noget nær den perfekte dokumentar.

Der er ekstravisning af Into Eternity mandag den 15/11 kl. 17.30 i Teater Grob. Du kan købe billetter her.

Skriv et svar