Anselm Kiefer på Louisiana

Anselm Kiefer
10. september 2010 – 9. januar 2011

Den tyske kunstner Anselm Kiefer (f. 1945) er en af de store nulevende klassiske kunstnere. Han er en ener i kunsthistorien med sin tilgang til historien og i valg af materialer og formater med vægt på en meget fysisk tilgang til kunstværket. Udstillingen er den første store præsentation i Norden af hans værk; den spænder over hele perioden i Kiefers kunst og rummer tillige helt nye billeder fra kunstnerens hånd.Sjældent vist er billedsuiten på otte værker, Heroische Sinnbilder fra 1969-70, hvor Kiefer spejler sig selv i nazismens forbrydelser – disse billeder er aldrig vist i Skandinavien.Louisiana indleder efterårssæsonen med en stor præsentation af den tyske kunstner Anselm Kiefer med 87 værker spændende fra de tidligste år efter kunstakademiet i 1969 op til i dag. Kiefers værker er en af hjørnestenene i Louisianas samling, og han har længe stået på listen over efterkrigskunstnere, som museet gerne vil vise i det perspektivgivende format. Udstillingen vises i perioden 10. september 2010 – 9. januar 2011 og afrunder Louisianas udstillinger gennem de senere år af andre af efterkrigs-kunstens store tyske navne: Sigmar Polke, Gerhard Richter og Georg Baselitz.Udstillingen
Kiefer præsenterer et af de mest markante brud i efterkrigstidens Tyskland. Det er hans virke over fireårtier, som museet ønsker at holde frem med en række centrale værker præsenteret i fem løst afgrænsede tematikker, der hver præciserer centrale kunstneriske problemstillinger i Kiefers kunst.

Udstillingen, som altså ikke er kronologisk, vises i museets Sydfløj. I det første rum præsenteres fire store Nye værker: tre store malerier og en skulptur. De tre malerier kan alle siges at kredse om Kiefers livslange arbejde med at omsætte forskellige forestillinger om tid – den lange historiske tid, den nære personlige, den atomiserede, den mytiske – til maleri. Stjernekonstellationer og fysiske hug ind i landskabernes rum insisterer på eksistensen af en dynamisk Historie og et voldsomt Nu. I det efterfølgende rum med temaet Landskab. Mytologi og realitet ses de skæbnetunge marker, Kiefers værk er så rigt på, og den tyske skov og arkitektur. Her indgår bl.a. de centrale værker Dein goldenes Haar, Margarethe, og Dein aschenes Haar, Sulamith, fra 1981, hvor landskabet via digteren Paul Celans berømte digt ”Dødsfuga” kobles til nazisternes folkemord på jøderne under krigen. Historien har lejret sig tungt her, men Kiefers originale billedkultur afstedkommer samtidig en klar fornemmelse af, at den er åben og uafsluttet. At koble konkret fysisk materiale på de malede landskaber er en af Kiefers metoder til at binde øjeblikket, her & nu, og fortiden sammen. Temaet VerdenstidLivstid er endnu et væsentligt emne for Kiefer, hvor kunstneren ikke blot drager verden men verdener ind. Her kan Sol Invictus, 1995, som er i kunstnerens privateje og Sternenfall, 1995 bl.a. ses. I værker som disse antydes en mystisk erfaring af verden, et syn der åbner for nye forestillinger om tid, individualitet og bevidsthed. Derefter følger temaet Billedstrid med billed-suiten på otte malerier, Heroische Sinnbilder fra 1969-70. En række billeder der i sin tid vakte stor opsigt ved at koble kunstneren selv, og derigennem kunsten som sådan, med nazismens kult og historiske forbrydelser. Kiefer driver med sine iscenesættelser udtrykket til et sted, hvor han – selv i tressernes radikalt eksperimenterende tidsånd – fremstod som virkelig radikal.

Afslutningsvis viser udstillingen under temaet Bogen de afgørende bøger fra de tidlige år. Kiefers bøger er unikke, selvstændige bidrag til billedkunsten, og selv om de kan ses som opmarch til malerier, er de hverken skitsebøger eller forstudier, men snarere grundbilleder og afprøvninger af den ubundne idé. At nutiden fødes af fortiden er en stående præmis gennem hele Kiefers oeuvre. Hos Kiefer er der tale om mytestof, som i betydeligt omfang indeholder både klassisk og historisk materiale, men som alligevel bliver samtidens og kunstnerens eget.

Sproget er en af de væsentlige igangsættere for Kiefer, og typisk følger referencen direkte med ind i værket i form af kunstnerens karakteristiske håndskrift i olie eller kul. At tildele de store og perspektivgivende fortællinger en fundamental betydning for mennesket, som Kiefer gør det, sætter tydeligt hans værk uden for det sociale eller populær-kulturelle fokus, som meget af kunsten i Kiefers egen samtid har haft. Hos Kiefer er det de monumentale spørgsmål, der rejses – og rejses ind i – med værket.

Biografi
Anselm Kiefer er født i 1945 i Donaueschingen. Han blev uddannet på kunstakademiet i Karlsruhe i 1969 og fik siden kontakt med professor Joseph Beuys i Düsseldorf. I 1980 repræsenterede han Tyskland på Venedig Biennalen sammen med Georg Baselitz. Udstillingen var kontroversiel og vakte opmærksomhed uden for Tyskland, især i Amerika. I 1992 flyttede kunstneren fra sit hjemland til først Barjac i det sydlige Frankrig og senere til Paris. Kiefer er repræsenteret på de fleste betydningsfulde museer verden over. I 2001 viste Louisiana en mere fokuseret atelierudstilling, hvis tema perspektiverede Formand Mao og hans bog ”Lad tusind blomster blomstre”.

I 2008 modtog Anselm Kiefer ”Der Friedenspreis des Deutschen Buchhandels”, som dermed for første gang blev tildelt en billedkunstner.Louisiana Revy og Louisiana Magasin 32
Udstillingens katalog, i form af Louisiana Revy, indeholder et forord af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner samt artiklerne ”Anselm Kiefer og tyskernes myter” af professor i politisk videnskab på Humboldt-universitet i Berlin, Herfried Münkler, ”Anselm Kiefer. Et bibliotek af visioner” af direktør for Staatsgalerie Stuttgart, Sean Rainbird, seks tematiske introduktioner af udstillingens kurator Anders Kold, ”Terrænet omkring det sorte hul” af cand. mag. i litteraturvidenskab, Annette Buhl, ”Skovveje” af kunsthistoriker, Ph.d., professor i kunsthistorie, Hans Dickel, en biografi og en værkfortegnelse.

Desuden artiklen ”Årgang fem og fyrre” af Anders Kold i forårets udgave af Louisiana Magasin nr. 32.

Arrangementer – foredrag – symposium:

17. november, kl. 20.00
Foredrag: ”Kiefers bogkunst” ved Hermann Schmid
Samlingen af Kiefers bøger i udstillingen er unikke. Foredraget af Ph.d. Hermann Schmid vil være en gennemgang af temaerne, udviklingen og den materielle proces i Anselm Kiefers bogproduktion. Dernæst søges der svar på, hvorfor han i sin kunst griber tilbage til bogen som medium.

4. december (klokkeslet følger)
Symposium: ”Totalitarisme og samtidskunst”
Heldags-symposium med deltagelse af ledende danske og udenlandske forskere arrangeret af Louisiana i samarbejde med Århus Universitet.

Symposiet afholdes på engelsk.

8. december, kl. 20.00
”Den tynde røde streg” ved Jörg Heiser
Kunstkritiker med speciale i samtidskunst og mangeårig redaktør af det internationale tidsskrift ’Frieze’, Jörg Heiser tager diskussionen om erindring og bearbejdelse i forhold til Holocaust op, men her med særligt henblik på de emner som to eller tre generationer efter de historiske begivenheder søger at forholde sig til.

Film i Louisiana Biograf
Vises dagligt: Over Your Cities Grass Will Grow”
I museets biograf vises en helt ny film om Anselm Kiefer med titlen ”Over Your Cities Grass Will Grow”. Filmen er skabt af Sophie Fiennes og blev vist udenfor konkurrence på dette års Cannes Festival, hvor den høstede stor hæder. Filmen dokumenterer Kiefers arbejdsprocesser og kan opleves som en personlig rejse til det univers, Kiefer siden 2000 har opbygget i bjergene i det sydlige Frankrig.
Varighed: 130 min. Producent: Amoeba Film, Kasander, Schiapode.

Med støtte fra OAK FOUNDATION Denmark.
Supplerende støtte fra Den Danske Forskningsfond.

Museets åbningstider: Tirsdag – fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket. www.louisiana.dk.

Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Bodum: Hovedsponsor for Louisiana / Main sponsor for Louisiana.

Forfatter: Susanne Hartz

Pressechef Louisiana

Skriv et svar