Udstilling // Organic Music Societies: Moki & Don Cherry

I forbindelse med Gong Tomorrow inviterer ALICE til udstillingen Organic Music Societies i Musikhuset København. Udstillingen, der åbner onsdag 8. september kl. 16.30, giver et unikt indblik i Moki Cherrys forening af liv og kunst, hverdag og performance.

Fernisering:
Onsdag d. 8.september kl. 16.30

Åbningstider, 9-19. september:
Onsdag til fredag 16-19
Lørdag & søndag 12-16

Musikhuset København, Vesterbrogade 59

Entré er gratis alle dage – følg med i Facebook-eventet her.

Liv og kunst, hverdag og performance, og musik fra alle kontinenter blev vævet sammen i kunstnerparret Don og Mokis Cherrys utopiske praksis på en nedlagt landsbyskole i Skåne. Organic Music Societies er en arkivudstilling, som viser en flig af deres omfattende og spraglede produktion på tværs af kunstformer og materialer fra slutningen af 1960’erne og frem.

Organic Music Societies præsenterer en række dokumenter, arkivmateriale, objekter og værker, som tilsammen åbner en portal ind til den verden af fantasifulde eksperi­menter, som den svenske billed- og tekstilkunstner Moki Cherry (1943-2009) og den amerikanske avantgardetrompetist og jazzpioner Don Cherry (1936-1995) udvik­lede sammen.

I kunstnerhjemmet smeltede musikpædagogik, performance, aktivisme, billedkunst og multikulturel musik sammen med madlavning og børnepasning. I den periode arbejdede Don Cherry på en frisættelse af jazzen, som fusionerede indiske skalaer og tyrkiske rytmer med dronemusik og åndedræts­øvelser gennem ultra-inkluderende og improvisatorisk samspil.

Det var også i den periode, at Moki Cherry indsvøbte fysiske rum i sin holistiske vision om et Organic Music Theatre, som forvandlede hverdagslivet til en kulørt musikalsk happening for børn og voksne. ”Wherever we were was home, so we started working together — and living it. The stage is home and home is a stage,” som Moki Cherry udtrykte det.

Moki Cherry (født Monica Karlsson) havde en baggrund i beklæd­ningsdesign og performance med forbindelser til happening-kunstscenen i Skandinavien. Udstillingen kaster samtidig et aktualiserende blik på Moki Cherrys ambitioner om at indhylle hverdagens trædemølle i opløftende mantraer og psykedeliske farveskalaer.

Hendes tekstilkunst har fået fornyet aktualitet i en samtid, hvor de generelle bestræbelser på at indskrive oversete kvindelige kunstnere i en bredere kunsthistorie også har medført en åbenhed over materialevalg, der tidligere er blevet henvist til betegnelsen ’kunsthåndværk’. Hendes arbejde for at skabe kreative miljøer og totalæstetiserede rum kan nu løftes fri af bagtæppet og anerkendes som en særskilt kunstnerisk praksis i et udvidet værkbegreb.

Udstillingen åbner i forlængelse af samtidsmusikfestivalen Gong Tomorrows koncert Organic Music Societies, som genbesøgte Don Cherrys pan-etniske og kollektivistiske fase. Koncerten såvel som udstillingen har taget navn efter Don Cherrys banebrydende album Organic Music Society (1973).

I Moki Cherrys samtid blev hendes værker vist på gruppe­udstillingen ’Utopias and Visions 1871-1981”, hvor parret flyttede deres hjem ind på Moderna Museet. Og i 2016 — syv­ år efter hendes død — fik hun sin første retrospektive solo­udstilling på Moderna Museet i Stockholm, med titlen ’­Moment — Moki Cherry’.

Udstillingen i København er kurateret af Lawrence Kumpf fra Blank Forms, New York.

Organic Music Societies: Don & Moki Cherry er en arkivudstilling organiseret for ALICE af Blank Forms, udstillet i forbindelse med Gong Tomorrow 2021 på Musikhuset København.

Præsenteret af

ALICE
Gong Tomorrow
Blank Forms
Musikhuset København

Med tak til

Nordisk Kulturfond
Statens Kunstfond
Københavns Kommune

Skriv et svar